Mens nogle grupper let lader sig indpasse i det danske samfund har ikke mindst den store muslimske befolkningsgruppe vist sig sværere at få i arbejde. Det er en kendsgerning, at beskæftigelsen er langt mindre for denne gruppe end for lønmodtagerne i almindelighed. Om det så er fordi nogle arbejdsgiverne aktivt fravælger ansøgere med indvandrerbaggrund eller om det er fordi nogle nydanskere ? mænd og kvinder - er mindre aktive som jobsøgende kan ikke besvares endegyldigt, men blandt dem, der har erfaringer med at beskæftige medarbejdere med anden etnisk baggrund, er beskeden klar: Det er ikke det store problem. Og traditionelle danske lønmodtagere er generelt overordentligt positive overfor at arbejde sammen med en indvandrer ? det afgørende er ikke hudfarven eller religionen men om den nye mand kan klare jobbet og begå sig sprogligt.

Det skal blive interessant at se om Muhammed-krisen på længere sigt viser sig at have positive eller negative virkninger på arbejdsmarkedet. Ligeså vrede mange danskere har været over at se Dannebrog i flammer, ligeså lettede har store dele af befolkningen været over at se udmeldinger fra f.eks. Demokratiske Muslimer, om at ikke alle er frådende fundamentalister, men at mange tværtimod føler sig som en fast del af det danske demokratiske samfund.

I hvert fald er billedet af de over 200.000 indvandrere og efterkommere med muslimsk baggrund herhjemme blevet betydeligt mere nuanceret. Og godt for det. Skal man bedømme andre, skal det helst være et sandt grundlag og ikke myter. Der er masser af klare forskelligheder og værdier, som vanskeligt lader sig forene, så der er ingen grund til at tiltro sin næste motiver som de måske aldrig har haft.

Danmark har fået kaskader af kritik fra højre og venstre både i Muhammed-sagen og for fremmedlovgivningen i det hele taget. Meget af det kan vi slet ikke genkende og noget er himmelråbende forkert og forvrænget. Det er surt, men det kan måske give os et indblik i, hvordan andre kritiserede måske oplever en alt for unuanceret dansk dom over deres tro og adfærd.

Der er ingen rimelig grund til, at vi herhjemme skal opgive eller sælge ud af de værdier, som er blevet vores gennem både hårde kampe, god vilje og fremsynethed blot fordi vi kommer under pres. Der er heller ingen grund til at vi ikke skal komme hinanden i møde, selv om der er forskelle. Når det ikke ligefrem drejer sig om kabinetsspørgsmål, burde vi nok have råd til at være lidt large.

Alle er enige om, at integrationen langt fra er lykkedes godt nok, og at der må gøres noget ekstra, hvis ikke vi vil risikere, at der udvikler sig parallelsamfund eller ghettoer ? til gavn for ingen, medmindre man da leder efter et udklækningssted for ekstremisme.

Arbejdsmarkedet er efter alle erfaringer at dømme alle tiders sted til kulturmøder ? uden så mange dikkedarer. Derfor kan det hurtigt vise sig at være en vind-vind situation hvis endnu flere virksomheder åbner døren for nydanskere og giver dem en chance og måske lidt mere. Det er langt bedre end at støde folk fra sig og henviser dem til passivitet eller ligefrem risikere kaste dem i armene på forbitrede demokrati-hadere.

Vi får brug for alle gode kræfter på arbejdsmarkedet, når de mange går på pension. Vi får både brug for flere hænder og flere hjerner, hvis vi skal fastholde velfærdssamfundet i en globaliseret fremtid. Der er faktisk brug for os alle.

-----