Ny kran til Horsens Havn
Hydraulisk multianvendelig havnekran
Horsens Havn har netop fået leveret en hydraulisk multianvendelig havnekran. Kranen, der er en type som ikke er kendt i Danmark, er bygget af Multi Docker i Oskarshamn, som er er ejet af Österstrøms Rederier.
Den nye kran er bygget på basis af en Caterpillar 365 gravemaskine og udmærker sig bl.a. ved at være højt placeret på en portalundervogn, hvor lastvogne kan køre igennem. Frihøjden i portalen er 5,65 m mens bredden er 4,10 m. Undervognen er udstyret med bånd i stedet for hjul og støtteben, og kranførerhuset kan køres ud over kranens portal, så kranføreren f.eks. kan kigge ned i et skib som losses. Horsens Havn har bl.a. valgt denne kran på grund af den gode løfteevne, det moderne hydrauliske system samt det lave støjniveau. Kranens tomvægt ligger på ca.120 ton med fuld tank.
-----