Ofte nej hos Karlskov
Ib Karlskov Transport A/S, der har specialiseret sig i blomstertransport, kører i dag med flere lastvogne end nogensinde. Men flåden på 26 biler rækker ikke til efterspørgslen uden for virksomhedens kerneområde.
- Vi kan godt mærke, at der er gang i den. Der er en markant øget efterspørgsel fra andre kunder, end vores faste kunder. Men vores mulighed for at påtage os ekstra opgaver er begrænset, og derfor må vi ofte sige nej tak. Vi kan ikke bare lige gå ud og tiltrække ekstra chauffører og vi prioriterer naturligvis at servicere vores kernekunder, som vores forretning er opbygget omkring, fortæller direktør Jens Karlskov.
Ib Karlskov Transport A/S flyttede fra Børkop til Taulov sidste efterår og virksomheden mærker også den gunstige situation for vognmandsbranchen indirekte.
- Der er ikke det samme pres på priserne som før. Presset ligger lige nu på om man kan eller ikke. Det er især på indenrigstrafikkerne, at presset er højt og der kommer mange flere akutte opgaver, som det åbenbart er svært at finde transportører til. Det er jo tyndet kraftigt ud i skoven af undervognmænd, som vi tidligere kunne trække på, når der var travlt, siger Jens Karlskov.
Virksomheden oplever ikke det samme pres på inden for blomstertransport.
- Gartnerierhvervet er under pres, men der har da været en let stigende tendens i de senere år.
Prisefterslæb
Jens Karlskov erkender, at branchen har lidt under et prisefterslæb i mange år.
- Transportkøberne har jo været gode til at spille vognmændene ud mod hinanden, fordi der har været en overkapacitet. Så vi har lidt til gode. Nu er tiden, hvor vi skal have hentet lidt hjem igen. Men der er grænser for, hvor meget man skrue priserne i vejret. Hvis man vil betragtes som en seriøs samarbejdspartner og vil bevare forholdet til de faste samarbejdspartnere, så skal der være rimelighed i tingene, siger Jens Karlskov.
Han overtog sammen med broderen Søren Karlskov familievirksomheden efter forældrene Ib og Elsebeth Karlskov, der startede virksomheden i 1974.
-----