Ny afdeling for transport og logistik
AMU SYDs bestyrelse har nu godkendt om- og tilbygningsplaner for afdelingen i Kolding, der betyder en udvidelse på knap 3.600 m2 og flytning af de nuværende aktiviteter i Fredericia og Vejle.
Nybyggeriet omfatter en transport- og logistikafdeling, der dækker godstransport, personbefordring, lager & logistik og gaffeltruck. Desuden opføres der en ny kranhal, oplyser AMU Syd i Kolding
De eksisterende afdelinger undergår en gennemgribende renovering, der betyder, at de fleste afdelinger flytter i nye, moderne lokaler.
Således vil alle AMU SYDs aktiviteter fra sommeren 2007 være samlet på adresserne i Kolding og Ribe. Ribe-afdelingen Snepsgård gennemfører fortsat uddannelse inden for plast og gartneri, mens Kolding dækker ni forskellige brancheområder: Elektronik, emballage, isolering, lager og logistik, metal (spåntagning og svejsning), rengøringsservice, proces, transport (gods- bus- og taxi) samt travers- og portalkran.
Byggeriet har et budget på ca. 40 mio. kr.
-----