Transportreglerne giver transportørerne forskellige muligheder for at sikre fragt, udlæg og andre tilgodehavender. CMR-loven indeholder forskellige regler om tilbageholdelse i godset for den aktuelle fragt, herunder bestemmelserne i §18 og 22. I §18 hedder det:

"Når godset er kommet til bestemmelsesstedet, har modtageren ret til hos fragtføreren mod kvittering at fordre det andet eksemplar af fragtbrevet og godset afleveret. Fastslås det, at godset er gået tabt, eller er godset ikke kommet frem ved udløbet af den i §27 nævnte frist, kan modtageren i eget navn gøre rettighederne efter fragtaftalen gældende.

Stk. 2. Den modtager, som gør brug af sine rettigheder efter stk. 1, skal betale det beløb, som skyldes efter fragtbrevet. Opstår der strid herom, er fragtføreren ikke forpligtet til at aflevere godset, medmindre modtageren stiller sikkerhed."

og i §22:

"I de i §19, stk. 1, og §20 nævnte tilfælde kan fragtføreren straks aflæsse godset for den berettigedes regning. Befordringen anses dermed for afsluttet, men fragtføreren skal forvare godset på den berettigedes vegne. Han kan dog betro godset til en tredjemand og er i så fald kun ansvarlig for, at valget af denne sker med tilbørlig omhu. Godset kan stadig holdes tilbage til sikkerhed for de beløb, som skyldes efter fragtbrevet, og for andre omkostninger, som kan kræves dækket."

For Speditørens vedkommende suppleres denne tilbageholdsret af den ikke uvæsentlige panteret i §14, der (på betingelse af, at NSAB er vedtaget) giver Speditøren mulighed for tillige at udøve panteret for ikke blot det aktuelle tilgodehavende men tillige for tidligere mellemværender med den pågældende kunde. "Speditøren har panteret i gods, som er under speditørens kontrol, dels for alle på godset hvilende omkostninger ? vederlag og lagerleje iberegnet ? dels for samtlige speditørens øvrige fordringer på ordregiver hidrørende fra de i §2 nævnte opgaver. Bortkommer eller ødelægges godset, har speditøren tilsvarende ret over erstatningsbeløb fra forsikringsselskabet, fragtførere eller andre.

Betales speditørens forfaldne fordringer ikke, er speditøren berettiget til på betryggende måde at lade sælge så meget af godset, at speditørens samlede fordringer inklusive omkostninger dækkes. Speditøren skal så vidt muligt i god tid underrette ordregiveren om de skridt, speditøren agter at foretage med henblik på salg af godset."

At der skal være balance mellem det der holdes tilbage i, og det der holdes tilbage for, viser en dom afsagt af Vestre Landsret for nylig. Dommen er interessant bl.a. derved, at den tager stilling til egen skyld hos den, hvis gods blev holdt uberettiget tilbage.

I den pågældende sag havde et dansk tekstilfirma (tekstilfirmaet) anvendt et speditionsfirma som husspeditør (husspeditøren) og dette firma, der senere gik konkurs, anvendte til nogen af tekstilfirmaets transporter et dansk speditionsfirma (Speditøren).

På et tidspunkt, hvor Speditøren ikke fik sin betalinger fra husspeditøren, blev der udøvet tilbageholdsret i et par sendinger gods og da husspeditøren senere gik konkurs, fremsatte tekstilfirmaet et erstatningskrav på kr. 238.875 mod Speditøren. Kravet var bl.a. baseret på, at tekstilfirmaet, som følge af tilbageholdelsen, ikke havde kunnet opfylde en handel over for en af sine kunder og at fremstillingen af nogle særlige mærkevaretrusser var baseret på en licens, der var tidsbegrænset og som derfor udløb, mens tilbageholdelsen fandt sted.

Tekstilfirmaets krav, der i første omgang blev behandlet af byretten, vedrørte to forsendelser af hhv. sweatshirts og såkaldte Disney trusser, som befandt sig i Speditørens besiddelse på det tidspunkt, hvor Speditøren måtte erkende, at man ikke fik sine penge hos husspeditøren. Et af spørgsmålene under sagen var, hvornår det var blevet klart, at der blev tilbageholdt/pantet i godset, og en af detaljerne i sagen var, at der bl.a. blev udøvet tilbageholdsret gennem Speditørens agent i Frankrig.

