Fragtmandsret
De lyseblå fragtbiler er velkendt i hverdagsbilledet og forestår en meget vigtig del af den daglige distribution af varer i Danmark. De selvstændige fragtmænd indleverer godset til fragtmandscentraler og herfra videredistribueres godset typisk til en anden fragtmandscentral et andet sted i landet, hvorfra endnu en fragtmand bringer varerne ud til slutbrugeren.
Systemet, der fungerer smidigt og effektivt involverer i sagens natur flere aktører og når der af og til uundgåeligt sker en skade eller noget forsvinder, opstår spørgsmålet, hvem af flere der hæfter for hvad.
CMR-loven gælder som bekendt kun for grænseoverskridende landevejstransport, men Danske Fragtmænd har meget fornuftigt adopteret CMR-reglerne ved en henvisning på fragtbrevet, således at eksempelvis ansvarsbegrænsningsreglerne og forældelsesreglerne vil kunne påberåbes af fragtmanden eller fragtcentralen, hvortil kommer at nogle fragtmænd tillige er speditører og påberåber sig NSAB 2000.
Transport- og lageraftaleDe grundlæggende regler i CMR og NSAB suppleres ofte af individuelle transport- og/eller lageraftaler og som alt andet kontraktkoncipering er det med at holde tungen lige i munden, så man ikke risikerer, at eksempelvis ansvarsbegrænsningsreglerne går tabt i den individuelle aftale. Dette var én af de sandheder, som en fragtmand efterfølgende måtte konstatere, da i første omgang byretten og i senere omgang landsretten fik til opgave at fortolke en aftale indgået mellem den pågældende fragtmand og en større kunde den 20. august 2001.
Aftalen havde bl.a. følgende ordlyd:
"Aftalegrundlag
forsikringstagerens radio/tv-udstyr oplagres hos fragtmanden.Oplagringssted Fragtmanden [adresse]
Indlevering Radio/tv-udstyr står pt. hos XX og forsikringstageren vil selv sørge for indlevering til fragtmanden. ?
?..
Svind Fragtmanden hæfter for evt. svind fra lageret. Optælling sker i starten af hver måned. Efterfølgende skal det ske hvert kvartal.
Forsikring Vareforsikring tegnes af (kunden). Ansvarsforsikring tegnes af fragtmanden."
Svind
I perioden fra indgåelsen af transport- og lageraftalen i august 2001 og indtil november 2002 blev der i 19 tilfælde konstateret svind i forsendelserne til en samlet værdi af 422.250,50 kroner.
Ved de første bortkomster forløb alt relativt fredeligt. Hver gang en forsendelse blev konstateret bortkommet, sendte forsikringstageren en faktura på værdien heraf til fragtmanden eller forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet gjorde efterfølgende kravet gældende overfor fragtmanden, som i de tilfælde hvor ansvaret kunne anerkendes afregnede ansvarsbegrænsningsbeløbet.
Da svindet efterfølgende tog til og erstatningskravet voksede kunne det forsikringsselskab, hvor fragtmandens kunde havde tegnet forsikring, ikke længere acceptere at blive spist af med ansvarsbegrænsningsbeløb og da forsikringsselskabet fremsendte krav på betaling af det fulde beløb blev man mødt med følgende forventelige anvisninger til reglerne:
"Vedr. Deres ?
Idet vi henviser til ovennævnte skadenummer skal vi hermed gøre opmærksom på, at [fragtmanden] er medlem af Danske Fragtmænd a.m.b.a. Ansvarsbegrænsningen er iht. Fragtmændenes ansvarsbestemmelser eller CMR-loven.
Medlem af Nordisk Speditørforbund. Alle opgaver udføres i henhold til NSAB. Bestemmelserne begrænser vort ansvar for bortkomst. forringelse eller beskadigelse af gods til SDR 8,33 pr. kg. og for forsinkelse på til fragtbeløbet, maksimalt SDR 50.000 for hver ordre.
Vi kan desværre ikke godkende Deres fremsendte krav og imødeser et nyt krav."
Forsikringsselskabet anlagde herefter sag den 18. februar 2003, med påstand om betaling af kr. 377.185,41 med af procesrente fra sagens anlæg og indtil betaling fandt sted, og fragtmanden nedlagde påstand om frifindelse.
Forsikringsselskabets endelig påstand udgjorde den samlede værdi af de bortkomne forsendelser, som i ti tilfælde var reduceret med erstatninger udbetalt af fragtmanden til forsikringsselskabet svarende til en erstatningsbegrænsning på 8,33 SDR (Special Drawing Rights) pr. kg. i medfør af § 22 i NSAB 2000.
