Ting tager som bekendt tid, og det samme gælder retssager.

Elleve år godt og vel tog det før Højesteret for nylig kunne sætte sidste punktum i en sag, hvor et dansk speditionsfirma havde søgt et tab for told og afgifter dækket under sin speditøransvarsforsikring. Sagen illustrerer endnu engang behovet for en grundig og minutiøs kontraktskoncipering også i tilfælde, hvor kontrakten er en forsikringspolice. Selvom man ikke kan skrive sig ud af alting, vil en omhyggelig beskrivelse af de forventninger parterne hver især har til hinanden og aftaleforløbet i det mindste kunne minimere behovet for efterfølgende fortolkning ved ?tredjemand? (domstolene).

I sagen, hvor speditøren havde forestået en forsendelse af et parti cigaretter og senere, da transporten ikke blev gennemført, idet cigaretterne simpelthen forsvandt, måtte speditøren indfri en betalingsforpligtelse overfor toldvæsenet. Speditøren mente derfor, at den speditøransvarsforsikring, man havde tegnet i et engelsk selskab også dækkede det ansvar speditøren måtte have overfor toldvæsenet, ligesom policen skulle dække en uberettiget benyttelse af en kautionserklæring. Policen var tegnet i 1994 og dækkede, som det vil fremgå af følgende citat, udover det sædvanlige ansvar for NSAB (i den daværende udgave fra 1985) også udtrykte "other legal liability" og det var særligt fortolkningen af dette udtryk, sagen kom til at dreje sig om:

"?FREIGHT TRANSPORT LIABILITY AND EQUIPMENT INSURANCE ?

Sagen tog sit oprindelige udspring i 1993, hvor en dansk cigaretproducent havde solgt seks paller cigaretter til et firma i Hviderusland, men da cigaretterne ikke umiddelbart lod sig afsætte der, returnerede køberne cigaretterne til Danmark, hvor de ankom 29. juni 1994 og blev oplagret hos speditøren. Herefter blev cigaretterne solgt til et rumænsk firma, i hvilken forbindelse det ukrainske firma selv forestod transporten, men dog sådan at den danske speditør påtog sig at sørge for transportdokumenter over for Told og Skat.

Speditøren udfærdigede i denne forbindelse CMR-fragtbrev med speditøren som afsender, ligesom speditøren udfærdigede T1-dokument med speditør som afsender og hovedforpligtet og Det rumænske firma som modtager. I T1-dokumentet var der under rubrikken kaution henvist til 7 sikkerhedsdokumenter med fortløbende numre, som speditøren stillede til sikkerhed over for toldvæsenet, hvilke blev udstedt af Dansk Speditørforening. Hvert sikkerhedsdokument omfattede et beløb på 7000 ecu. T1-dokumentet blev på speditørens vegne underskrevet af en medarbejder, der var ansat hos speditøren.

Ved den udgående kontrol konstaterede toldvæsenet, at den af speditøren stillede sikkerhed var utilstrækkelig, idet de syv sikkerhedsdokumenter ikke dækkede det fulde potentielle told- og afgiftsbeløb i henhold til reglerne i EF's-gennemførelsesforordning til toldkodeks. Ved afstemplingen af dokumenterne hos toldvæsenet stillede toldvæsenet derfor krav om yderligere sikkerhed.

En særlig delikat detalje i sagen var det, at cigaretproducenten i forbindelse med speditørens udførelse af diverse transport og speditionsopgaver for netop producenten havde overladt speditøren en kautionsattest til brug ved frembydelse af gods afsendt af producenten med speditøren som fragtfører respektive toldklarer.

Kautionsattesten angav cigaretproducenten som hovedforpligtet og havde en kautionssum på 30 mio. På bagsiden af kautionsattesten var angivet 3 personer hos speditøren, der var bemyndigede til at underskrive for den hovedforpligtede, cigaretproducenten. Den medarbejder hos speditøren, som senere kom til at spille en central rolle, idet han underskrev T1-dokumentet, var ikke angivet som bemyndiget.

Til opfyldelse af toldvæsenets krav om yderligere sikkerhed accepterede speditøren (helt uberettiget), at toldvæsenet på T1-dokumentet henviste til denne attest. Cigaretproducenten var ikke vidende om, at kautionsattesten blev anvendt af speditøren i forbindelse med transporten af cigaretterne til Rumænien.

