En række af de retssager, der kommenteres her i spalterne er ført af mig selv eller evt. min medarbejdere her i transportretsafdelingen hos DELACOUR. I de tilfælde har jeg naturligvis et førstehånds "insider-kendskab" til, hvad der er sket og hvad der i virkeligheden står mellem linierne i den dom, der er afsagt.

I andre tilfælde har sagerne været procederet og behandlet af kolleger fra andre advokatfirmaer i branchen og i de tilfælde må jeg sædvanligvis henholde mig til, hvad der står i dommen. Dette gælder også den følgende dom, som jeg for nylig faldt over ved en tilfældighed, da jeg i de søgesystemer, der er tilgængelige for os i forskellige nationale og internationale domssamlinger skulle finde en sag, jeg tidligere selv har ført og derfor tastede mit eget navn. Stor var derfor min forbavselse, da en dom afsagt af Højesteret helt tilbage i september 2004 poppede op på skærmen under overskriften "Bod på 350.000 kr. for overtrædelse af konkurrenceklausul" og med følgende konkrete søgeresultat: "Henvendelsen til Rederiforeningen, A.P. Møller, Søfartens Bibliotek og advokat Kleis skete først efter aftalens indgåelse?.

Jeg fandt derfor naturligvis anledning til at læse dommen, da den sådan set er ganske brancheinteressant og igen understreger det farlige i at give indgåede konkurrenceklausuler nok opmærksomhed.

Sagen tog sit udspring i 1990, hvor to speditører - Speditør A og Speditør B - sammen startede en speditionsvirksomhed, der fortrinsvis beskæftigede sig med international landevejstransport og som senere udvidede aktiviteterne med drift af kølehuse.

I 1999 blev de to speditører enige om at opdele "koncernen" og i den forbindelse påtog de sig hver især en konkurrenceklausul:

?10.1 Speditør A er i perioden fra nærværende overenskomsts indgåelse og frem til den 01.06.2004 uberettiget til direkte eller indirekte at beskæftige sig med drift af frysehuse under enhver form, det vil sige opbevaring, og i forbindelse hermed håndtering af temperaturregulerede varer. Speditør A er dog berettiget til at foretage omlæsning af temperaturregulerede varer fra trailer til trailer.

10.4 For hver gang overtrædelse finder sted, forpligter Speditør A sig til at erlægge en konventionalbod svarende til kr. 500.000,00.

10.5 Erlæggelse af konventionalboden bevirker ikke, at konkurrenceklausulen bortfalder og forhindrer ikke, at der kræves erstatning efter dansk rets almindelige regler.?

Speditør B påtog sig i samme periode en tilsvarende klausul, der gjorde det uberettiget for ham at beskæftige sig med "drift af speditions- og transportvirksomhed under enhver form bortset fra shippingvirksomhed."

Aftalen var indgået med bistand fra de to speditørers respektive advokater og der havde forud for aftalens underskrivelse været afholdt flere møder, lige som der var skrevet frem og tilbage om aftalens forståelse.

Alligevel gik det galt idet speditør A mente, at speditør A alene fik tilladelse til at foretage landevejstransporter fra havnen til to frysehuse. Speditør A udtog stævning mod Speditør B med påstand om, at sidstnævnte og denne selskab skulle betale en bod på 3.000.000 kr. for overtrædelse af en række tilfælde, hvor Speditør A mente, at Speditør B havde forbrudt sig mod klausulen ved at afgive tilbud og udføre transporter, der er udover søtransport tillige indeholdt aftaler om transport over land af varerne fra de pågældende havne.

Med andre ord var parterne ikke enige om forståelsen af ordet "shippingvirksomhed".

Under sagen havde parterne rettet henvendelse til brancheforeningen Danske Speditører, som i juni 2002 kom med følgende definition på det omstridte udtryk:

"? Responsumudvalget kan efter afholdt møde besvare de stillede spørgsmål således:

1. spm.: Er kontrahering/udførelse af kombinerede internationale sø- og landtransporter efter foreningens opfattelse omfattet af begrebet "shippingvirksomhed"?

Svar: Nej, "shippingvirksomhed" må efter gængs opfattelse alene rette sig mod søtransport og omfatter søtransport og dertil knyttede accessoriske ydelser.

2. Spm.: Omfatter "shippingvirksomhed" landevejstransporter uden kombination med transport pr. skib?

Svar: Nej, jfr. besvarelse af spørgsmål 1".

