23948sdkhjf

Sådan skal en fragtvogn køre

Der er store plusser i den opgraderede Actros II - Det skyldes ikke mindst det mellemlange førerhus og en serie af forbedringer

Der er store plusser i den opgraderede Actros II - Det skyldes ikke mindst det mellemlange førerhus og en serie af forbedringer



De fleste forbinder gerne en Mercedes Actros med en trækker eller måske en treakslet forvogn til langturskørsel. Men der findes også to-akslede versioner, som anvendes til fragt og distributionskørsel.

Trans Inform har fulgt chauffør Thomas Gram fra vognmandsfirmaet Erik's Fragt, der har kørt i Mercedes Actros 1832 fra efteråret 2005.

Thomas Gram kører hver eneste dag fragt ud fra Århus Fragtcentral til Skanderborg og rundt i oplandet omkring byen. Når der er behov for det, medtager han også en to-akslet 16 ton påhængsvogn, som selvfølgelig kræver lidt ekstra motor-power, når hele vogntoget er fyldt op.

Thomas fortæller, at han er meget glad for den nye Actros. Han kom direkte fra en Mercedes SK 1824, så det var et kraftigt spring frem i tiden. Det han er mest glad for i Actros'en er det mellemlange førerhus, som er lidt længere, end det han var vant til. Den ekstra længde i dagkabinen giver et betydeligt bedre førermiljø.

Chassiset er fuldt luftaffjedret med Telligent luftaffjedring, der giver mulighed for at regulere 17 cm op og 6 cm ned i forhold til normal kørestilling.

Det er en specificering som chauffør Thomas Gram også er godt tilfreds med, fordi det forbedrer mulighederne for at indstille vognen i den rette højde og opnå den bedste hældning ved læsning og aflæsning.

Totalvægten er 17,5 ton ved national kørsel fordelt med maks. 10 ton på drivakslen og 7,5 ton på forakslen. Motoren er af typen OM 501 LA, der er en V6 version på 12,0 liter slagvolumen, som yder 320 hk/ 1650 Nm. Brændstofindsprøjtningssystemet er med EDC og motoren er EURO3 klassificeret.

Gearkassen er en Mercedes-Benz G210 af EPS telligent, der har halvautomatisk gearskifte. Det vil sige, at chaufføren skal påvirke gearvælgeren og selv betjene koblingen ved hver eneste gearskifte. Det er selvfølgelig en forbedring i forhold til en hel manuel betjent gearkasse. Men til netop denne form for kørsel med mange læsseoperationer og kørsel i bytrafik, ville det nok have været en god investering at have fået vognen leveret med den automatiserede version.


Bonus på brændstof

Gearkassen med automatiseret gearskifte har en robot, der udfører såvel skiftearbejdet som koblingsbetjeningen. Det giver ofte bonus på brændstofkontoen.

Samtidig giver det mere komfort for chaufføren og ikke mindst større trafiksikkerhed, fordi chaufføren kan koncentrere sig mere om kørslen og den øvrige trafik.

Det skal lige nævnes, at EPS Telligent gearkassen har den fordel, at gearvælgeren er placeret i et ekstra armlæn på højre side af førerstolen.

Det betyder, at der ikke er nogen stor og pladskrævende gearstangskonsol. Det er en god løsning.

Bagakslen er af typen med enkeltreduktion, som er den mest brændstoføkonomiske, og som da også bør være tilstrækkelig til denne type kørsel.

Actros'en er både udstyret med hill-stop (også kaldet rullespær, som modvirker, at vognen ruller tilbage ved igangsætning på stigninger) og ASR (Anti Spin Regulering - der modvirker spindende hjul og dermed forbedrer fremkommeligheden i glat føre).

Chauffør Thomas Gram er meget glad for netop hill-stoppet, fordi der er noget bakket i Skanderborg og omegn, hvor han har sin primære kørsel. Dette indebærer også, at der er mange igangsætninger op ad bakke.

Rullende kontor

Førerhusets udstyr omfatter det man kan forvente af en vogn af denne type. En stor del af førerhuset benyttes som et rullende kontor, hvor der ligger fragtbreve og lignende dokumenter i forskellige bunker.

Det er ganske enkelt nødvendigt for, at der kan holdes orden på alle forsendelserne og logistikken kan afvikles så effektivt som muligt.

