Emirates SkyCargo på vej til Helsinki
Emirates SkyCargo har allerede længe fløjet med Boeing 747 fragtere på ruten mellem Dubai og New York via Gøteborg Landvetter, og her har selskabet samarbejde med både Finnair Cargo på Atlanterhavsruten og SAS Cargo på videreforbindelsen gennem fra Skandinavien via Dubai til Hong Kong.
Så kom for en måneds tid siden meldingen om, at Emirates vil flyve på en splinterny passagerrute mellem København og Dubai fra oktober måned ? og det betyder jo blandt andet også 14 tons fragtkapacitet pr tur.
Noget om snakken
På det seneste florerer så forlydender om endnu en Emirates-aktivitet i Norden ? nemlig en Airbus A310-300 fragter mellem Dubai og Helsinki i samarbejde med Finnair Cargo, der angiveligt vil komme til at stå for 2/3 af fragtkapaciteten på ruten.
Det har endnu ikke været muligt at få de finske forlydender officielt bekræftet af hverken Finnair Cargo eller Emirates SkyCargo.
Men - vurderet ud fra kildernes tyngde kan der være meget om snakken.
Så Emirates SkyCargo?s nordiske nordiske fragt GSA, Scanpartners, er sikkert i fuld gang med at opjustere salgsbudgetterne og bemandingen.
-----