Under transporten til Rumænien brød lastbilen sammen i Berlin, og det vides ikke, hvor eller til hvem cigaretpartiet er blevet leveret, men facit var i hvert fald at transporten og forsendelsen ikke blev afsluttet og lukket.

I henhold til EU-toldkodeks artikel 96 skal den hovedforpligtede frembyde varerne til toldbehandling på bestemmelsesstedet i intakt stand inden for den fastsatte frist og under iagttagelse af de af toldmyndighederne trufne foranstaltninger til varernes identificering.

Da speditøren som hovedforpligtet ikke har kunnet fremskaffe dokumentation for, at varerne var frembudt til toldbehandling på bestemmelsesstedet, var toldskylden opstået jf. toldkodeksens artikel 204, og i oktober 1995 fremsatte Told & Skat et krav på told og afgifter og moms på i alt kr. 1.285.585 mod speditøren. Af dette beløb blev kr. 349.869,80 dækket af et dansk forsikringsselskab, som i henhold til en række sikkerhedsdokumenter udstedt i Dansk Speditørforening havde udstedt police, hvorefter speditøren selv indbetalte restbeløbet på kr. 917.274 og afkrævede beløbet af det engelske forsikringsselskab, der imidlertid afviste kravet, hvorefter sagen i første omgang havnede ved Østre Landsret.

Den pågældende speditør forklarede i retten, at han var ansat hos speditøren fra 1992 til 1999. Cigaretproducenten, der var speditørens kunde, handlede med Det ukrainske firma, som var interesseret i et agentur i Ukraine. Da det havde vist sig, at cigaretterne ikke kunne afsættes i Ukraine, blev de returneret til Danmark, hvorefter de blev oplagret hos speditøren, hvor partiet lå ufortoldet. Det ukrainske firma ønskede herefter at sende partiet til Rumænien og sørgede selv for transporten. En svensk indregistreret lastbil afhentede partiet fra speditørens lager, og han kørte med chaufføren til toldregionen i Hvidovre.

Toldregionen oplyste, at kautionen ifølge de 7 T-dokumenter ikke var tilstrækkelig. En tolder nævnte, at speditøren skulle være i besiddelse af kautionsattester fra cigaretproducenten. Kautionsattest nr. xx blev herefter tilføjet på T-dokumentet af tolderen, og vidnet underskrev dette. Han mente, at tolderen checkede kautionsattesten, men han vidste ikke hvordan. Han har aldrig selv set kautionsattesten. Speditøren havde intet med transporten at gøre. Dagen efter blev han kontaktet af chaufføren fra Berlin, som oplyste, at der var noget galt med lastbilens dæk, og at den ikke kunne fortsætte. Han kontaktede herefter telefonisk det ukrainske firma. Næste gang han hørte om sagen, fik han at vide, at forsendelsen ikke var afsluttet.

Speditøren gjorde til støtte for sin påstand gældende, at speditøren ved at anvende kautionsattesten havde begået en fejl, der medførte erstatningspligt over for cigaretproducenten. Speditørens tab var herefter dækket af ansvarsforsikringen med forsikringsselskabet. Speditøren havde fyldestgjort toldvæsenets krav og dermed forhindret, at cigaretproducenten blev udsat for risiko for tab. Speditøren var herefter i forhold til forsikringsselskabet indtrådt i det krav, som cigaretproducenten kunne have haft mod speditøren. Det var uden betydning, at cigaretproducenten ikke kom til at lide et tab. Forsikringen omfattede ansvar efter NSAB og CMR-loven. Speditørens anvendelse af kautionsattesten var en overtrædelse af NSAB 85 § 4, fordi speditøren burde have indset, at kautionsattesten ikke kunne anvendes, og at anvendelsen af denne var uberettiget. Speditøren havde således handlet simpelt uagtsomt. Dispositionen medførte endvidere ansvar efter CMR-lovens § 14, stk. 3, idet kautionsattesten måtte anses for at være stillet til speditørens rådighed, og idet anvendelsen skyldtes fejl fra speditørens side.

