Schmitz Cargobull opruster i Skandinavien
Schmitz Cargobull Trailer Center i Padborg bliver kraftigt udvidet og øger sine aktiviteter på de nordiske markeder
Det store udvalg af trailere har den seneste tid givet en del pladsproblemer hos Schmitz Cargobull i Padborg, som derfor har haft sine trailere placeret forskellige steder i byen. Det rådes der nu bod på med etableringen af et nyt parkeringsareal på 36.000 kvadratmeter, som skal stå klar i juni.
Ifølge Kim Aaskov og Elmer Håhr Larsen fra Schmitz Cargobull Trailer Center i Padborg, bliver der herefter plads til i alt 700 nye og brugte trailere på Europavej 1 i Padborg. Det betyder, at kunderne fremover i ro og mag kan gå rundt og udvælge en brugt trailer eller tage deres nye køretøj i øjesyn inden afhentning.
Men det er ikke kun trailerne, der får mere plads. En større udvidelse af bygningerne skal give plads til yderligere 600 kvadratmeter kontor og 800 kvadratmeter reservedelslager.
Udvidelserne er et led i en fortsat udbygning af en mere direkte kontakt og en øget service til firmaets kunder i Norden, og byggeriet er planlagt til at stå færdigt i starten af 2007
-----