Mange mennesker indrømmer, at de om ikke andet lader tanken flyve gennem hovedet ?hvad nu hvis?? når de er en del af en større menneskemængde f.eks. på stationer, i toget, i teatret eller til større begivenheder

Utallige er de spændingsfilm, som har været vist, hvor et tal i et digitalt display tæller ned sekund for sekund med en bombeeksplosion som slutprodukt. Her indtræder helten dog sædvanligvis et splitsekund, inden det går galt.

I hverdagen er der knap så mange helte, og en vis utryghed er en realitet for mange. I hvert fald i øjeblikket, hvor den internationale spænding omkring tegninger først langsomt er ved at lægge sig.

Derfor er det vigtigt, at myndighederne udadtil viser, at der bliver holdt øje med trusselsbilledet ? og indadtil sikrer, at der er taget højde for eventualiteterne, og at de forskellige instanser er på forkant med udviklingen.

Men selv om vi skulle løbe ind i et forhøjet risiko-billede, så er den statistiske fare for den enkelte stadig lille. Vi ser hvordan feriegæster til visse destinationer afbestiller, mens andre rask væk beslutter sig til at tage af sted.

Der er ingen grund til at udsætte sig selv for regulær fare, men det er ligeså vigtigt, at man ikke lader sig kue af frygt og utryghed i hverdagen. For så har terroren jo vundet. Og den er så ond og kynisk, at den ikke har fortjent den mindste form for medgang.

På transport-området har det længe været stillet krav og terror-sikring af både gods og transportmidler, når det gælder luft- og søtransport. Det blev sat i værk med stor alvor efter 11. september. Skibe skal melde deres ankomst, havne skal indhegnes, fly skal kontrolleres og nu er der også tale om ekstra sikkerhedsstramninger for landtransporten.

Vi har masser af gange oplevet, at der er blevet sat store undersøgelser i gang, når der er indtruffet en ulykke. Hvorfor fik dette eller hint lov til at passere, hvorfor blev der ikke grebet ind, før branden brød ud, hvorfor havde man ikke passet bedre på og lavet regler. Den slags efterrationaliseringer er nødvendige, for ingen ulykke, der kunne være undgået, bør ramme os. Vi skal lære af fejlene og det har ofte været dyre lærepenge rent menneskeligt.

Men den anden side af problemet er, hvor grænsen går. Vi ?spilder? i forvejen masser af tid og kræfter på at holde vagt i situationer, der senere viste sig ikke at rumme nogen form for problemer. Det koster svimlende summer at opretholde alle former for beredskab og beskyttelse mod situationen, som ? heldigvis ? aldrig indtræffer.

Det er kræfter, som kunne have været brugt meget bedre, på andre områder, men som vi ikke ville have undværet, hvis det nu skulle gå galt.

Men lige som vi ikke til daglig skal gå rundt og dukke nakken i bekymring over, hvad der i værste fald kunne ske, skal vi heller ikke indrette hele erhvervslivet på større fare, end der reelt er. Vi kan ti-doble beskyttelsen uden at kunne gardere os 100 procent mod den målrettede ondskab.

Folk der arbejder med risici ved, at der er en fare ved at leve. Vi ved det, når vi bevæger os ud i trafikken. Vi ved, at der er risiko for at få en tagsten i hovedet blot ved at gå på gaden. Forsikringsselskaber lever lykkeligt med bevidstheden om, at der indtræffer et vist antal skader og ulykker. Statistikken er yderst veludviklet og er et redskab til daglig brug.

På samme måde må i erhvervslivet og transporterhvervet acceptere, at også terrortruslen skal spille en rolle. Truslen skal behandles seriøst og professionelt. Men heri ligger, at den heller ikke skal overvurderes. På samme måde, som transporterhvervet i Danmark har nået store resultater gennem effektivitet og produktudvikling, skal truslen om terror håndteres effektivt. Man skal ikke fra hverken nationale eller internationale myndigheder overreagere og kræve hovsa-løsninger blot for at vise, at man gør noget.

Erhvervene må derfor må på råd, før man skrider til indførelse af nye terror-krav.

-----