23948sdkhjf

Strategisk flådestyring

Effektiv drift af en bilpark, personale, varer og kunder er afgørende for alle for virksomhedsdrift. Derfor tillægges planlægning og disponering naturligt stor vægt i snart sagt enhver transportvirksomhed. Men antallet af distributionsbiler, chauffører og kunder skal ikke ret højt op, før den menneskelige hjerne kommer på prøve. Derfor har it-systemer for længst gjort deres indtog i transportbranchen.

Men gevinsten afhænger både af systemernes arkitektur og den måde de anvendes på.

Transvision A/S gav i forrige uge et interessant bud på muligheder og udfordringer ved anvendelsen af planlægningsværktøjet Transvision Route Planner og disponeringsværktøjet Transvision Fleet Planner.

Dag til dag

Transvision Route Planner er både et strategisk og operationelt planlægningsværktøj, der er beregnet til for-planlægning.

- Operationelt er Route Planner velegnet til driftsformer, hvor ordremodtagelsen lukkes hver dag. Herefter kan man sætte pc?en til at beregne den optimale rutefordeling, inden man printer rutelisterne ud eller eksporterer dem til terminaler i bilerne via tredjepartsløsninger, forklarer accountmanager John Bjerre Petersen, Transvision A/S.

Hvis disponenten ikke er helt tilfreds med Route Planners fordeling er det let at foretage manuelle ændringer, som at flytte en levering fra en bil til en anden.

Grundlaget er en meget detaljeret og fleksibel database over bilparken, chauffører og kunder, som kombineres med præcise elektroniske kortdata fra NavTech.

- Databasen gør at man kan skabe en skalerbar virkelighed, der indregner vejhastigheder, myldretid, særlige kundeforhold og kapacitet på bilerne. Det gælder naturligvis også for personale, hvor man registrerer funktioner og eventuelle sygemeldinger. Indlejede vognmænd kan uden problemer indføres i databasen, fortæller John Bjerre Petersen.

Terminaler er en anden faktor, som kan indføres i databasen.

- Det er ikke helt ligegyldigt, hvis man har 100 biler, der skal gennem en terminal med 10 porte, siger John Bjerre Petersen.


Hvad nu hvis

Der hvor Transvision Route Planner for alvor skiller sig ud fra mere gængse disponeringsværktøjer, er angiveligt på det strategiske plan.

- For mange virksomheder indeholder transport så mange forskellige variabler, at det er vanskeligt at overskue konsekvenserne af ændringer. Her er Route Planners talent som en stor dum regnemaskine, der kan knuse meget store talmængder, på forholdsvis kort tid, en betydelig fordel fordi det giver et konkret bud på konsekvenserne ved konkrete omlægninger. Hvad sker der, hvis man går over til kun at anvende små biler i de store byer og store biler på landet. Eller hvad sker der, hvis man udvider leveringsvinduet fra en til to timer for alle kunder. Her kan Route Planner fortælle om man skal til at genforhandle kontrakterne med kunderne, siger John Bjerre Petersen.

Brugerne af Transvision Route Plannertæller blandt mange andre så forskellige virksomheder som Post Danmark, Arla og R98.

Transvision har udvalgt den store trægrossist DLH, der har hovedkontor i Høje Taastrup.

Virksomheden har tre terminaler: Gadstrup, Kolding og Hørning, samt produktion i Esbjerg og skibsleverancer i Køge Havn. Der anvendes eksterne vognmænd med afregning per drop og zoner. Den daglige transportplanlægning foregår på terminalerne.

- Deres planlægning havde hidtil foregået 100 procent på papir. Det gav en hektisk hverdag, med løbende planlægning og enkelte opgaver blev simpelthen glemt. Der var samtidig stor forskel på fyldningsgraden terminalerne imellem, fortæller John Bjerre Petersen.

Transvision foretog en testsimulering på transporterne fra terminalerne i Hørning og Gadstrup. Gevinsten i Hørning, der kun administrerer fire ruter var marginal, men i Gadstrup, der administrerer 11 ruter, gemte der sig en tidsmæssig gevinst på 13 procent.

- Det betød, at de kunne reducere antallet af ruter til otte og besparelsen svarer til en tilbagebetalingstid på investeringen på omkring seks månder, siger John Bjerre Petersen.

DLH implementerede først Route Planner på terminalen i Gadstrup, hvor det tog to månder at realisere potientialet. Den efterfølgende implementering i Koldning tog længere tid.

Det håndfaste udbytte af investeringen i Route Planner har angiveligt været en kraftig reduktion af de ressourcer, der anvendes til fakturakontrol, fordi kørslen automatisk overføres til økonomisystemet Concorde. Fyldningsgraderne er steget med 9-10 procent og virksomheden har sparet omkring 100.000 kroner om måneden på distributionen.

- Et eksempel på en strategisk simulering, som DLH har foretaget, var om man skulle koncentrere distributionen af softwood i Gadstrup og ikke som hidtil fra både Gadstrup og Kolding. Flytningen af transportomkostningen til Gadstrup var omkostningsneutral, selv om afstandene var større. Til gengæld var der en markant besparelse på lageromkostningerne, som så gik rent ind på bundlinen, slutter John Bjerre Petersen.

Fleet Planner

Transvisions Fleet Planner er et mere traditionelt disponeringsværktøj, som er velegnet til virksomheder, hvor distributionsopgaverne udvikler sig mere dynamisk.

- Fleet Planner kan naturligvis kombineres med Route Planner. Fleet Planner anvendes til styring og optimering af transporterne under driften, fortæller salgschef Thorbjørn Schmidt-Jacobsen, Transvision.

Mens Route Planner er en såkaldt stand alone application, der kun anvendes af en bruger ad gangen, så er Fleet Planner beregnet til flere brugere og kører på en central server.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062