Maut-sporing i kriminalsager
Den tyske forbundsregering vil give politi og anklagemyndighed mulighed for at bruge data fra Toll Collects maut-system til at spore stjålne lastvogne og som beviser i strafferetssager
Tyskland har formentlig Europas strengeste regler, når det gælder beskyttelse af borgernes – og dermed også virksomhedernes – data i offentlige og private registre. Derfor blev der også stillet skrappe krav til datasikkerheden, da Forbundsrepublikken vedtog lovgivningen om motorvejsafgiften på lastvogne. Den daværende regering lovede endda, at maut-registreringerne aldrig ville blive brugt til en generel overvågning af virksomheder og chaufførers færden på det tyske vejnet.
Men angsten for overvågningssamfundet er tilsyneladende mindre i den nuværende konservative-socialdemokratiske koalitionsregering. Det er det tyske forbundstrafikministerium og forbundsindenrigsministerium, der ønsker maut-lovgivningen ændret, så det bliver muligt at anvende maut-data i forbindelse med alvorlig kriminalitet.
-----