Jysk vognmandsfirma indsætter modulvogntog
Vognmandsfirmaet Henry Møller A/S har netop sat to modulvogntog i drift.
Firmaet har anskaffet sig to linktrailere, der er en to-akslet trailer forsynet med en forskydelig akselsektion, hvor der er monteret en sættevognsskammel på bagenden. Til linktraileren tilkobles der en normal standard 13,6 m trailer, hvorefter man har et modulvogntog, der trækkes af en treakslet sættevognstrækker. En af de store fordele ved linktrailerkombinationen er, at den samme trækker kan håndtere begge trailere hver for sig, når der køres på veje, hvor man ikke må overstige 16,5 m.
Hos Henry Møller A/S, der hjemmehørende i byen Fjelsø lidt uden for Ålestrup, siger Klaus Rafn til ww.e-nyt.com, at de stigende godsmængder, stramninger omkring arbejdstid m.v. tvinger vognmændene til at opnå en højere transportkapacitet, hvilket netop kan ske med modulvogntogene, hvor man kan medbringe op mod 50 m3 mere gods pr. gang. De to modulvogntog hos Henry Møller A/S skal anvendes i trafikker mellem Danmark og Sverige.
Klaus Rafn siger videre, at han ikke forstår at det er noget problem at lade modulvogntogene køre på de store veje i Danmark. I Finland og Sverige kører de også mange steder inde i byerne med de 25,25 meter lange vogntog, og det er vel at mærke uden at det giver anledning til problemer.
-----