Modulvogntogene er en af løsningerne
DSV tror på linktraileren som den mest fleksible modulvogntogskombination
Modulvogntog er en af løsningsmodellerne i fremtidens godstransport udtaler Per Olesen, der er direktør for de nordiske trafikker hos DSV.
De stigende godsmængder, chaufførmangel m.v. er nogen af de faktorer som presser transportbranchen til at kunne medbringe mere gods på de enkelte lastvognstog.
DSV har da også for længst taget modulvogntogene i brug. Allerede nu kører man med syv modulvogntog, fordelt på seks med udgangspunkt fra Brøndby og et enkelt vogntog fra Horsens. Modulvogntogene anvendes først og fremmest på Finland og Sverige. Ved transporter til Sverige er det mest på de lange stræk fra Stockholm og opad at modulvogntog udnyttes.
- Linktraileren er nok den løsning vi tror mest på. Der er ikke så mange forvogne mere og linktrailerkombinationen giver stor fleksibilitet. Ved anvendelse af modulvogntogene står vi også stærkere i konkurrencen på det svenske indenrigsmarked, siger Per Olesen.
- Det giver også en større fleksibilitet i afviklingen af transporterne. Ud af de syv modulvogntog er de tre vogntog af typen trækker med tilkoblet linktrailer og en tilkoblet standardtrailer, mens de andre fire, alle er at typen forvogn med dolly og tilkoblet standardtrailer.
-----