Nye krav til chauffører
Færdselsstyrelsen er klar med nye regler om uddannelse og efteruddannelse af lastvognschauffører.
Det er EU’s direktiv om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelse af erhvervschauffører, som nu er indarbejdet i dansk lovgivning. Den nye bekendtgørelse træder i kraft allerede 10. september 2006, men får først virkning for samme dato i 2008, når det gælder buschauffører. Nye lastvognschauffører skal opfylde kvalifikationskravene fra 10. september 2009.
Kvalifikationskravene fastsætter minimumsrammerne for uddannelsen af erhvervschauffører, herunder at uddannelsen skal bestå af mindst 280 timer, samt de færdigheder, som chaufførerne skal besidde.
Alle chauffører – det gælder også dem, der har erhvervet stort kørekort før 2008-2009 - skal tilbage på skolebænken mindst en gang hvert femte år, hvor de skal gennemgå et 35 timers kursus. Heraf skal mindst fire timer anvendes til førstehjælp og ulykkesforbyggelse.
-----