Fra Carrier til ScanBalt
Direktør Max Beese, der for et par måneder siden sagde sit job op hos Carrier Transicold A/S i Padborg, tiltræder 1. oktober i et nyt job hos ScanBalt A/S i Aabenraa.
Max Beese bliver skandinaviensansvarlig for en helt nyoprettet afdeling hos ScanBalt A/S. Den nye afdeling starter foreløbig med tre medarbejdere og skal markedsføre færdige opbygninger til lette lastvogne og kassevogne omfattende kasser til almindelige tørgodstransporter, lette isolerede kasser, køle- frysekasser, samt isolering af fabriksbyggede kassevogne. Dertil kommer at man kan tilbyde opbygning af minibusser og ambulancer.
ScanBalt A/S er vokset fra to til fyrre medarbejdere på ganske få år og har i dag afdelinger i Estland, Letland, Litauen, Kaliningrad, Moskva og er lige nu på vej til at etablere en ny afdeling i Kasakhstan. Direktør Jan Knudsen siger til www.e-nyt.com, at man har to ben at stå på i virksomheden, nemlig markedsføring og salg af brugte trailere i Baltikum og Rusland, hvor der afsættes ca. 1500 brugte trailere hvert år. Det andet ben omfatter salg af nye trailere i Baltikum og dele af Rusland.
-----