23948sdkhjf

Et stort skridt ind i fremtiden

Blot tre år efter at Volvo relancerede FH16 med en ny powerfuld 16 liters (16,1 liter slagvolumen) motor på 610 hk i den største version, har man nu introduceret den næste generation, der er verdens kraftigste serieproducerede lastvognsmotor med betegnelsen D16E.

Den nye version har en ydelse på 660 hk / 3100 NM i den største udgave og 580 hk / 2800 Nm i den næststørste udgave. Begge udgaver er EURO4 klassificerede og udstyret med SCR-katalysator.

Men det er ikke blot den nye store motor, der er interessant. Volvo-koncernen har nemlig lanceret den kendte I-shiftgearkasse i en kraftigere version, som kan klare det store moment og en ny VEB motorbremse med kraftigere bremseeffekt.

Det er ganske enkelt rigtig gode tiltag. Den nye I-shift gearkasse skifter stort set uden, at man mærker det, selv om vogntogsvægt er på 60 ton, og det går op ad bakke.

Jeg har prøvekørt den nye FH16 på den bakkede strækning fra Borås forbi Jönköping op til Gränna og retur til Borås.

Volvo er konge

Der er ingen tvivl, Volvo FH16 er i dag King of the Road. Med de nye kraftige motorer er Volvo også helt klar til at kunne dække behovet for mere power, når modulvogntogene for alvor også begynder at rulle i Danmark.

Introduktionen af I-shiftgearkassen i det helt tunge segment er et stort fremskridt, som samtidig giver store fordele på såvel brændstoføkonomien som komfortniveauet. Gearkassen er i den højeste specifikation udstyret med et friløb, der lader vognen rulle uden motorindgreb, når det er muligt.

Det betyder, at der kan rulles langt uden noget brændstofforbrug, et forhold der er med til at holde brændstofforbruget i bund.

Ove Wikström, der er produktionschef hos Volvo Driveline, siger, at I-shift ikke blot er en passiv gearkasse, der styres af motoren. Nej I-shift gearkassen er en intelligent transmission, der agerer aktivt sammen med motoren og andre vigtige komponenter.

Den største udgave med 660 hk motor leveres udelukkende med I-shift, så her er ikke noget med, at chaufføren selv kan få lov til at bruge gearstangen.

Samtidig kan Volvo omprogrammere gearkasserne, så kunder der har ønske om et andet program, end det de fik, da de købte lastvognen, kan efterfølgende få det ændret. Og det kan vel at mærke ske blot ved, at servicepersonale fra Volvo tilslutter en computer og ændrer systemet. Det er fremragende.


Sej motor

På de store og lange bakker var der med de svenske testvogntog på 60 ton vogntogsvægt gode muligheder for at opleve, hvad de to nye motorer på henholdsvis 660 og 580 hk kan klare. På den lange bakke øst for Ulricehamn indhentede jeg med et FH16 modulvogntog på 60 ton vogntogsvægt og en 660 hk motor, et 60 ton tankvogntog, der blev trukket af en Volvo FH12 460, der var på vej op ad bakken. Selvom det var helt oppe, hvor bakken begyndte at flade ud igen, var det alligevel som om FH16?eren nærmest suste forbi den mindre FH12.

At der virkelig er tale om en sej motor med en god flad momentkurve prøvede jeg med testkaravanens eneste to-akslede trækker, der også var forsynet med en 660 hk motor.

På en af bakkerne før Borås låste jeg gearkassen i manuel og lod den trække i det højeste gear. Da det steg allermest var motoren helt nede på under 600 omdrejninger, alligevel kom den igen, da bakken fladede ud. Et imponerende moment.

Når der er tale om træk på blot en aksel leveres FH16 udelukkende med en navreduktionsbagaksel.

Kør bare

Den nye VEB motorbremse (Volvo Engine Brake) er betydelig kraftigere virkende end forgængeren. Den kan bremse med en kraft på 425 kW ved 2200 omdrejninger i minuttet. I samarbejde med I-shiftgearkassen , ACC (Tempostat med radarstyret afstandsmåler) og Hill Start Aid har man et meget højt komfortniveau på kørslen, uanset om det går op eller ned. ACC? sørger for at tage gassen væk, aktivere VEB motorbremsen og advare om forankørende køretøjer, mens I-shift sørger for det korrekte gearvalg.

Når der igen er frit giver ACC igen gas og man kan nøjes med at holde i rattet og koncentrere sig om at køre sikkert. Ved igangsætning på skrånende terræn, sørger Hill Start Aid for, at vogntoget ikke løber tilbage.

Volvo har med sin store motor og sit fremragende gearkassevalg sat en ny standard for store moderne lastvogne til morgendagens tunge transporter.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068