Byretten slog indledningsvist fast, at det krav, som sagen vedrørte, var omfattet af CMR-loven og henviste til, at godset i henhold til §22 kunne holdes tilbage til sikkerhed for de beløb, som skyldtes for fragten. Tilbageholdelsen måtte antages at gælde, uanset hvem varerne tilhørte. Når varerne som her tilhørte tredjemand, kunne tilbageholdelsesretten kun udøves for de omkostninger, der vedrørte den aktuelle transport, og ikke for eventuelle andre mellemværender mellem husspeditøren og Speditøren.

Der blev i byretten bl.a. afgivet forklaring af en medarbejder fra Speditøren (NN) og et par medarbejdere fra tekstilfirmaet (MM og OO). Det blev efter den af NN afgivne forklaring lagt til grund, at det havde været vanskeligt for Speditøren at få besked fra husspeditøren om, hvad der skulle ske med godset, og at varerne herefter af Speditørens samarbejdspartner, Speditørens agent i Frankrig, blev opbevaret på dennes lager i Frankrig.

Som af OO forklaret vidste han, at varerne var hos Speditørens agent i Frankrig, da denne blev bedt om at sende vareprøver til tekstilfirmaet i Danmark. OO havde forklaret, at han den 16. december 2002 af husspeditøren fik at vide, at varerne var hos husspeditøren. Dette var ikke bekræftet af husspeditøren. MM havde forklaret, at han ca. november 2002 vidste, at Speditøren havde tilbageholdt varerne.

Speditøren havde foretaget tilbageholdelse i varer, som Speditøren vidste, tilhørte tredjemand (tekstilfirmaet), og det blev lagt til grund, at tilbageholdelse var sket i varer til en værdi, der - indlysende for enhver - langt oversteg omkostningerne ved transporten.

Speditøren var derfor efter byrettens opfattelse erstatningsansvarlig for det tab, som Speditøren havde lidt, og med fradrag for et skønnet beløb på grund af egen skyld hos tekstilfirmaet. Tekstilfirmaet burde i al fald have rettet henvendelse til Speditøren eller Speditørens repræsentant, Speditørens agent i Frankrig, da han blev klar over, at varerne ikke var i husspeditørens besiddelse, hvilket tidspunkt ikke var senere end medio februar 2003. Hertil kom, at tekstilfirmaet også på dette tidspunkt - som forklaret af OO, var klar over, at husspeditørens finansielle formåen lå på et lille sted. Ved en henvendelse til Speditøren ville det blive klarlagt, dels størrelsen af Speditørens tilgodehavende for denne fragt, som skulle betales af tekstilfirmaet for at få varerne frigivet, dels at Speditøren blev klar over, at det drejede sig om en vinterkollektion af licensvarer, for hvilke omsætningsperioden var tæt på at udløbe - også til den kunde, som tekstilfirmaet havde solgt varerne til. Der skulle endvidere ske fradrag for et skønnet beløb for de varer, der var returneret til tekstilfirmaet. Det blev lagt til grund, at Speditøren ikke var eller burde have været klar over, at det drejede sig om licensvarer - og licensvarer, der var tæt på udløbet for rettighederne.

Retten mente derfor, at tekstilfirmaet i al fald før licensens udløb, ved sædvanlig agtpågivenhed burde være blevet klar over, at varerne ikke var i husspeditørens besiddelse - i al fald når man som af OO forklaret vidste, at husspeditørens finansielle formåen lå på et lille sted.

Efter en afvejning af Speditørens uberettiget tilbageholdelse af hele varepartiet sammenholdt med tekstilfirmaets manglende agtpågivenhed, fastsatte retten erstatningen skønsmæssigt til 100.000 kr. med renter som nedenfor bestemt efter CMR-lovens §35. Det blev bemærket, at der herved var taget i betragtning, at Speditøren havde krav på fragt, således at der ikke kunne ske modregning i beløbet for omkostninger i forbindelse med fragten.

Speditøren indbragte sagen for landsretten, der for så vidt kom til det samme resultat som byretten, men dog med en noget anden begrundelse (præmisser).

Også efter bevisførelsen for landsretten blev det lagt til grund, at tekstilfirmaet indgik aftale med husspeditøren om transport af de pågældende varer fra Indien til en kunde i Frankrig, og at husspeditøren anvendte Speditøren til at udføre transporten fra Danmark til Frankrig.

Transporten blev efter det oplyste udført den 27. september 2002, og Speditøren udstedte den 3. oktober 2002 en faktura for transporten til husspeditøren, hvoraf det fremgik, at fragtbeløbet udgjorde kr. 7.061,25, der forfaldt til betaling den 23. oktober 2002. Det fremgik endvidere af fakturaen, at der var tale om 14 paller tøj, at det vejede 1.529 kg og fyldte 16 kubikmeter.

