Lastas-medarbejder runder skarpt hjørne
Per Mølgaard, der er hører til den gamle stab i Lastas-koncernen, fylder i morgen 50 år.
Per Mølgaard er bankuddannet og udlært i Banken for Hobro og Omegn, der senere blev til Himmerlandsbanken. Per Mølgaard arbejdede i 19 år inden for finansverdenen, indtil han valgte at blive selvstændig konsulent. Her havde han i en periode opgaven at rydde op i KS Finans, der tidligere var Partner Leasing A/S. Gennem denne opgave mødte han Lastas-koncernen, og det blev i 1997 starten på en ny karriere hos Lastas. Den første større opgave blev opstarten af Thompson Rental A/S, der er den store udlejningsvirksomhed hos koncernen i Hedensted.
- Jeg kom jo med en anden baggrund og havde dermed noget andet værktøj med i kassen siger Per Mølgaard til www.e-nyt.com. Derfor får han også tildelt mange atypiske opgaver som f.eks. ansvarlig for opstilling af messer og større projekter, der skal løbes i gang. Siden har han også opereret meget på det Skandinaviske Marked, og i flere år var arbejdsugen delt mellem Danmark og Norge. Det norske marked er vokset meget, og Lastas er jo nu godt etableret i Norge med eget udsalgssted i Oslo. I dag har Per Mølgaard, der er ansvarlig for både det norske marked og salget af DAF lastvogne, ca. hver tredje arbejdsuge i Norge.
Lastas holder reception i anledning af den runde dag på Energivej i Hedensted på fredag mellem 15 til 19.
-----