Hård bedømmelse i byretten
Sagen blev i første omgang behandlet af byretten, der anførte at, transport og lageraftalen af 7. august 2001 efter sin ordlyd vedrørte radio- og tv-udstyr. Ifølge de afgivne forklaringer og da der ikke var fremlagt andre aftaler, som dækkede de transporter af PC'ere og andet elektronisk udstyr, som havde fundet sted, fandt retten det godtgjort, at aftale også dækkede PC'er og andet elektronisk udstyr. Retten lagde derfor til grund, at alle de i sagen omhandlede effekter var omfattet af transport- og lageraftalen.
Det fremgik jo af transport- og lageraftalen, at fragtmanden hæftede for eventuelt svind fra lageret. Således som aftalen var formuleret, herunder med angivelse af fragtmandens adresse som oplagringssted, konkrete bestemmelser om lagring, lageroptælling og lagerleje på forsikringsselskabets lager, sammenholdt med det forhold, at forsikringsselskabet kun stillede krav til sikkerheden på fragtmandens lager, fandt retten, at bestemmelsen om ubegrænset hæftelse for svind alene vedrørte fragtmandens lager og ikke tillige fragtmandens undertransportørs lagre.
Ifølge de afgivne forklaringer og sagens oplysninger i øvrigt, havde der ikke fundet noget svind sted fra fragtmandens lager, idet bortkomsterne var sket, mens varerne havde været i fragtmandens undertransportørs varetægt. Spørgsmålet om, hvorvidt fragtmanden hæftede for bortkomsterne, var derfor ikke reguleret af bestemmelsen om svind i transport og lageraftalen.
Det var under sagen ubestridt, at fragtmanden udførte alle opgaver i henhold til NSAB 2000 og i sine forretningspapirer henviste hertil.
Fragtmanden havde i sine forretningspapirer udtrykkeligt henvist til den 1-årige forældelsesfrist i § 20 i NSAB 2000, og retten fandt derfor, at fragtmanden kunne påberåbe sig denne bestemmelse. Det følge af § 30, at sag mod speditøren skal anlægges inden et år, idet kravet ellers er fortabt, og at fristen ved forsinkelse, bortkomst af en hel sending eller anden skade løber fra det tidspunkt, hvor forsinkelse, bortkomst eller anden skade tidligst kunne konstateres.
Forældelse
Således som sagen var forelagt og ført for retten, lagde retten til grund, at forældelsesfristen løb fra datoerne på de af forsikringstageren udstedte fakturaer til fragtmanden og/eller forsikringsselskabet, og hvis sådanne fakturaer ikke var udstedt, fra datoerne på forsikringsselskabets krævebrev til fragtmanden. Som følge heraf var kravene på i alt 104.897,21 kr. forældet, da forsikringsselskabet indgav stævning den 18. februar 2003.
Byretten lagde efter de afgivne forklaringer og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at fragtmanden var bekendt med, at der var tale om tyverifarlige varer, og at flere af forsendelserne blev stjålet, herunder en større forsendelse til en værdi af 206.950 kr., hvorom der forelå politianmeldelse. Fragtmanden var trods flere opfordringer hertil ikke fremkommet med oplysninger om, hvilke forholdsregler fragtmanden tog for at sikre varerne mod tyveri, og fragtmanden havde ikke godtgjort, at der var givet instruktioner til undertransportørerne, eller at man på anden måde havde tilrettelagt transporterne således, at det blev sikret, at undertransportørerne tog hensyn til beskyttelsen af de tyverifarlige varer.
Retten fandt som følge heraf, at fragtmanden i helt utilstrækkeligt omfang havde udført sin opgave som tilrettelægger af transportforløbet, og at fragtmanden derfor var erstatningsansvarlig for varernes fulde værdi for så vidt angik de ikke forældede krav, uanset fragtmandens henvisning i sine forretningspapirer til ansvarsbegrænsningen i NSAB. Det forhold, at forsikringsselskabet i enkelte tilfælde havde accepteret en begrænset erstatning, kunne ikke føre til et andet resultat.
Idet retten ikke fandt, at forsikringstageren havde udvist egen skyld, og da forsikringsselskabets rentepåstand ikke var bestridt, tog retten herefter forsikringsselskabets påstand til følge, idet det påstævnte beløb dog blev reduceret med 104.897 kr. udgørende summen af de forældede krav, således at Fragtmanden i alt skulle betale godt 272.000.
En tur i Landsretten
Fragtmanden ankede dommen til Vestre Landsret og landsretten kunne, som anført af byretten, tiltræde, at transport- og lageraftalen af 7. august 2001 mellem forsikringstageren og fragtmanden også omfattede de i sagen omhandlede computere og andet elektronisk udstyr. Landsretten havde herved bl.a. lagt vægt på, at computere mv. af parterne var blevet indleveret, opbevaret, håndteret og afregnet i overensstemmelse med aftalen af 7. august 2001.
