Videre i familien
Vognmand Freddy Frederiksen fortrækker stadig at side bag rattet, lige som onklen Arne Frederiksen, som han overtog virksomheden fra i 2004
Når man skal finde virksomheden Vognmand Arne Frederiksen ApS, Karlslunde, skal man et pænt stykke vest på til Gadstrup, sydøst for Roskilde. Her bor vognmand Freddy Frederiksen, der overtog onklens virksomhed i 2004. Når han har bevaret onklens navn og tilknytningen til Karlslunde, så skyldes det naturligvis, at virksomheden i lighed med de fleste andre entreprenørvognmænd er tæt forbundet med lokalområdet.
- Det er, der ingen grund til at lave om på, siger Freddy Frederiksen.
Trans Inform møder ham hjemme på kontoret efter fyraften på en af de dage, hvor det danske vintervejr viser tænder med både sne, regn og trafikkaos.
Ulvetimen er nær og med en børneflok på seks - to drenge og fire piger - høres det en gang i mellem.
Der hersker forbilledlig orden på kontoret, selv om der også her er plads til børnene.
Men Freddy Frederiksen, 34, tilbringer det meste af sin arbejdsdag bag rattet i en af virksomhedens tre kran-lastvogne.
- Jeg vil hellere ud og køre selv end sidde på kontor hele dagen. Det passer nok bedre til mit gemyt, siger Freddy Frederiksen.
Dermed har han valgt at være vognmand på samme facon som onklen Arne Frederiksen, der valgte at stoppe karrieren efter en blodprop for tre år siden.
- Arne syntes ikke det var sjovt længere, fordi han skulle sidde hjemme på kontoret og styre tingene. Jeg havde kørt for Arne i syv år og kom automatisk til at deltage i driften, da Arne blev syg. Så vi blev enige om, at jeg skulle overtage forretningen.
Chauffør ved et tilfældeFreddy Frederiksen, der voksede op på faderens landbrug på Lolland, valgte oprindeligt at følge i faderens fodspor. Efter han havde afsluttet uddannelsen som landmand tog han til USA med det grønne bevis i bagagen. Her afprøvede han sine færdigheder på forskellige farme, inden han vendte hjem til Danmark. Her stod onklen Arne Frederiksen og manglede en chauffør.
- Jeg tog mod tilbuddet og så blev jeg hængende, siger Freddy Frederiksen med det lune glimt i øjnene, der følger efter de fleste sætninger fra den unge vognmands mund.
Han lægger ikke skjul på, at skiftet til vognmandsrollen var en større omvæltning end forventet.
- Jeg havde i forvejen meget kontakt til kunderne som chauffør, og jeg havde hjulpet Arne med driften, da han blev syg. Men det første års tid var noget af en mundfuld. Men Arne hjælper stadig til og er en kæmpe hjælp. Han skal nok fortælle, hvis jeg har kvajet mig, ler Freddy Frederiksen.
Han mener, at årsagen til at samarbejdet mellem de to generationer fungerer så godt, som det gør, er at han har overtaget virksomheden helt, og at ansvaret i sidste ende er hans eget.
- Det gør det lettere at tage imod berettiget kritik, siger Freddy Frederiksen.
Da han overtog forretningen var der fire kran lastvogne i vognparken, der i dag er skåret ned til tre.
- Der var ikke omsætning nok til den fjerde bil. Samlet set så økonomien mere fornuftig ud med tre biler. Valget stod faktisk mellem at udvide til 5-6 biler eller skære ned. Den første løsning ville betyde, at jeg skulle bruge hele min tid på kontoret. Jeg har ikke noget mål om at blive stor, det handler mere om, at jeg skal kunne li' det jeg laver, så valget var ikke så svært, siger Freddy Frederiksen.
Partikelfilter eller Euro4En af virksomhedens tre Scania'er skiftes ud med en ny Volvo i april.
- Skiftet til Volvo skal man ikke lægge for meget i. Jeg er hverken til det ene eller andet lastvognsmærke. Det handler om at gøre den bedste handel.
Den nye Volvo er udrustet med en Euro3 motor, selv om Københavns Kommunes miljøzone lurer i horisonten.
- Volvo ville gerne sælge mig en Euro4 motor. Men faktum er, at vi ved ikke hvordan reglerne bliver. Jeg har ingen sikkerhed for, at Euro4-motorerne bliver undtaget for kravet om partikelfilter. Det er en dyrere motor og brændstoføkonomien er dårligere. Derfor har jeg valgt en Euro3-motor, og så må jeg eftermontere et partikelfilter, hvis det bliver et krav, siger Freddy Frederiksen.
Beslutningen betyder langtfra, at den unge vognmand er blind for, at miljø har en stigende betydning - både hos offentlige myndigheder og hos offentlige og private kunder.
- Det er naturligvis i orden. Men det ville være rart, hvis man var lidt mere opmærksom på de byrder, man pålægger erhvervet, når man laver nye regler. Der er nogle offentlige institutioner, som fungerer meget tungt. Jeg bruger eksempelvis utroligt mange timer på at lave affaldsregnskaber. Samtidig er det tydeligt - eksempelvis når det gælder partikelforureningen - at politikerne hellere vil vælte byrderne over på en lille gruppe som vognmændene, selv om lastvognen kun står for en mindre andel af partikelforureningen.
Det er tydeligt gennem hele interviewet, at den unge vognmand trives med sit erhverv. Men da Trans Inform spørger, hvad der har været den største overraskelse lægges ansigtet efter en tænkepause i uvante alvorlige folder.
- Jeg er nok blevet lidt skuffet, når det gælder om at kunne stole på, at en aftale er en aftale. Det kræver nok, at man skal være lidt mere hård, end jeg er af natur, siger Freddy Frederiksen.
Vognmand som hobby
Familien var bosat i Nykøbing Falster, da han arbejde som chauffør. Men da arbejdstiden blev udvidet med vognmandsjobbet, valgte familien at flytte til Gadstrup, hvor Freddy Frederiksen har en oplagsplads med tilhørende garageanlæg.
- Der gik simpelthen for meget tid med at pendle frem og tilbage.
Børneflokken spænder aldersmæssigt fra tvillingerne på 15 måneder til den ældste, der er 12 år
Det store rummelige kontor i hjemmet er udrustet med en romaskine.
- Den har min kone foræret mig, men det bliver ikke til så meget. Hun hævder, at min hobby er at være vognmand, og det er ikke helt forkert, indrømmer Freddy Frederiksen.
Ud over timerne bag rattet og på kontoret, bruger han megen tid på at vedligeholde materiellet. Vognmandsjobbet sluger langt mere end 37 timer.
- Det gælder vel for de fleste selvstændigt erhvervsdrivende. Og jeg er vant til at arbejde meget fra min tid i landbruget. Den fritid jeg har, bruger jeg sammen med familie og venner. Det er jo ingen hemmelighed i branchen, at det er en lidt stille årstid lige nu, og det betyder også, at jeg kan tillade mig at holde lidt mere fri, slutter Freddy Frederiksen.
-----