Speditørens police hos forsikringsselskabet dækkede ikke blot speditørens ansvar over for cigaretproducenten, men tillige det retlige ansvar, som speditøren som hovedforpligtet var ifaldet over for Told og Skat, herunder det ansvar, der var opstået i anledning af speditørens misligholdelse af en forpligtelse som speditør til at frembyde godset på bestemmelsestoldstedet. Speditøren havde i overensstemmelse med art. 11 i EF-Rådsforordning 222/77 som hovedforpligtet påtaget sig ansvaret for transportens gennemførelse efter reglerne. Policen indeholdte ikke forbehold om, at det kun skulle være speditørens ansvar som ordregiver eller en vareinteresse, der skulle være dækket. Uanset at forsikringsselskabet ikke havde tilsigtet denne dækning, var den omfattet af forsikringspolicen. Såfremt forsikringsselskabet havde ønsket at begrænse sin dækning skulle dette udtrykkeligt være fremgået af policen. Forsikringsselskabet burde således betale erstatning til speditøren, selv om cigaretproducenten ikke havde lidt et tab.

Speditøren havde ad forsikringsselskabets subsidiære påstand gjort gældende, at den af forsikringsselskabet hævdede ansvarsbegrænsning alene gjaldt formidleransvaret, hvorfor forsikringsselskabet ikke havde hjemmel til at begrænse sit ansvar til SDR 50.000.

Ved T-dokumentet af 28. juli 1994 påtog speditøren sig at være hovedforpligtet. Det var ubestridt, at speditøren efter EF's forsendelsesforordning herved over for de kompetente myndigheder påtog sig ansvaret for, at transporten blev gennemført i overensstemmelse med reglerne. Det var endvidere ubestridt, at de pågældende varer ikke blev frembudt for bestemmelsestoldstedet som foreskrevet i EF-forordningen, og at speditøren som hovedforpligtet derfor hæftede over for toldvæsenet for betaling af told og afgifter, der påhvilede varerne. Den af speditøren påtagne hovedforpligtelse måtte anses som en garantiforpligtelse over for toldvæsenet. Speditørens forsikring hos forsikringsselskabet måtte særlig efter policens overskrift og dækningsområde anses som en erhvervsansvarsforsikring, der måtte antages at omfatte speditørens erstatningsansvar i hvert fald som speditør, transportør og opbevarer. Den hovedforpligtelse, som speditøren påtog sig over for toldvæsenet, måtte som foran anført anses som en garantiforpligtelse, der ikke var begrundet i et erstatningsansvar. Efter policens indhold fandtes speditørens hæftelse i henhold til garantiforpligtelsen ikke at være dækningsberettiget under den hos forsikringsselskabet tegnede forsikring. Det af speditøren anførte vedrørende dette punkt gav således ikke grundlag for det rejste krav mod forsikringsselskabet.

Spørgsmålet var herefter, om speditøren ved anvendelsen af kautionsattesten med cigaretproducenten som hovedforpligtet havde pådraget sig et erstatningsansvar, som er dækningsberettiget efter forsikringen. Det var ubestridt, at cigaretproducenten ikke havde betalt told eller afgift vedrørende forsendelsen og heller ikke er blevet afkrævet dette af toldvæsenet. Det måtte lægges til grund, at forsendelsen var cigaretproducenten uvedkommende, og at kautionsattesten i strid med den givne bemyndigelse blev anvendt af en ansat hos speditøren, der efter kautionsattesten ikke var tegningsberettiget. På denne baggrund var det ikke godtgjort, at cigaretproducenten hæftede for betaling af told og afgifter vedrørende forsendelsen, eller at der i øvrigt var nærliggende risiko for, at cigaretproducenten ville lide et tab i forbindelse hermed. Det kunne derfor ikke antages, at cigaretproducenten kunne kræve erstatning af speditøren i anledning af sagen. Det var herefter ikke godtgjort, at speditøren havde pådraget sig et erstatningsansvar, som var dækket af forsikringen.

Herefter blev forsikringsselskabet frifundet.

Speditøren indbragte efterfølgende sagen for Højesteret, hvor en række personer blev afhørt og genafhørt, lige som der blev hentet udtalelse fra England omkring forståelsen af udtrykket "legal liability".

Imidlertid var alle disse skønne kræfter forgæves, idet Højesteret nu har stadfæstet Landsrettens dom "i henhold til grundene", hvilket altså betyder, at den argumentation, som Østre Landsret har anvendt for at frifinde forsikringsselskabet, er den der står ved magt.

-----