I modsætning til de regler, der findes i transportlovgivningen, vil forretningsbetingelserne som regel indeholde ansvarsregler med lige frem bevisbyrde, hvilket vil sige, at det ikke er transportøren, der skal bevise, at han ikke "kunne gøre for", at skaden eller bortkomsten indtraf, men derimod transportkøberen som skadelidt, som skal løfte beviset for, at transportøren er ansvarlig.

Da utrolig mange sager står og falder med beviset, vil det derfor tit og ofte være afgørende, hvem der har bevisbyrden og dette giver så bl.a. udtryk i NSAB § 27, der har to forskellige bevisbyrder: en lige frem bevisbyrde i rene oplagringstilfælde (litra B) og en omvendt bevisbyrde ved oplagring i tilknytning til en forudgående transport (litra A).

"OPLAGRING

§ 27

A. Ved oplagring af gods i tilslutning til en transport, hvor speditøren har et transportøransvar, er speditøren ansvarlig for godset efter bestemmelserne i §§ 15 ? 23 indtil 15 dage efter transportens afslutning.

B. For oplagringsopgaver i henhold til § 2, B, gælder bestemmelserne i §§ 24 ? 26."

Et andet forhold af aftaleretlig karakter, som kan få afgørende betydning for en retssags udfald, er hvilke konkrete (og præcise) instruktioner, transportkøberen har givet til sin transportør, f.eks. vedrørende godsets opbevaring under transport eller oplagring. I en sag, hvor Højesteret har afsagt dom den 22. august i år, var et af de afgørende spørgsmål, om en ladning klipfisk kunne forventes opbevaret ved en lavere temperatur, end den temperatur der i henhold til bl.a. en offentlig bekendtgørelse er gængs på området.

En norsk fiskeproducent eksporterer fiskeprodukter - bl.a. klipfisk fremstillet af torsk - som især sælges på det europæiske marked inden for EU. Sædvanligvis sendes de færdigproducerede klipfisk direkte fra produktionsanlæggene til kunderne. I sommeren 2001 fik Fiskeproducenten mulighed for at fremstille klipfisk af et parti torsk fanget af russiske både og dermed omfattet af særlige EU-kvoter. Klipfisken skulle derfor indfortoldes i EU inden kvoten for de pågældende typer indførsler var brugt op.

Fiskeproducenten havde gennem en årrække samarbejdet med et norsk speditionsfirma (?Speditøren?) om transport af fisk, og Speditørens tilbud henviste til bestemmelserne i NSAB 2000 og CMR-konventionen. Fiskeproducenten anmodede Speditøren om transport af syv partier klipfisk, i alt 157.500 kg fremstillet af den russiske torsk, fra Norge til Portugal. Da kunden i Portugal imidlertid først skulle have leveret klipfisken i efteråret 2001, og da der manglede kølehusfaciliteter i Norge, skulle klipfisken opbevares i Danmark et par måneder.

Speditøren indgik den 9. august 2001 aftale med Frysehuset om opbevaring af de syv partier klipfisk. Dagen efter blev de nødvendige fragtbreve udstedt, og Speditøren overtog de syv partier. Den 13. august 2001 modtog Frysehuset klipfiskene på kølehuset i Danmark. Den 25. september 2001 blev et parti klipfisk kørt fra kølehuset til Portugal og den 1. oktober 2001 blev yderligere to partier kørt til Portugal.

Direktøren hos Fiskeproducenten modtog kort efter reklamationer om, at klipfisken var inficeret dels af en bakterie, der i Danmark hedder rødmid, og en svamp der hedder brunmid. Fiskeproducentens direktør rejste til Danmark for at besigtige opbevaringsforholdene. Direktøren så lokalerne mandag den 8. oktober 2001 og fandt, at opbevaringsforholdene var kritisable, hvorfor han kontaktede forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet bad en havariekspert om at inspicere kølehuset, og efter at denne inspektion havde fundet sted, blev de sagsøgte anmodet om at deltage i en fælles inspektion med henblik på at fastlægge årsagen til bakterie- og svampeangrebet. I dagene 8., 9. og 12. oktober 2001 blev kølehuset besigtiget af en række personer, hvoraf nogle deltog i flere inspektioner.

Det tilbud, der lå til grund for opbevaringen af de klipfisk i 2001, var dateret 9. august 2001. Opbevaringsaftalen omfattede ca. 270 paller klipfisk og skulle gælde perioden 9. august 2001 - 31. december 2001. Der var ikke nævnt noget om opbevaringstemperatur eller temperaturovervågning, men der var anført følgende i aftalen: "Alle opgaver udføres jf. Brancheforeningen for Dansk Frysehuse Almindelige betingelser for oplagring på Køle- og frysehuse". Opbevaringsaftalen fik senere en påtegning om, at "Det kan bekræftes, at ovennævnte varer, ved lagring, ikke vil blive dobbelt stablet".

