Fluen havde altid været lidt af en stemningsperson, som let lod sig påvirke at humøret omkring sig og ikke mindst af vognmandens udsving lige fra vild begejstring til raseri eller surmuleri.

De delte jo trods alt kontor. Men nu nægtede fluen at være med mere. Atmosfæren havde længe været trist, og fra sin vindueskarm på chefkontoret kunne fluen konstatere, at der heller ikke i dag var nogen, der fløjtede.

Det hele begyndte da bogholderen fik den blodprop. Ikke noget virkelig slemt. Det var en blodprop i øjet, og bogholderen havde selv betegnet den som verdens mindste. Men han havde åbenbart været meget mere stresset til dagligt, end chefen anede, og han bebrejdede sig selv, at han ikke havde opdaget det. Tværtimod havde han opfattet bogholderen som den mest rolige og ligevægtige i hele firmaet. Han havde altid styr på tingene og så ud til at have både overskud og overblik.

Fluen havde da snarere forventet, at det var chefen, som fik stress med de utallige ideer, projekter, kontroverser, initiativer og opgaver han altid kastede sig ud i og de mange lange arbejdsdage han havde. Han kunne af og til ligne en hængt kat. Og der havde været perioder, hvor han var synligt overbebyrdet.

Selv om vognmanden ikke følte sig hverken udmattet eller presset for alvor, så kunne han godt mærke, at han ikke var 20 år mere, så da hans advokat foreslog, at han skulle få en underdirektør kunne fluen se, at han virkelig overvejede det.

Og da chefen jo var en handlekraftig mand havde han hurtigt fået den rigtige mand i kikkerten. En yngre mand, der lignede selve definitionen på ordet dynamik og samtidig var sympatisk og charmerende - og kunne opvise fine papirer og flotte resultater.

Fluen kunne ikke helt få øje på, at den nye mand skulle være så fantastisk, han sagde nej til både wienerbrød og smørrebrød under samtalerne på vognmandskontoret, så han skaffede altså ikke krummer eller andet spiseligt til kontoret, og det var den slags egenskaber fluen satte højt snarere end ting som gennemslagskraft, dynamik og personlighed.

Men fluen kunne se, at chefen var ret begejstret for den kommende underdirektør. Og da ansøgeren begyndte at stille krav, så fluen med stigende overraskelse, at vognmanden nikkede. Selv da talen var om økonomi. - Jeg er vant til at have ret frie hænder på det økonomiske område, naturligvis inden for de rammer, som er fastsat i samråd med direktionen, og det vil jo sige dig, sagde den nye. Han hed Martin og var midt i 30'erne og meget moderne klædt. Fluen kaldte ham i sit stille sind lidt ironisk for stjernen, for den kunne meget bedre lide bogholderen.

- Naturligvis, sagde chefen, og fluen kunne regne ud, at han måtte have taget en vidtgående beslutning inden han gik i gang med samtalerne. Advokaten havde også flere gange sagt, at chefen ikke måtte være bange for at uddelegere, og fluen skulle love for at der nu blev uddelegeret med den store skovl.

Ovenfor advokaten havde vognmanden dog påpeget, at der måske godt kunne forventes modstand i firmaet mod at gøre tingene anderledes med en ny mand ved roret på flere nøgleområder.

- Det er nye tider, havde advokaten sagt. - Og desuden vil den rigtige mand sprænge sig vej frem, havde han lidt bombastisk tilføjet.

Og der skete virkelig noget. Der kom gang i en masse nye ting, og fluen havde vognmanden mistænkt for, at han nu kunne få gang i nogle drømmeprojekter, som han ikke selv havde haft tid til. Så han trappede absolut ikke ned.

Fluen kunne regne ud, at vognmanden virkelig havde besluttet sig for at acceptere, at tingene kunne gøres på en anden måde end hans egen. For han sad med en hotelregning fra Martins seneste og succesrige fremstød i de østlige kommuner. - Champagne, sagde han halvhøjt for sig selv og lagde bilaget tilbage. Fluen vidste, at han hadede ekstravagance og at han aldrig selv ville være taget ind på det dyreste hotel.

- Jeg håber, at det er en investering, sagde han til sig selv. Det samme havde han sagt om regningen for de nye super moderne kontormøbler, der var blevet indkøbt. Og det motivationskursus som var blevet købt i dyre domme.

Vognmanden havde kaldt Martin ind på kontoret og forsigtigt spurgt om det nu også var nødvendigt med så store armbevægelser. Men Martin havde slået det hen, og sagt at det koste noget at tjene penge.

Det var faktisk først, da en at de nye kontrakter, viste sig at være alt for tynd, at vognmanden begyndte at blive utryg. Fluen så at han gentagne gange redte sig tynde hår, det gjorde han, når han var presset.

Og regningerne væltede ind. På taxier, vin, middag.

Fluen kunne se, at vognmanden nærmede sig eksplosionsgrænsen. - Det er muligt, at der skal noget luksus til for at få ordrerne hjem, men så skal de også være gode. Det er da for pokker ikke Peter Brixtofte, jeg har ansat!

Og da først vognmanden havde sagt det til sig selv, faldt skyklapperne væk og så var Martins dage i firmaet talte.

Fluen hørte, at bogholderen var i bedring og ville komme tilbage. Vognmanden blev så glad, at han købte wienerbrød til hele firmaet. Dog ikke det allerdyreste. Men fluen var godt tilfreds. Krummerne var de samme.

-----