Eksport i elektronisk fedtefad
Eksportører og speditører venter og venter på SKATs E-Export, men systemet virker ikke, siger Danske Speditører
SKATs "E-Export" virker fortsat ikke efter hensigten. Lange svartider og nedetider på systemet medfører forsinkelser og betydelige ulemper i forhold til eksportvirksomheder og speditører. Situationen er ikke forbedret siden 1. marts, hvor systemet skiftede fra forsøgs- til driftsstatus, oplyser Martin Aabak, direktør i Danske Speditører-HTSI.
- Vi var til møde i SKATs følgegruppe den 20. marts. På mødet erklærede SKAT, at man arbejder for fuld kraft på at optimere systemet, således at acceptable svartider kan opnås. Særligt arbejdes der på at udvide systemet, således at der bliver skabt den tilstrækkelige kapacitet.
- Situationen er klart uholdbar; men vi har fortsat tillid til, at SKAT gør, hvad man kan, for at få systemet til at fungere, og vi går ud fra, at denne formulering dækker over ekstra ressourcer i form af penge, mandskab og materiel til at løse problemet, siger Martin Aabak.
-----