I de almindelige betingelser for oplagring på køle- og frysehuse fremgik af punkt 2.3 følgende: "Frysehuset er ikke ansvarlig for skade på varer, der er indleveret til oplagring, med mindre det godtgøres, at der er udvist fejl eller forsømmelser, der kan lægges frysehuset eller dets personale til last". I punkt 3.1 var det bestemt: "Det påhviler kunden at give frysehuset skriftlig meddelelse om art og kvantum af varer, der oplægges/ønskes udleveret. Med mindre kunden samtidig giver skriftlig instruktion om, at han ønsker varen behandlet på en bestemt måde, vil varen blive behandlet, således som en vare af den opgivne art efter frysehusets skøn fagligt korrekt bør behandles. Frysehuset kan herefter ikke gøres ansvarlig, uanset om den valgte fremgangsmåde viser sig at være uhensigtsmæssig."

Det fremgik af de internationale fragtbreve, der var udstedt i forbindelse med Speditørens modtagelse af de syv partier klipfisk den 10. august 2001, at afsenderen var Fiskeproducenten, modtageren et firma i Portugal, og leveringsadressen var Frysehusets danske adresse. Det første parti klipfisk blev sendt fra Danmark den 25. september 2001, og det blev modtaget i Portugal den 1. oktober 2001, og omkring 1. oktober blev der sendt yderligere to partier til Portugal. Frysehuset sendte løbende fakturaer bilagt frysevareopgørelser til Fiskeproducenten for lagerleje.

Det norske forsikringsselskab, der havde forsikret fiskene indbragte sagen for Vestre Landsret med påstand om at Speditør og Frysehus solidarisk skulle betale en erstatning på 2.215.949 NOK. Disse to firmaer påstod frifindelse og Frysehuset var indforstået med at friholde Speditøren, såfremt dette firma blev dømt til at betale erstatning.

Landsretten startede med at forholde sig til Frysehusets eventuelle ansvar.

Forsikringsselskabet havde i forhold til begge de sagsøgte gjort gældende, at skaden på klipfiskpartiet som følge af rød- og brunmidangrebene skyldtes uegnede opbevaringsforhold og forkerte rutiner hos Frysehuset, som begge de sagsøgte kunne gøres ansvarlige for.

Landsretten havde ved vurderingen af skadeårsagen lagt særlig vægt på erklæringerne fra en sagkyndig og dennes uddybende forklaring afgivet under domsforhandlingen.

På baggrund heraf kunne det lægges til grund, at rødmidbakterien latent var til stede ved produktion af klipfisk, og at brunmidsvampen også fandtes på produktionsstederne. Dette betød, at klipfisk efter fremstillingen kunne være blevet disponeret for at udvikle rødmid og brunmidangreb. Det kunne endvidere lægges til grund, at det var lufttemperaturen, der først og fremmest var afgørende for, om bakterien og svampen bredte sig og blev til synlige angreb, hvorimod andre forhold som f.eks. fiskens fugtindhold og den relative luftfugtighed og træk var uden den store betydning.

Det kunne efter bevisførelsen lægges til grund, at der i forbindelse med besigtigelserne i oktober 2001 hos Frysehuset i Danmark blev konstateret nogle få rødmidangreb og flere brunmidangreb i klipfisk i nogle af de kasser, der blev åbnet, og det kunne også lægges til grund, at sådanne angreb blev konstateret i de klipfisk, der var kommet til Portugal i begyndelsen af oktober 2001.

Landsretten lagde vægt på, at det ikke var oplyst, hvornår klipfiskene var blevet fremstillet, og der var heller ikke oplysninger om, hvordan forholdene under produktionen på de to produktionssteder nærmere havde været. Klipfiskene blev efter tørring lagt i såkaldt coatede kasser, og en sagkyndig havde oplyst, at fiskene ikke skulle kunne blive inficeret med rødmid og brunmid i en sådan emballage. På denne baggrund var det ikke muligt at vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang klipfiskene kunne være blevet inficeret og dermed disponeret for henholdsvis rødmid- og brunmidangreb i forbindelse med fremstillingen og før indpakningen.

