Nyt speditørsamarbejde på Sjælland
Transportvirksomheden Alex Andersen Ølund A/S i Odense indgår fra 1. september i år samarbejde med speditørerne Troels Larsen og Ole Meisler, begge tidligere DHL.
AA Transport-Service A/S får i første omgang til huse i Brøndby, men flytter 1. november til 6.000 m2 nye lokaler på Greve Main. Forretningskonceptet omfatter primært lagerbehandling for speditører og transportører med behov for hurtigere rotation af eksport-bilerne end de store terminaler kan tilbyde.
Dertil kommer losning og lastning af oversøiske containere, oplagring i længere eller kortere tid samt distribution, baseret på Alex Andersen Ølund A/S’s eksisterende distributionssystem i Danmark og Sverige.
- Aktiekapitalen udgør 600.000 kroner og er fordelt på tre hænder med 50 procent til Alex Andersen Ølund og 25 procent til henholdsvis Troels Larsen og mig, oplyser Ole Meisler.
– Vi har undersøgt markedsmulighederne nøje, inden vi gik i gang, og forventer en omsætning på omkring otte millioner kroner det første regnskabsår (16 måneder). Firmaet har i øjeblikket ni ansatte, og jeg deler ledelsesansvaret for virksomheden med Troels Larsen.
-----