23948sdkhjf

Leman bygger godsterminal i Taulov

Byggeriet, der forventes at stå færdigt allerede i oktober måned, er top tunet med 60 sluseporte, sprinkleranlæg, som kræves ved håndtering af farligt gods, indendørs og udendørs videoovervågning samt web-kameraer, der gør det muligt at følge arbejdet på godsterminalen fra en hvilken som helst arbejdsplads i virksomheden.

- Vores klare strategi nu og i fremtiden er, at vi vil være lokale i Jylland og på Fyn på oversøiske og europæiske transporter, der foregår via speditører i henholdsvis Ålborg, Århus, Herning, Billund, Esbjerg, Padborg og Odense understreger administrerende direktør Hardy Petersen, Leman International System Transport a/s.

- Beslutningen om etablering af den nye godsterminal i Taulov Transport Center er 100 procent funktionel, og de nye faciliteter skal udelukkende bruges til håndtering af gods fra Jylland og Fyn. Vi forventer at opnå store besparelser, synergier, bedre effektivitet og væsentlige konkurrencefordele ved at samle godset fra Jylland og Fyn på godsterminalen i Taulov.

Godt forberedt

- Før vi gik i gang med byggeprojektet, har vi været ude og se, hvordan andre har løst tilsvarende opgaver, fortæller Hardy Petersen. ? Der er jo mange flotte godsterminaler i Danmark i dag, og kan vi lære lidt af de småfejl, der måtte være begået andre steder, er det jo kun en fordel. Vi tog derfor en tur rundt i landet og så os godt for blandt kollegerne, - også en tur til udlandet, hvor vi kiggede nærmere på terminaler, der var bygget af vore forskellige samarbejdspartnere.

- Vi følte os derfor godt rustet til at gå i gang med at opføre godsterminalen, som vi ser frem til at tage i brug til efteråret.


Organisk vækst

- En af grundene til, at vi bygger godsterminalen nu, er, at virksomheden har oplevet en betydelig vækst i de senere år. Også i 2005, hvor vi regner med, at regnskabet udviser 10 procent vækst i forhold til 2004.

- Vi er i øjeblikket inde i en kraftig ekspansionsfase hvad angår vore europæiske og ikke mindst Fjernøsten-trafikker, - og vi produktudvikler til stadighed, så selvom vi er i de fleste lande i dag, så har vi allerede nu udset os Ukraine, Rusland og Hvide Rusland som de næste destinationer på Leman-kortet, slutter Hardy Petersen.


God plads

Leman International System Transport a/s, der har hovedkontor i København, har en årsomsætning på omkring 1,2 milliarder kroner og cirka 550 medarbejdere fordelt på 24 filialer og egne kontorer i Sverige, Norge, England og USA. Og altså snart en ny godsterminal i Taulov Transport Center på en velplaceret facadegrund tæt ved motorvejsafkørslen. Grunden er 60.000 kvadratmeter, hvoraf kun 7.000 bebygges i første omgang, så der er gode udvidelsesmuligheder og plads til vækst - også i de kommende år.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063