Børn fik trafikundervisning på Slot
Den årlige Falck Dag og Egeskov Slot dannede i weekenden ramme om sidste del af Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde
Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, nåede efter en længere turne ltil årets sidste destination, Egeskov Slot i lørdags Formålet var træne børn i en mere sikker adfærd i trafikken, særligt over for store lastvogne.
Mere end 500 børn fik i følgeskab med deres forældre udleveret spørgeskemaer og besvarede spørgsmål, monteret på de mange lastvogne, der var opstillet i positioner, som erfaringsmæssigt kan give anledning til farlige situationer i trafikken. Børnene kom helt tæt på lastvognene, og under kyndig vejledning fik de selv få lov til at sidde bag rattet og se udsigten fra chaufførens plads. Indsatsen blev belønnet med et diplom og forhåbentlig en lidt bedre forståelse for, hvordan man bliver mere trafiksikker i mødet med store lastvogne i trafikken.
Børnene skal trænes i at have en hensigtsmæssig adfærd over for lastvogne og opnå en bedre forståelse for, at lastvognschaufføren har forskellige områder med blinde vinkler, som blandt andet under visse faser af en højresvingsmanøvre gør, at chaufføren ikke kan se dem.
-----