Såvel førerstol som passagersædet er af god kvalitet, der giver mange gode valgmuligheder for forskellige indstillinger, så de kan tilpasses næsten alle personer.

Det var jo også noget, som Mercedes havde gjort meget ud af, da man introducerede Actros II generationen, som denne Actros tilhører.

Sammen med det multijusterbare rat er de gode sæder med til at give en perfekt kørestilling for chaufføren.

Instrumenteringen er også i top. Alt hvad man har behov for at kunne se og have tjek på, er lige i synsfeltet foran chaufføren. Takket være kørecomputeren er det også muligt, at følge det momentane brændstofforbrug. Sådan skal det bare være. Chaufføren er den første der skal have mulighed for at følge brændstofforbruget, så han eller hun har mulighed for at ændre adfærd hen mod et lavere forbrug.

Hvad med lidt farve

Generelt er førerhuset farvemæssigt lidt kedeligt efter min mening. Indtræk med lidt farver ville måske gøre underværker, uden at man af den grund behøver at fylde førerhuset med plys eller nappa. Men den grå farve på bagvæggen er ikke med til at lyse op i hverdagen.

Der er også en enkelt anden ting, som chauffør Thomas Gram ikke er tilfreds med på Actros'en - ganske vist i småtingsafdelingen, men alligevel: Nemlig det forhold at spejlvarmen afbrydes hver gang tændingen har været slået fra. Det betyder, at Thomas Gram skal tænde spejlvarmen efter hver læsseoperation, fordi han altid standser motoren hver eneste gang, han holder stille for at læsse eller læsse af.

- Hvorfor følger det ikke bare tændingen spørger han?

Et dagligt irritationsmoment, når det regner og sner.


Perfekt ladopbygning

Opbygningen består af et gardinlad fra Brdr. Plagborg ApS i Lindved, der er specificeret efter ønske fra Erik's Fragt.

Fragtfirmaet har nemlig valgt at afløse den berømte fragtmandslem i bagenden med en stor sidedør.

Om årsagen hertil siger fragtchauffør Thomas Gram: - Hvis jeg eksempelvis har påhængsvognen tilkoblet, kan jeg åbne sidedøren og få godset taget direkte ud med truck, så jeg ikke behøver at koble påhængsvognen fra.

- Det kræver selvfølgelig at man har en truck på læssestedet. Men det er en løsning som jeg er meget glad for, siger han.

Generelt er man hos Erik's Fragt glad for og tilfreds med ladet fra Brdr. Plagborg.

Det er et godt produkt med et højt finishniveau, hvor indlæsningshøjden er holdt nede, så vognen har et stort rumindhold og mindst lige så vigtigt - en tilpas lav indlæsningshøjde, lyder vurderingen.

Til siderne er der løse alubrædder, som kan sættes i efter behov.

Thomas Gram fortæller, at man denne gang har valgt at få ladet leveret med et presenning-tag. Tidligere var det almindeligt med et glasfibertag.

Men når der er gået nogle år, sker det ofte at glasfibertagene bliver utætte ved pop-nitterne. Og så er ladet lige pludselig ikke tæt mere.

Derfor er det mere enkelt at udskifte en presenning efter nogle år og så være sikker på, at taget altid er tæt.

I bagenden er der monteret en 2000 kg Z-lift, der har en større plade end normalt. Til liften er der en trådløs fjernbetjening, som er et rigtig godt udstyr, der sparer chaufføren for mange skridt og dermed også kostbar tid i dagligdagen.

Startede med to cykler

Erik's Fragt blev startet af Erik Lunds far tilbage i 1948 - med to cykler. Den foretagsomme fragtmand havde en cykel i Skanderborg, som han cyklede rundt til kunderne på. Når tasken så var fyldt cyklede han til Skanderborg banegård, hvor han tog toget til Århus.

På Århus Banegård stod den anden cykel, som han så cyklede rundt på i Århus by.

I 1953 anskaffede han sig dog den første lastvogn, en brugt Fordson, der tidligere havde været benyttet til bagertransporter.

I dag drives virksomheden af Bente og Erik Lund samt de to sønner Torben og Martin. Bente Lund klarer alt det administrative fra hjemmet i Fruering, hvor firmaet for kort tid siden har opført en ny værksteds- og servicebygning.

Erik's Fragt har i dag 11 trækkende enheder, fire påhængsvogne samt fire trailere.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078