23948sdkhjf

Priserne stiger

Det er blevet markant dyrere at ringe til en vognmand i de senere måneder. Priserne ? især på indenlandske transporter ? er steget med 7 procent til godt 10 procent. Dermed er branchen godt på vej til at opfylde spådommene om op til 15 procent højere transporttakster inden året er omme.

- Vi har rapporter om prisstigninger på helt op til 9-10 procent. Det er især på de indenlandske transporter, at priserne er steget mest. Der er også stigende priser på trafikkerne til kontinentet og de andre nordiske lande, hvor priserne er steget med op til 4,5 procent, siger adm. direktør Martin Aabak, Danske Speditører.

Det er højere efterspørgsel og især de nye arbejdstidsregler kombineret med de kraftigt skærpede bødestraffe for overtrædelse af køre/hviletidsbestemmelserne, der driver priserne i vejret.

- Arbejdstidsregulativet og køre/hviletidsbøderne har lagt stramme bånd om branchens fleksibilitet, og bøderne har fået mange chauffører til at opgive erhvervet. Der er bogstaveligt talt vognmænd, der har måttet køre lastvogne i garage, fordi de ikke kan få chauffører, siger Martin Aabak.

Han påpeger, at højere priser ikke på kort sigt vil bidrage til løsning af den manglende transportkapacitet.

- Rekrutteringen af nye chauffører tager tid og det vil formentlig være umuligt at finde tilstrækkeligt egnede emner på det danske arbejdsmarked. Derfor er det også kedeligt, at politikerne har valgt en restriktiv kurs, når det gælder østaftalen og cabotagekørsel, som netop ville løse problemerne og sikre, at den gunstige udvikling i samfundsøkonomien kan fortsætte, siger Martin Aabak.

Han erkender, at speditørerne selv delvist sidder med nøglen til løsningen af kapacitetsproblemerne, fordi de har den nødvendige ekspertise til en effektivisering af logistikken og konsolidering af transporter.

Brancheorganisationen Danske Speditørers medlemmer havde rekordomsætning sidste år, men indtjeningen har ikke fulgt med omsætningen.

- Vores medlemmer bliver nu presset fra både transportkøbere og transportleverandører og det går ud over marginalerne. Jeg tror dog, at prisstigningerne nu vil flade lidt ud

siger Martin Aabak.

Glæde og bekymring

Mens prisstigningerne gør ondt hos Danske Speditører, så vækker udviklingen glæde, men også bekymring i vognmandsorganisationen Dansk Transport & Logistik.

- Vi kan bekræfte, at prisniveauet er steget markant med 7-10 procent. Det er især inden for stykgods og distribution, vi ser de høje stigninger. Det er en helt uvant situation i branchen, at man ser så voldsomme stigninger, siger vicedirektør Morten Lindbo.

Han fremhæver de samme grundlæggende strukturelle årsager til kapacitetsproblemerne, som Martin Aabak, og påpeger, at det er i alle parters interesse, at problemerne bliver løst.

- Faren for inflation lurer altid, når der opstår kapacitetsproblemer på markedet. Og efterspørgslen bliver ikke mindre i fremtiden. Alle prognoser taler om en flerdobling af godsmængderne i de kommende årtier. Det er samfundsøkonomisk en giftig cocktail, hvis ikke de strukturelle problemer, der ligger bagved, bliver løst, siger Morten Lindbo.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106