Det blev endvidere lagt til grund, at varerne inden afleveringen til den franske kunde, skulle inspiceres af denne, og at det var Speditørens samarbejdspartner, Speditørens agent i Frankrig i Lyon, der forestod inspektionen. Efter at den franske kunde havde afvist varerne, blev der sendt 3 kasser med vareprøver fra Speditørens agent i Frankrig til tekstilfirmaet, og efter en fornyet inspektion annullerede den franske kunde den 7. november 2002 ordren.

Efter OOs forklaring blev det herefter lagt til grund, at han den 8. november 2002 gav husspeditøren besked om, at varerne skulle hentes i Frankrig og køres til Danmark, hvor de skulle henstilles på husspeditørens lager.

Det blev efter bevisførelsen endvidere lagt til grund, at tekstilfirmaet herefter solgte varerne til en svensk kunde, der i marts 2003 annullerede ordren, fordi tekstilfirmaet ikke kunne levere varerne. Efter indholdet af licensaftalerne blev det endvidere anset for godtgjort, at tekstilfirmaet, der ikke inden den 31. marts 2003 havde indgået en endelig aftale om salg af tøjet, efter nævnte dato ikke var berettiget til at sælge det, idet licensaftalerne var udløbet.

Efter den forklaring, der var afgivet af MM, blev det endvidere lagt til grund, at han i november måned 2002 fik meddelelse om, at varerne var tilbageholdt af Speditøren, og at han i den forbindelse meddelte Speditøren, at varerne ikke tilhørte husspeditøren, og at Speditøren derfor efter hans opfattelse ikke kunne tilbageholde varerne. MM anmodede efter sin forklaring endvidere flere gange Speditøren om at køre varerne tilbage til Danmark. Speditøren havde således udøvet tilbageholdsret i varerne fra november måned 2002.

Landsretten tiltrådte endvidere, at den transport, som Speditøren udførte for husspeditøren, var omfattet af CMR-loven. Det blev endvidere tiltrådt, at Speditøren i medfør af CMR-lovens §22 kunne udøve tilbageholdsret i godset, uanset dette tilhørte tekstilfirmaet, men kun for krav vedrørende den pågældende transport og ikke for eventuelle andre mellemværender mellem Speditøren og husspeditøren.

På denne baggrund, og da Speditøren - eventuelt ved at have skaffet sig yderligere oplysninger om varernes værdi - burde have vidst, at varernes værdi klart oversteg Speditørens krav vedrørende den pågældende transport, og da godset kunne deles op, havde Speditøren handlet ansvarspådragende over for tekstilfirmaet ved at udøve tilbageholdsret i samtlige varer. Tilbageholdelsen var årsagen til, at tekstilfirmaet ikke inden den 31. marts 2003 kunne sælge varerne, og det var påregneligt for Speditøren, at tekstilfirmaet ville lide tab som følge af tilbageholdelsen.

Ved fastsættelsen af den erstatning, Speditøren skulle betale til tekstilfirmaet, måtte der - således som sagen var forelagt landsretten - tages udgangspunkt i det beløb, tekstilfirmaet selv havde betalt for varerne samt de omkostninger, tekstilfirmaet i øvrigt havde afholdt i forbindelse med forsendelsen.

Det kunne imidlertid ikke alene ved den forklaring, der var afgivet af OO, anses for bevist, at husspeditøren den 16. december 2002 meddelte OO, at varerne nu stod på husspeditørens fjernlager, og tekstilfirmaet burde i videre omfang end sket have foranstaltet nærmere undersøgelser med henblik på at skaffe sig oplysninger om, hvor varerne befandt sig med henblik på - efter betaling af de udgifter, der skyldtes for transporten - at have fået varerne udleveret. Ved at undlade dette havde tekstilfirmaet udvist en sådan grad af egen skyld, at den erstatning, selskabet havde krav på, burde nedsættes.

På denne baggrund, og da der efter den første besigtigelse i Lyon den 4. november 2002 blev sendt 3 kasser med varer til tekstilfirmaet, og da det i øvrigt ikke kunne lægges til grund, at Speditøren var eller burde være bekendt med, at der var tale om licensvarer, som ikke lovligt kunne bringes i omsætning efter den 31. marts 2003, blev det tiltrådt, at den erstatning, som Speditøren skulle betale til tekstilfirmaet, skønsmæssigt var fastsat til 100.000 kr.

Landsretten stadfæstede derfor dommen.

-----