Finder sig ikke i halve beskeder fra EU
Den megen forvirring om tidspunktet for indførelse af den digitale fartskriver, tachografen, har fået DTL til at tage det usædvanlige skridt at gå til EU's ombudsmand med en klage over Kommissionen
Meldingerne om, at nu blev fristen for indførelse af tachografen den 1. januar 2006 ikke ændret, fik mange vognmænd til at bestille lastbiler med digital tachograf. Alligevel blev fristen atter udskudt, og det er så uklar en håndtering at DTL har klaget til EUs ombudsmand over EU-Kommissionens og Ministerrådets arbejde med at indføre den digitale fartskriver, som ikke har været forvaltet ordentligt.
- Virksomhedernes retssikkerhed og krav om klarhed i reglerne tilsidesat til fordel for andre hensyn som for eksempel politiske kompromisser, lyder det bl.a. i klagen fra DTL
- Kommissionen har som initiativtager på lovgivningsområdet i Fællesskabet fra starten håndteret timingen af fremsættelsen af de forskellige forslag - køre- og hviletid, tachograf og kontrol - planløst og uden hensyn til de konsekvenser, prioriteringen af initiativerne ville få for transporterhvervet i Fællesskabet. Kommissionen har under processen enten været passivt afventende eller har reageret for sent trods advarsler fra industrien. Kommissionen har ikke levet op til sin rolle som vogter af lovgivningen for de relevante virksomheder med risiko for ligeledes at svigte sit ansvar for at sikre den frie bevægelighed.
Regerings indsats
Erik Østergaard betegner EUs handlemåde i sagen som gennemgående kritisabel:
- Harmonisering i EU kan og skal ikke etableres på basis af halve beskeder, mangelfulde oversættelser og tilfældige fortolkninger af samtaler mellem embedsmænd eller udtalelser på pressemøder. Erhvervsvirksomheder, der forsøger at indrette sig efter EU-lovgivningen - eksisterende eller forventet - kan ikke med rimelighed behandles på denne måde, lyder DTLs klage, som heller ikke freder den danske regerings indsats i denne sag
-----