Tjek spejlene
Fornyligt meddelte politiet, at man forbindelse med tungvognskontrollerne nu vil lægge spejlduge ud for på den måde at kontrollere, om cyklist-spejlene virker efter hensigten.
Når spejldugene bliver lagt ud, viser de det område, hvor chaufføren skal kunne se en cyklist i sit spejl.
- DTL skal endnu en gang opfordre medlemsvirksomhederne og virksomhedernes chauffører at til sikre, at spejlene altid er korrekt indstillede. Vi henviser i den forbindelse til den plakat, som alle virksomheder modtog sidste sommer, udarbejdet af Rådet for Større Færdselssikkerhed, lyder det fra DTL, som også har udsendt et spejlkort med de relevante oplysninger om det område, som skal kunne ses af chaufføren.
Opdatering af anlægI øvrigt kom det forleden frem, at Vejdirektoratet har undladt at opdatere de spejlindstillingsanlæg på rastepladser langs motorvejene, der skulle hjælpe lastvognschauffører til at indstille spejlene korrekt.
Da det nye blindzonespejl blev lovpligtigt i oktober 2004, undlod Vejdirektoratet at tilpasse de ni spejlindstillingsanlæg, der findes på rastepladser langs det danske motorvejsnet. De er ikke blevet opdateret efter de nye regler og er dermed ubrugelige til indstilling af spejlene på lastvogne med cyklistspejl.
Vejdirektoratet har nu lovet at rette op på problemet med tidssvarende spejlindstillingsanlæg.
-----