Fluen havde ondt i hovedet og det ene knæ. Den havde ellers et jernhelbred og sjældent brug for at gå til lægen, men hvis ikke snart det blev bedre, måtte der ske noget.

Fluen kunne godt føle sig lidt slidt af og til dér i vindueskarmen på vognmandens kontor, det var ikke altid helt nemt, selv at skulle klare alting, og den var jo heller ikke helt ung længere. Men der var ikke noget, der hed efterløn for fluer.

Det var der åbenbart for mennesker. Fluen havde hele ugen hørt på diskussioner om efterløn, både fordi de talte meget om det i radioen på kontoret og fordi der var flere i firmaet, som havde den alder, og to af dem overvejede at stoppe. Fluen havde overværet vognmandens samtaler med dem på kontoret. Da den første kom, var han meget forstående, men det gjaldt så sandelig ikke for nummer to.

- Det kan du ikke mere. Vi kan jo slet ikke undvære dig, havde han sagt til den ansatte, som havde været i firmaet siden vognmandens far var chef.

Fluen kunne se, at han ærgrede sig. Han havde det udtryk, hvor han hele tiden var lige ved at skælde ud, men godt vidste, at det var nødvendigt at fastholde en venlig attitude. Så han smilede, da han sagde:

- Vi kunne jo indrette din arbejdstid lidt anderledes...

Medarbejderen nikkede, joh, det var da heller ikke afgjort, hvornår han gerne ville gå fra, så måske...

Fluen havde en vis beundring for vognmandens måde at klare personalepolitikken på, selv om han kunne være barsk indimellem. Han forstod faktisk, hvad det handlede om, og var ikke bange for at være lidt large en gang imellem. Det var også en af grundene til, at folk blev i firmaet. Chefen stillede krav til alle, men han formåede at skabe en rar stemning og kunne være overbærende på de rigtige tidspunkter.

Men fluen skulle sent glemme den dag, han prøvede at klaske den med en lineal. Den havde tilgivet ham, fordi han havde reageret på, at der pludselig var kommet nogle fremmede fluer ind på kontoret, da elektrikeren var ved at trække nye ledninger. Og han slog ud efter alle fluerne. Men alligevel. Han burde have kunnet skelne, mente fluen og fandt verden uretfærdig, når man slet ikke blev belønnet for sin lange loyalitet.

Men der var åbenbart forskel på folk.

Vognmanden havde ellers ikke problemer med folks forskellighed. Han havde aldrig været bange for at give folk en chance, hvis han følte, at de havde det i sig uanset deres fortid. Han var en mester i at se folk an.

Men fluen kunne se, at han var kommet på overarbejde på netop det punkt. Han havde sagt ja til at få besøg af den lokale indvandrerkonsulent, som havde et godt emne som kontorelev. De havde før haft møde, men denne gang var ansøgeren med. Dygtig pige, gode karakterer. Ung og frisk men alligevel høflig. Andengenerations-indvandrer.

Chefen skulle lige trække vejret. Pigen havde tørklæde på. Men det kunne hun vel for pokker tage af.

- Nej, det var lige det, havde konsulenten sagt .- Det betyder meget for hende med det tørklæde. Hun er muslim og det er vigtigt i hendes familie at holde på formerne.

Fluen vidste at netop det med tørklæder irriterede chefen, som altid havde ment, at det var et symbol på, at man netop stillede sig udenfor samfundet.

Selv havde pigen sagt om tørklædet: - Jeg er en pæn pige. Derfor.

Konsulenten havde erfaring for, at det med tørklædet kun var et problem, indtil man lige havde vænnet sig til det.

- Men vi andre møder da ikke op på jobbet iført religiøse symboler. Vi har flere troende, som går i kirke hver eneste søndag, men de kommer da ikke på arbejde med præstekrave på. Hvorfor skal vi lave om på vores måde, blot fordi der kommer nogle andre og stiller krav. Det næste bliver vel så, at jeg skal indrette et bederum og lægge persiske tæpper på gulvet. Hvorfor skal vi ligge på knæ for andres normer.

Fluen kunne se, at chefen ved at hidse sig op. Han tog sin kam frem for at rede sit tynde hår, som han altid gjorde, når han var nervøs eller ilde til mode. Men han tog sig i det og stak kammen i baglommen igen.

- Det er ikke noget tilfælde, at jeg kommer til dig, sagde konsulenten. Jeg ved, at du ikke er bange for at tænke utraditionelt og sætte noget nyt i gang. Hvis du ansætter hende, vil andre lægge mærke til det, og omvendt vil jeg heller ikke præsentere så dygtig en pige for en hvilken som helst arbejdsgiver. Jeg har brug for en succes i både den ene og den anden lejr. Det har vi alle sammen. Hele samfundet, hvis ikke vi skal en uproduktiv opdeling imellem dem og os.

Vognmanden nikkede. Han var enig i, at integration var vigtig. Men det her var en ordentlig kamel at sluge.

Han kiggede på pigen. Bortset fra tørklædet lignede hun de andre unge piger. Stramme cowboybukser og en ret tætsiddende bluse i betragtning af, at hun var til jobsamtale. Og mobiltelefon havde hun naturligvis også.

- Det ender såmænd nok med, at hun en dag smider tørklædet af sig selv, sagde konsulenten.

- Jeg skal altså tale med mit personale først, sagde vognmanden. - Her i firmaet skal vi være enige om den slags ting, fastslog han.

- Helt ok, sagde konsulenten. - Det plejer ikke at give problemer.

- Jeg vil gerne have stillingen, sagde den unge ansøger. Og fluen var straks med på den. Hun havde nemlig taget småkager med.

-----