Forbrugerne forventer service i butikker og hos leverandører af tjenesteydelser, og i erhvervslivet er det et godt indarbejdet konkurrence-moment, at der skal ydes noget ekstra til kunderne for at få fremgang. Service er blevet en helt selvfølgelig del af virksomhedernes hverdag. Det er noget man yder, og det er noget man selv forventer at få. Dog med én undtagelse. I dele af transportsektoren er man nu nødt til at gå den anden vej. Mange af de service-ydelser som godsleverandørerne har været vant til at yde rent rutinemæssigt ? det at chaufføren lige har tid til at aflæsse varerne på en bestemt måde eller lige kan vente et øjeblik, mens godset bliver gjort klar, kan pludselig ikke lade sig gøre mere efter, at det store stopur ? de nye detaljerede køre-hviletidsbestemmelser er trådt i kraft. Chaufføren skal køre sin lastbil og niks weiter. For det går ud rådighedstiden, hvis der skal være tid til service og den slags pjat.

Transportkunderne må derfor på nogle områder indstille sig på selv at klare, alt hvad der hedder lagerfunktioner. Det er ikke sjovt for nogen virksomhed at måtte sige nej til kundernes ønsker, men det er især slemt, når man er en servicevirksomhed som vognmandsforretningerne.

Ingen anfægter behovet for fornuftige regler, der sikrer, at trafiksikkerheden ikke trues af overtrætte chauffører, som naturligvis heller ikke skal sætte deres sundhed på spil. Naturligvis ikke. Men når der sker sål udpræget en detailregulering, at man dårligt kan rokke med ørerne uden at det skal registreres som tidsforbrug, så rammer man meget mere, end man nogensinde har forestillet sig på de lovforberedende skriveborde og i politikernes udvalgsværelser. Hverdagen tager sig ikke så lidt anderledes ud, end man kan se ud af vinduerne på Christiansborg og i Bruxelles.

Hvis det er nødvendigt at regulere adfærden i samfundet ? f.eks. for at højne trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet, må politikerne jo gribe til de redskaber de kan finde. Hvis hidsige sanktioner er det eneste man kan finde på, må man jo gå den vej. Politikerne er valgt til at styre landet. Men det er jo ingen kunst at lave en masse skrappe love. Det er straks meget vanskeligere at gennemføre tiltag, som virker efter hensigten uden alvorlige bivirkninger. Det kræver jo dygtighed, omtanke og indlevelsesevne hos politikerne. Men hvorfor skulle de ikke kunne yde den ekstra service til samfundet, at deres love også var til at arbejde med i praksis. Eller måske ombytte eller reparere ?varen?, hvis den ikke lever op til brugernes berettigede forventninger.

De danske virksomheder klarer sig fantastisk i øjeblikket. Faktisk så godt, at de på nogle områder risikerer at blive kvalt i succes, fordi de ikke kan få kapacitet og arbejdskraft nok til at nå alle ordrerne, selv at de slås for at få enderne til at nå sammen.

Derfor er det sidste de har brug for at blive bastet og bundet af regler, som ikke er absolut nødvendige og som gør, at apparatet ikke kan udnyttes ordentligt.

Naturligvis kan transporterhvervet ? fleksibelt som det jo er ? indrette sig på nye tider og nye regler. Man må acceptere, at der er vilkår, man ikke uden videre kan lave om på. Vejret f.eks. Og hvis politikerne ønsker, at effektiviteten og produktivitet i erhvervet skal sættes ned, jo så må man jo prøve at leve med det.

Med mindre lovgivningsmagten og det administrative system kunne være så effektivt og produktivt, at man forholdt sig til, at reglerne ikke virker helt efter hensigten og gik i gang med at rette op på skævhederne.

Det ville være god service.

-----