Klar til DM for Transportlærlinge
TURs populære og tilbagevendende DM for Transportlærlinge finder i år sted den 22. april 2006, på TEC-Landtransport i Hvidovre - som tidligere hed Landtransportskolen
Det er Danmarks 60 bedste chauffør- og lagerlærlinge der nu mødes for at kæmpe om DM.
Mesterskabet afholdes nu for 8. gang - og for første gang på Sjælland.
Hos TUR, Transporterhvervets Uddannelsesråd, er uddannelseskonsulent Jørgen Jæger tilfreds med opbakningen ti arrangementet, der har Volvo som hovedsponsor.
- Ved DM får lærlingene mulighed for at vise omverdenen det høje niveau og de faglige kvalifikationer som, en transportuddannelse giver, og de bidrager dermed aktivt til højere sikkerhed og kvalitet på landevejen, såvel som i virksomhederne, siger Jørgen Jæger.
DM er også stedet hvor lærlingelandsholdet udvælges, som skal repræsentere Danmark ved de Europæiske Mesterskaber i Transportteknik i Norge, hvor vi er er forsvarende nordisk mester.
Discipliner i DM 2006 viser bredden i chauffør- og lageruddannelserne, og deltagerne bedømmes på kvalitet, sikkerhed, ergonomi samt tidsforbrug.
Samtlige discipliner, undtagen teoriprøven, afvikles som dobbeltøvelser. Dette øger konkurrencemomentet og underholdningsværdien. Som tilskuer er der nemlig nok at se på, når lærlingene håndterer lastbiler, kraner, trucks og gaffelstablere i kampen om en plads på præmieskamlen.
DisciplinerneDisciplinerne i DM Lager rummer Teoriprøve, Varesalg, Stuvningsøvelse, Præcisionskørsel - gaffeltruck, Manøvrering - gaffeltruck.
Og disciplinerne for DM Chauffør er Teoriprøve, Præcisionskørsel vogntog, Præcisionskørsel sættevogn, Lastfordeling og surring, Krankørsel.
Ved arrangementet vises også en lastsikrings-simulator i funktion, hvor man ved selvsyn - og uden risiko - kan se konsekvenserne ved henholdsvis korrekt og forkert godssikring og surring/stuvning. Desuden parkerer 3F uddannelsesbussen ved DM.
De to kommende danmarksmestre, modtager udover æren og TURs DM trofæ hver en gavecheck på 2.500 kr. fra Messecenter Herning, hvor næste års mesterskaber afholdes på "Transport2007".
-----