Pladsen her tillader ikke at gennemgå resten af landsrettens begrundelse, men resultatet blev at både Frysehus og Speditør frifandtes.,

Forsikringsselskabet indbragte sagen for Højesteret, og retten henviste til, at Speditøren udstedte separate fragtbreve vedrørende henholdsvis transporten fra Norge til Frysehusets kølehus i Danmark og transporten herfra til Portugal. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der var anført af landsretten, tiltrådte Højesteret, at Speditørens ansvar for den skade på klipfisken, som måtte være opstået under opbevaringen i Danmark, ikke skulle bedømmes efter ansvarsreglerne i CMR-loven.

Af de grunde, der var anført af landsretten, tiltrådte Højesteret endvidere, at Speditøren alene kunne anses for formidler af aftalen om opbevaring af klipfisken på Frysehusets kølelager i Danmark. Forholdet var heller ikke omfattet af NSAB 2000 § 27 A om oplagring i tilslutning til en transport, idet den første del af Speditørens transportopgave var afsluttet ved afleveringen af klipfisken til kølelageret i Danmark. Speditørens ansvar for den skade, som måtte være opstået under opbevaringen i Danmark, skulle herefter afgøres efter NSAB 2000 § 27 B, jf. § 24.

Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at Speditøren ved mangelfuld instruktion af Frysehuset eller på anden måde havde undladt at varetage hvervet som formidler med den fornødne omhu, jf. § 24. Det blev herved bemærket, at det var Fiskeproducenten, som havde størst viden om og erfaring med, hvilke krav, der burde stilles til opbevaringen, og at det derfor naturligt måtte påhvile Fiskeproducenten selv at sikre sig, at Frysehuset - direkte eller gennem Speditøren - modtog de fornødne instruktioner herom.

Højesteret tiltrådte herefter, at Speditøren var frifundet.

Som anført kunne Speditøren efter Højesterets opfattelse alene anses for formidler ved indgåelsen af aftalen om opbevaringen af klipfisken på Frysehusets kølelager i Danmark, og aftalen herom af 9. august 2001 måtte således anses for indgået mellem Frysehuset og Fiskeproducenten, som også modtog kopi af aftalen. Denne indeholdt en klar og tydelig henvisning til "Almindelige betingelser for oplagring på køle- og frysehuse" udarbejdet af Brancheforeningen for Danske Frysehuse. Højesteret finder, at disse almindelige betingelser var bindende for Fiskeproducenten, selv om selskabet ikke modtog et eksemplar af betingelserne.

Efter de almindelige betingelsers pkt. 2.3 var frysehuset "ikke ansvarligt for skade på varer, der var indleveret til oplagring, med mindre det godtgøres, at der var udvist fejl eller forsømmelser, som kunne lægges frysehuset eller dets personale til last." I pkt. 3.1 bestemmes bl.a. "Med mindre kunden samtidig giver skriftlig instruktion om, at han ønsker varen behandlet på en bestemt måde, vil varen blive behandlet, således som en vare af den opgivne art efter frysehusets skøn fagligt korrekt bør behandles."

Efter § 106 i bekendtgørelse nr. 806 af 22. oktober 1997 om omsætning, tilvirkning mv. af fisk og fiskevarer i land skal fiskehalvkonserves opbevares således, at varens temperatur ikke overstiger 10 grader C. Forsikringsselskabet havde ikke bestridt, at det omhandlede parti klipfisk var omfattet af denne bestemmelse.

Frysehuset fik ikke i forbindelse med indgåelsen af opbevaringsaftalen instruktion om, at klipfisken skulle opbevares ved 2-4 grader C eller i øvrigt ved en lavere temperatur end fastsat i bekendtgørelsen. Hverken det forhold, at Frysehusets tilbud af 6. september 2000 vedrørende en tidligere opbevaring af et parti klipfisk indeholdt oplysning om en opbevaringstemperatur på 2-4 grader C, eller angivelsen af denne temperatur på de enkelte pakninger som led i en tekst affattet på portugisisk, udgjorde tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Frysehuset - uanset bekendtgørelsens forskrift og uanset den manglende udtrykkelige instruktion herom - burde have opbevaret klipfisken ved en temperatur på 2-4 grader C.

Som anført af landsretten var det ikke godtgjort, at temperaturen i klipfisken under opbevaringen i Danmark har overskredet den i bekendtgørelsen foreskrevne maksimale temperatur på 10 grader C. Det var heller ikke godtgjort, at opbevaringen på anden måde havde været uforsvarlig.

Der var herefter ikke grundlag for at pålægge Frysehuset erstatningsansvar. Dette gjaldt, selv om det måtte kunne lægges til grund, at angrebene på klipfisken med rødmid og brunmid havde udviklet sig under opbevaringen på lageret i Danmark.

Med denne begrundelse tiltrådte Højesteret, at også Frysehuset var frifundet og stadfæstede altså Landsrettens dom.

-----