Ny gearkasse – en milepæl
DaimlerChrysler lancerer ny supergearkasse med automatiseret gearskifte til lastvogne
Power Shift er navnet på DaimlerChryslers nye gearkasse til Mercedes-lastvogne.
Den nye gearkasse er af typen med automatiseret gearskifte, hvor der ikke er hverken koblingspedal og gearstang i lastvognen.
En testkørsel af en Mercedes Actros 1844 i Sydtyskland i går, efterlod bedømmelsen: Den til dato bedste gearkasse af denne type. Gearskift mærkes ikke, og når der er mulighed for, at vognen kan rulle i friløb, f. eks ned ad bakke, går gearkassen automatisk i friløb. Bliver hastigheden for høj under eco-roll funktionen, som friløbet benævnes, går gearkasse automatisk i indgreb igen. Power Shift har også en startfunktion, hvor den sætter langsomt i gang, ligesom der er også mulighed for at gå direkte fra første gear til bakgear uden, at man behøver at sætte vognen i neutral først.
DaimlerChrysler har med introduktionen af Power Shift sat en ny milepæl inden for området, samtidig med at sikkerheden og komforten bliver løftet. Det betyder også, at der i fremtiden ikke vil være grund til at anskaffe sig lastvogne med almindelig gearskift.
Læs mere om den nye gearkasse i næste nummer af Danmarks Transport-Tidende, der udkommer lige efter påske.
-----