Tidsrøver ud af danske virksomheder
Indberetning af syge- og barselsdagpenge er en tidsrøver i danske virksomheder. Nu skal blyanter og papir pakkes væk og erstattes af få klik på computeren.
Hvert år sender danske virksomheder omkring 1,5 millioner indberetninger af syge- og barseldagpenge til kommunerne. Det sker når ansatte er syge i mere end 14 dage eller går på barsel. Papirindberetningen er gammeldags og tidskrævende og suppleres nu af en indberetning via Internettet. Alle virksomheder kan fra i dag onsdag den 29. marts ændre arbejdsgangen og benytte den nye digitale indberetning frem for at udfylde de mange papirblanketter, oplyse beskæftigelsesministeriet
- Der er gevinster for alle parter, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
- Nu fjerner vi store bunker fra virksomhedernes skriveborde og giver dermed virksomhederne reelle administrative lettelser. De sparer tid, og tid er penge, siger ministeren, som håber, at den nye løsning samtidig vil inspirere både kommuner og virksomheder til at sætte mere fokus på sygefraværet, så færre medarbejdere bliver sygemeldt i lang tid og dermed risikerer at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.
-----