Af de af byretten anførte grund tiltrådtes det ligeledes, at bortkomst af computere og lignende elektronisk gods, mens dette gods havde været i fragtmandens underfragtførers varetægt, ikke omfattedes af parternes aftale af 7. august 2001.
Der var i fragtmandens fakturaer på bagsiden henvist til Fragtmændenes ansvars- og befordringsbestemmelser, CMR-loven og NSAB 2000, herunder særligt begrænsningerne i ansvar for bortkomst mv. til SDR 8,33 pr. kg., samt at krav mod speditører forældes efter 1 år. I de fragtbreve, som var benyttet i sagen, var der såvel på fragtbrevenes forside som bagside henvist til, at transporterne udførtes i henhold til CMR-reglerne, og at disse CMR-regler også gjaldt for så vidt angik transporter, der alene skete mellem destinationer i Danmark. I parternes transport- og lageraftale af 7. august 2001 var det intet anført om, hvorvidt CMR-loven, NSAB 2000 eller andre regelsæt skulle finde anvendelse for transporter og oplagring, når kundens udstyr blev bragt videre fra fragtmandens lager. Under disse omstændigheder, hvor transport- og lageraftalen var konciperet af fragtmanden, og hvor CMR-loven på de relevante punkter måtte anses for mere gunstig for forsikringstageren ? og dermed for forsikringsselskabet ? end NSAB 2000 reglerne, måtte CMR-loven og ikke NSAB 2000 reglerne være gældende ved bedømmelse af parternes forretningsforhold.
Ringe grov uagtsomhed
Landsretten gik herefter over til at vurdere spørgsmålet om evt. grov uagtsomhed og slog fast at det var afgørende for bedømmelsen af de rejste krav mod fragtmanden, om det vedrørende de 18 konkrete bortkomster af computere og andet elektronisk udstyr kunne godtgøres, at fragtmanden eller andre som fragtmanden efter CMR-loven var ansvarlig for, havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed.
Det var af forsikringsselskabet eller forsikringstageren ikke gjort gældende, at der i noget tilfælde var forvoldt skade ved forsæt. Kun for så vidt angik bortkomsten af 2 bærbare computere den 30/31 august 2001 til i alt 13.080 kr. var det ved en rapport og forklaring godtgjort, at der i forbindelse med opbevaringen af denne forsendelse på én enkelt terminal handlet groft uagtsomt. For så vidt angik denne skade kunne fragtmanden således ikke påberåbe sig erstatningsbegrænsningen i CMR-lovens § 29 om, at erstatning ikke kunne overstige 8,33 SDR for hvert kg. manglende bruttovægt. Der forelå heller ikke vedrørende denne bortkomst eller de andre bortkomster i sagen oplysninger om, at forsikringstageren havde udvist egen skyld. Fragtmanden måtte derfor vedrørende denne skade betale erstatning som krævet kr. 13.080,00.
Det var vedrørende de øvrige 17 tilfælde af bortkomst af computere og andet udstyr ikke godtgjort af forsikringsselskabet eller forsikringstageren, at disse skader var forvoldt ved grov uagtsomhed. Vedrørende disse krav var der ? i det omfang der forelå oplysninger om godsets bruttovægt ? udbetalt erstatning efter reglerne i CMR-lovens § 29 med 8,33 SDR for hvert kg. manglende bruttovægt. Forsikringsselskabet eller forsikringstageren havde således ikke godtgjort at være berettiget til yderligere erstatning vedrørende disse 17 krav. Landsretten lagde vægt på, at forsikringsselskabet eller forsikringstageren ved modtagelse af de begrænsede erstatninger ikke havde taget forbehold om yderligere erstatning eller udbedt sig yderligere oplysninger om, hvorledes skaderne var sket. Det under byretssagens forberedelse fremsatte, ubesvarede provokationer herom, hvilke provokationer først var fremsat måneder eller år, efter at skaderne var sket, kunne herefter ikke føre til, at forsikringsselskabet havde løftet bevisbyrden for grov uagtsomhed.
Herefter blev fragtmandens frifindelsespåstand ? bortset fra kravet vedrørende 13.080 kr. ? taget til følge og efter sagens værdi, forløb og udfald fandtes forsikringsselskabet at burde betale sagsomkostninger for begge retter til fragtmanden med 78.000 kr.
Som en slags post festum kan det oplyses, at forsikringsselskabets advokat efterfølgende forgæves har forsøgt at opnå det såkaldte Procesbevillingsnævns tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret under anbringende af, at Landsretten angiveligt skulle have misforstået principielle forhold vedrørende bevisbyrden ved grov uagtsomhed og i øvrigt under henvisning til det efter advokatens opfattelse urimelige i, at forsikringsselskabet har pålagt at betale fragtmandens omkostninger. Til al held for fragtmanden er denne anmodning netop blevet afvist og Landsrettens dom er således sidste punktum i sagen.
