Dansk økonomi har i de seneste måneder vist så flotte takter, at man næsten er holdt op med at blive overrasket over meldinger om endnu lavere ledighedstal og en vækst der ligesom albueledet tilsyneladende kun kan bevæge sig opad. Folk der har oplevet daværende finansminister Knud Heinesen tale om en dansk økonomi på afgrundens rand, inflation og dyrtidsregulering samt priser og skatter, der bare steg og steg, som var det en naturlov har svært ved at slappe helt af ved synet af de dagens forrygende tal ? der oven i købet er beskyttet af et skattestop.

Og nu kommer de første advarsler da også. Plusserne kan ikke fortsætte i én uendelighed. Vi hører at huspriserne nu har toppet ? men det hørte vi jo også for et år siden. Der kommer advarsler om, at renten ? god nok i småbitte hop ? er på vej opad. Statsministeren advarer om, at manglen på arbejdskraft hurtigt kan blive en bremseklods for opsvinget ? selv om der fortsat er mange ledige, og senest har nationalbanken fortalt, at lønstigninger kan spænde ben for den internationale konkurrence-evne, især hvis de breder sig til andre områder end de glohede som f.eks. byggeriet. Men foreløbig har lønpresset ikke vist sig.

Så hvorfor bekymre sig.

Selv om der er forskelle fra område til område og mellem store og små virksomheder, så oplever også transporten stigende priser. Organisationerne har længe presset på for at få medlemmerne til at sikre sig prismæssigt mod omkostningsstigninger som f.eks. de høje brændstofpriser, og der er glæde rundt omkring over, at det nedadgående pres på priserne i det mindste er taget af.

Men højere priser er ikke i sig selv et plus. Hvis omkostningerne også stiger, er der ikke vundet noget for den enkelte virksomhed, og helt surt er det naturligvis, hvis man har kontrakter, som ikke tager højde for ens stigende udgifter.

Det er derfor vigtigt at slå koldt vand i blodet. De prisstigninger som man kan få hjem som følge af forbedringer i produktivitet, i kvalitet, i ekstra ydelser til kunderne, i markedet er værdifulde. De stigninger, som alene er udtryk for kapacitetsmangel eller arbejdskraftmangel er ikke nær holdbare. Så magien ligger i at udnytte de travle tider til at forberede sig på fremtiden ? uddannelsesmæssigt, kvalitetsmæssigt, ledelsesmæssigt ? selv om man egentlig ikke har tid til det. Det vil lægge den solide bund, som kan føre til varig styrke og indtjening ? selv om der naturligvis også er dem, der er heldige eller behændige og kan score en smuk gevinst i et uroligt marked.

Så både i firma-driften og i national-økonomien handler det om at tage højde for de problemer, som formentlig kommer - inden de vokser sig fast. Prisstigninger eller lønstigninger, der skyldes inflation er hule som sæbebobler. Og et opsving der pludselig ikke har nogen ben at gå på fordi virksomhederne mangler de nødvendige hænder og gode hoveder, får en brat landing.

Derfor skal der gøres noget nu. Virksomhederne må vise sig åbne og være villige til at tage ny arbejdskraft under sine vinger og oplære og opkvalificere, hvor det er muligt. Og politikerne må gøre det lettere for ikke mindst transporterhvervet at udnytte sit potentiale og sin fleksibilitet, så de skrappere arbejdstidsregler og de nye kæmpestore bøder ikke snærer mere end højst nødvendigt.

God transport er guld værd for samfundet. Derfor skal erhvervet også betales for sine ydelser og kvaliteter. Og derfor skal der banes vej for, at opgaverne kan løses både rentabelt og effektivt. For dette er kun begyndelsen. Godsmængderne stiger konstant, og det er et kapløb med tiden at sikre, at det hele ikke propper for meget til ? både når det gælder infrastruktur, kapacitet, arbejdskraft og omkostninger.

En udfordring der er en ægte nytænkende transport-sektor værdig.

-----