I bagklogskabens ulideligt klare lys har parterne og ikke mindst disses advokater nok ærgret sig over at de centrale udtryk i aftalen ikke blev nærmere fastlagt og defineret.

Speditør Bs advokat, der jo i sagens natur spillede en central rolle i forbindelse med aftalens indgåelse, forklarede i Landsretten, at det var vigtigt, at hans klient fortsat kunne beskæftige sig med shippingvirksomhed, og at advokaten derfor undersøgte spørgsmålet gennem Søfartens Bibliotek, A.P. Møller samt Danmarks Rederiforening Herigennem fik han oplyst, at shipping omfattede de aktiviteter, som Speditør B ønskede at engagere sig i. Herefter blev indholdet af begreberne »shippingvirksomhed« og »temperaturregulerede varer« diskuteret på et møde, hvori alle deltog. I den forbindelse oplyste han om sine undersøgelser og om resultaterne heraf.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at advokaten ikke for Landsretten i modsætning til for Højesteret forklarede, at han skulle have talt med undertegnede, og som det fremgår nedenfor blev definitionen øjensynligt først checket da tvisten allerede var opstået.

Jeg er naturligvis beæret over at blive nævnt i dette fine selskab og kan kun udtale mig for mit eget vedkommende, men er dog alligevel sikker på at ej heller Rederiforeningen eller de øvrige nævnte skulle have været af den opfattelse, at ?shipping? omfatter landevejstransporter.

Vestre Landsret konstaterede, at Speditør A og Speditør B i forbindelse med opsplitning af koncernen i 1999 begge påtog sig en konkurrenceklausul frem til 1. juni 2004, således at de hver især var uberettiget til at beskæftige sig med opgaver, som hidtil havde været varetaget i den del af koncernen, som den anden part overtog. Der var enighed om, at parterne under forhandlingerne om overenskomsten mundtligt aftalte, at Speditør B i forbindelse med søtransport fra havn til havn kunne stå for transport af varerne fra havn til egne frysehuse og retur.

Der var afgivet modstridende forklaringer om parternes drøftelser op til indgåelsen af overenskomsten, og der var ikke enighed om, hvorvidt Speditør B i videre omfang end nævnt ovenfor var berettiget til at beskæftige sig med andet end søtransport. Ved afgørelsen af, hvilke aktiviteter der kunne anses for omfattet af begrebet »shippingvirksomhed« i § 11 i parternes overenskomst, blev det indledningsvis bemærket, at bestemmelsen var opbygget således, at Speditør B ikke var berettiget til at beskæftige sig med drift af speditions- og transportvirksomhed under enhver form bortset fra shippingvirksomhed. »Shippingvirksomhed« udgjorde således efter bestemmelsen en undtagelse i forhold til anden »transportvirksomhed«. Det havde på denne baggrund formodningen mod sig, at Speditør B - i tilknytning til søtransport - kunne beskæftige sig med transport til lands i noget væsentligt omfang. Under hensyn hertil og til udtalelsen fra Danske Speditørers Responsumudvalg om begrebet »shippingvirksomhed« måtte det anses for at være i strid med konkurrenceklausulen at udføre kombinerede sø- og landtransporter, medmindre landtransporten var omfattet at parternes aftale om kørsel fra havn til egne frysehuse og retur.

Landsretten fandt herefter, at Speditør B havde overtrådt konkurrenceklausulen ved at udføre landevejstransporter i strid med klausulen i mindst fire tilfælde. Parterne havde i overenskomsten og Landsretten henvist til at der jo var aftalt en konventionalbod på 500.000 kr. for hver overtrædelse. Det var ikke klart, hvad parterne havde ment med begrebet »hver overtrædelse«, og en konventionalbod af den anførte størrelse skulle dække mange forskellige former for overtrædelse af konkurrenceklausulen. Efter en samlet vurdering af parternes overenskomst, herunder at § 11 indeholdt en vis uklarhed vedrørende omfanget af Speditør Bs erhvervsbegrænsninger, som begge parter måtte bære ansvaret for, nedsættes konventionalboden for ovennævnte fire forhold efter aftalelovens § 36 til 350.000 kr. Det var herved endvidere tillagt betydning, at det var uklart, i hvilket omfang overtrædelserne reelt havde haft betydning for sagsøgernes indtjeningsmuligheder.

Landsretten tog derfor de sagsøgtes subsidiære påstand til følge for dette beløb. Herefter blev Speditør B altså dømt til at betale 350.000 kr.

