Bremserne dumpede. Hvad nu…
Fysisk bremsetest af nye trailere gav ret nedslående resultat
I efteråret rasede den store bremsestorm bl.a. med offentliggørelsen af Færdselsstyrelsens meget omtalte bremserapport.
Den eneste vognmand, som markerede sig helt konkret i sagen var vognmand Chr. Jensen Asaa. Han satte sagen på spidsen ved at følge Færdselsstyrelsens anbefaling om at stille krav til nyt materiel om, at bremserne skulle følge det der står i typegodkendelsen. Efter flere forsøg og bremseprøver lykkedes det i begyndelsen af november af få Chr. Jensens nye køletrailere til at bremse op til 59 procent.
Nu er der gået fire måneder og der har igen været gennemført fysiske bremsetest af de nye trailere. Resultatet var ret nedslående – bremseprocenterne lå nede fra begyndelsen til midten af 30erne, hvilket jo ikke er nok til at opfylde lovens krav. Blandt de testede trailere har den ene kun har kørt i ca. to måneder. Heller ikke den opfylder mindstekravene i de danske regler. Spørgsmålene er nu mange; bl.a. hvad skulle vognmanden have gjort anderledes, for at bremserne skulle opfylde kravene?
- Det er her, der må være nogen som må komme med nogle direktiver om hvad jeg nu skal gøre siger vognmand Chr. Jensen Asaa til www.e-nyt.com. Det gælder såvel myndighederne som producenterne. Jeg tror på, at min trailerleverandør gør, hvad han kan gøre i sagen. Men der er ikke tale om manglende vedligeholdelse. Alligevel er der nu efter måske 50.000 kilometers kørsel med de to trailere blevet skiftet bremseklodser. Hvad skal jeg nu gøre, spørger Chr. Jensen?
-----