Blå globalisering
Dansk skibsfart står stærkere end nogensinde med en moderne og voksende flåde til søs og en operatørvirksomhed på land, der er i kraftig ekspansion. Valutaindtjeningen nåede op omkring 140 mia. kroner sidste år og erhvervet beskæftiger godt 100.000. Derfor var begejstringen forståelig, da der blev sat fokus på søfartserhvervets fremtid på konferencen ?Det blå Danmark og globaliseringen? på Christiansborg onsdag i anledning af Den Maritime Uge.
- Dansk søfart er den næststørste valutaindtjener i verden. Men selv om det går fantastisk godt, så er stadig behov for at blive bedre, hvis erhvervets skal bevare og udbygge sin position fremover, fastslog erhvervsminister Bendt Bendtsen.
Ministeren fremhævede regeringens netop lancerede initiativ omkring Det Blå Danmark, der skal styrke uddannelse og forskning på det maritime område.
- Dansk søfart leverer i dag kvalitetsskibsfart. Hvis virksomhederne fortsat skal være konkurrencedygtige på kvalitet, så kræver det at de bedste hoveder går sammen om udviklingen af nye og bedre løsninger, sagde han.
Ministeren uddelte på konferencen beviser på støtte fra Den Danske Maritime Fond til repræsentanter for en del af de projekter, der er udvalgt. Fonden forventer, at der bliver udbetalt omkring 40 mio. kroner til forskning og andre tiltag, der vil fremme dansk søfarts standard, alene i år.
Ingen jantelov
Formand for Danmarks Rederiforening Torben Janholt betegnede dansk skibsfart som et vindererhverv.
- Vi transporterer omkring 10 procent af den samlede verdenshandel. Men vi har ikke tænkt os, at stoppe her. Vi har i dag gode rammebetingelser. Tonnageskatten, der blev indført i 2001, har bidraget til den gunstige udvikling, sagde Torben Janholt, der nævnte Sverige og Norge som eksempler på, hvor galt det kan gå, hvis ikke rammebetingelserne er i orden.
- Omverdenen står ikke stille, og derfor er der fortsat et behov for, at rammevilkårene tilpasses løbende, sagde han.
-----