Speditør B ankede sagen til Højesteret og her blev bl.a. et brev fra Speditør Bs advokat fremlagt. Brevet var fra det tidspunkt inden 1999, hvor parterne stadig forhandlede om konkurrenceklausulen og advokaten skrev i den forbindelse bl.a.:

?? Dernæst blev det aftalt at konkurrenceklausulen skulle dække selskabernes nuværende aktiviteter. (selskabet) driver i dag speditionsvirksomhed og virksomhed med internationale landtransporter. Det er en konkurrenceklausul af dette omfang Speditør B er villig til at påtage sig."

Speditør Bs advokat forklarede yderligere i Højesteret, at der i forbindelse med underskrivelse af aftalen den 27. maj 1999, at hans klient blev rejst et for ham opstået problem, idet han ønskede at kunne tømme skibe, der ankom til Esbjerg eller Århus, og han ønskede at sikre sig, at landtransport i tilknytning hertil var tilladt. I denne forbindelse drøftede man tre konkrete eksempler. A: Transport over kaj i Esbjerg Havn til frysehus. B: Transport fra Esbjerg Havn til det ene frysehus. C: Transport fra Esbjerg Havn til det andet. Speditør As advokat var indforstået med, at A og B ikke var i strid med konkurrenceklausulen. Speditør As advokat gav udtryk for sin stillingtagen ved at sige »selvfølgelig« til situation A og B, mens han vedrørende situation C sagde: »Åh, det er lige lovligt langt«. På grund af det fremskredne tidspunkt under kontraktforhandlingerne blev der ikke i denne forbindelse udarbejdet et tillæg til konkurrenceklausulen.

Baggrunden for drøftelsen om transport fra fryseskib til frysehus var, at Speditør B drev virksomhed med fryseskibe, der lagde til i Århus og Esbjerg Havn. Han ønskede selv at kunne tømme disse skibe og ved landevejstransport fragte de frosne varer til sine frysehuse, ligesom et frysehus var under opbygning på havnen. Speditør B havde på det tidspunkt forretninger med indfrysning af fisk med henblik på videresalg. Formålet med konkurrenceklausulen var alene at beskytte Speditør As bestående internationale landevejstransporter, som tidligere havde ligget i Speditør As og Speditør Bs fælles virksomhed. Selve begrebet shipping har ikke været drøftet mellem ham og speditør As advokat.

Henvendelsen til Rederiforeningen, A.P. Møller, Søfartens Bibliotek og advokat Kleis (her var det så at undertegnede kom i fint selskab !) skete først efter aftalens indgåelse. Han mente, at det skete, efter at Speditør As advokat på Speditør As vegne havde gjort indsigelse mod Speditør Bs virksomhed. Speditør B husker efter hans opfattelse forkert, når han i landsretten har forklaret, at han (advokaten) ringede til rederiforeningen, inden aftalen blev underskrevet. Det var først, da man fik henvendelsen fra A´s advokat, at han og Speditør B blev opmærksom på, at der var uenighed om fortolkningen af begrebet shipping.

Højesteret henviste til, at brevet fra Speditør Bs advokat henviste til, at der var aftalt, at "konkurrenceklausulen skulle dække selskabernes nuværende aktiviteter", og selskabets virksomhed blev i denne forbindelse beskrevet som spedition og international landtransport. Forhandlingerne om overenskomsten fortsatte imidlertid, og det nævnte standpunkt var ikke kommet til udtryk i ordlyden af konkurrenceklausulen. Også efter bevisførelsen for Højesteret måtte det lægges til grund, at klausulen blev drøftet på det afsluttende møde den 27. maj 1999, og Højesteret fandt det godtgjort, at parterne under mødet mundtligt aftalte, at Speditør B i forbindelse med søtransport kunne stå for landevejstransport til og fra egne frysehuse. Under disse omstændigheder kunne brevet af 29. april 1999 ikke tillægges afgørende betydning for fortolkningen af konkurrenceklausulen.

Herefter og af de grunde, som landsretten i øvrigt havde anført, tiltrådte Højesteret, at Speditør B var uberettiget til at beskæftige sig med landtransporter - uanset om de var kombineret med søtransport - medmindre de var omfattet af den nævnte mundtlige aftale. Højesteret tiltrådte endvidere af de grunde, landsretten havde anført, at Speditør B ved transporterne i forholdene 3-6 havde overtrådt konkurrenceklausulen.

Endelig tiltrådte Højesteret, at konventionalboden skønsmæssigt er fastsat til 350.000 kr. og stadfæstede derfor Landsrettens dom.

-----