Lyset fra Asien
Det er utænkeligt at tale om globalisering uden at nævne Asien. Derfor spillede lande som Japan, Korea og ikke mindst Kina en naturlig rolle, da der blev afholdt konference om Det blå Danmark og globaliseringen i Folketinget onsdag.
- Det danske søfartserhverv er verdens anden største valutaindtjener, selv om flere lande har en større tonnage end Danmark. Det skyldes naturligvis, at danske rederier driver en omfattende operatørvirksomhed. Men konkurrencen udefra, især fra Asien, er benhård. Det kan de danske skibsværfter og udstyrsindustrien mærke. Hvis vi skal bevare og udbygge erhvervets position på de vigtigste markeder i Kina og USA, så kræver det udvikling og ikke mindst øget fokus på uddannelse og forskning, fastslog erhvervsminister Bendt Bendtsen på konferencen.
OutsourcingEn af dansk industris succeshistorier er MAN B&W Diesel, selv om der ikke længere produceres store skibsmotorer i Danmark.
- Skibsbyggeriet i Asien overhalede allerede Europa i 70?erne. Især når det gælder store skibe. Vi kunne ikke fortsætte med at producere motorerne herhjemme i Danmark og valgte i slutningen af 80?erne at lade andre bygge vores motorer på licens. De største motorfabrikker i eksempelvis Sydkorea leverer to-tre skibsmotorer om ugen. Til sammenligning, så producerede vi 6-7 motorer om året med et tab på fem millioner kroner per motor. Det holdt ikke, fortalte koncerndirektør Peter Sunn Pedersen, MAN B&W Diesel.
Det daværende Burmeister og Wain tog faktisk forskud på outsourcingen allerede i starten af forrige århundrede, da man begyndte at lade andre producere virksomhedens motordesign på licens. Indtægterne i forbindelse med de store to takts motorer kommer dog ikke fra salg licenser og knowhow alene. MAN B&W Diesel har, ud over en fortsat produktion af mindre og mellemstore skibsmotorer i Danmark, en betydelig produktion af motordele som komplette indsprøjtningssystemer og stempler, med en tilhørende verdensomspændende serviceorganisation.
- Kina har besluttet sig for at blive verdens største skibsbyggernation. Det mål vil de nå og det er naturligvis en udvikling, man må tilpasse sig. Men vi er også begyndt at sælge licenser til Vietnam, der har besluttet sig til satse på skibsbygning, fortalte Peter Sunn Pedersen.
Ingen Jantelov
Direktør Torben Janholt, formand for Danmarks Rederiforening, fastslog, at søfart er globalisering, og at succesen i det danske søfartserhverv skyldes, at man har en betydelig andel i udviklingen.
- Succesen i dansk skibsfart er drevet af en stigende international efterspørgsel. Globaliseringen er ikke en trussel for dansk søfart. Tvært imod. Udviklingen går kun en vej og det er mod øget samhandel. Tidligere sejlede man råvarer til industrierne i Europa og USA. Nu krydser varestrømmene af råvarer, halvfabrikata og færdige produkter hinanden, og det giver også et mere komplekst transportbillede. Her er Kina naturligvis det mest markante eksempel på hvor hurtigt, omvæltningerne kan slå igennem, sagde Torben Janholt.
-----