Det hænder, at en fragtfører stilles overfor krav om fuld erstatningspligt ved bortkomst af gods under en interenational landevejstransport.

En fragtfører kan mødes med krav om fuld erstatningspligt, såfremt han har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed i henhold til CMR-loven eller værdien af varerne ikke overstiger ansvarsbegrænsningen på 8,33 SDR pr. kg. Det følger nemlig af CMR-lovens § 37, at der kan kræves fuld erstatning fra fragtføreren, såfremt skaden er forvoldt ved grov uagtsomhed.

For at der foreligger grov uagtsomhed i CMR-lovens forstand, skal fragtføreren have anset det for en sandsynlig følge af sin handling, at skaden ville indtræde. Domstolene har igennem en række domme fastlagt grænserne for, hvornår der er handlet groft uagtsomt i CMR-lovens forstand. For eksempel er der statueret grov uagtsomhed i et tilfælde, hvor fragtførerne overlod godset til nogle falske russiske toldere og godset bortkom (de falske toldere var reelt en tyveribande).

Endvidere findes der talrige eksempler på, at der ikke kan ansvarsbegrænses i tilfælde hvor der er sket tyveri af gods på ubevogtede rastepladser/tankstationer i Italien. Tyveri af højrisikovarer fra en parkeret presseningtrailer, der har holdt uovervåget, er også et efterhånden klassisk eksempel på grov uagtsomhed i CMR-lovens forstand - også når det sker herhjemme i Danmark. Højrisikovarer omfatter bl.a. tøj, hi-fi- og computerudstyr, tobak og spiritus.

Fragtføreren løber en overordentlig stor risiko ved at henstille en forsendelse af f.eks. tøj lastet på presseningtrailer uovervåget i et dansk industrikvarter. Risikoen er stor og dobbelt, idet værdien af varerne ofte overstiger ansvarsbegrænsningen på 8,33 SDR pr. kg. (ca. 75-80 kr.), og det må betragtes som groft uagtsomt i CMR-lovens forstand, at parkere uovervåget, samt idet fragtførerforsikringen sandsynligvis undtager dækning for skader som skyldes forsikringstagerens (fragtførerens) grove uagtsomhed. Om end der ikke er tale om samme uagtsomhedsbegreb i CMR-lovens forstand som i forsikringsaftalens forstand, er der risiko for at der ikke dækkes.

Det kan sågar være, at man er tvunget ud i at skulle sagsøge forsikringsselskabet for at opnå dækning. Det ses endda, at det direkte i forsikringsvilkårene fremgår, at uagtsomhed skal bedømmes på samme måde som i CMR-lovens forstand - og dermed bliver det berettiget for et forsikringsselskab at afvise dækning, hvis der er handlet groft uagtsomt i transportmæssig henseende, og den groft uagtsomme handling er begået af en person som i forsikringsretlig forstand kan identificeres med den sikrede.

Det er værd at være opmærksom på, at identifikationsreglerne i forsikringsmæssig henseende ikke nødvendigvis er samme identifikationsregel som følger af den relevante transportlov.

I CMR-loven sker der fuld identifikation mellem en kontraherende fragtfører og hans underfragtfører og øvrige medhjælpere (jf. § 4), således at også groft uagtsomme handlinger fra disses side betragtes som groft uagtsomme handlinger i forholdet mellem den skadelidte og den kontraherende fragtfører. Derfor risikerer den kontraherende fragtfører at blive pålagt fuld erstatningspligt, selv skaden skyldes en handling fra en selvstændig underfragtfører. Fragtføreransvarsforsikringerne betinger ofte, at en forsikringstager sikrer sig, at hans underfragtfører har tegnet gyldig fragtføreransvarsforsikring.

Ud fra ordlyden af sådan betingelse skal forsikringstageren (den kontraherende fragtfører) derfor sikre sig bekræftelse fra underfragtførerens forsikring på, at forsikringen består og den er gyldig. I praksis indhenter kontraherende fragtfører ofte blot en kopi af underfragtførerens forsikringspolice. Den kontraherende fragtfører (og dennes forsikringsselskab) må så håbe på, at underfragtførerens forsikringsselskab vil dække, selvom der måtte være handlet groft uagtsomt!

Men kan den sikrede ikke bevise at have gjort undersøgelser til at sikre, at underfragtføreren har en fragtførerforsikring, og det viser i sig at han faktisk ikke havde en sådan, er der risiko for, at forsikringsselskabet afviser dækningen.

Højesteret fik i november 2003 lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt der var handlet groft uagtsomt i en konkret sag. Transporten var omfattet af CMR-loven. Der blev fra vareinteressens side krævet fuld erstatning for bortkomst af en del af en sending tøj i den højere prisklasse. Bortkomsten var sket fra en presseningtrailer, som over en weekend var parkeret i Danmark som følge af kørselsforbud i Tyskland om søndagen.

Der var derfor gode trafikale årsager til, at handlingen blev foretaget (altså henstillen af traileren), og det kunne derfor diskuteres om ikke der forelå fuldstændig ansvarsfrihed i henhold til CMR-lovens § 24.

Dette synspunkt blev dog ikke prøvet af retten - formentlig fordi, den udførende fragtføreres forsikringsselskab havde accepteret og betalt den begrænsede erstatning på 8,33 SDR pr. kg. bortkommet gods - det vil derfor savne mening at påberåbe sig en ansvarsfrihedsgrund for den del af erstatningsbeløbet som lå udover det betalte begrænsningsbeløb.

Retssagen drejede sig nemlig alene om betaling af differencen mellem varernes fulde værdi og det betalte begrænsningsbeløb, og blev fra vareinteressens side begrundet i påstået grov uagtsomhed hos den udførende fragtfører.

Den kontraherende fragtfører bestred, at der var tale om grov uagtsomhed og påstod frifindelse. Den kontraherende fragtfører nedlagde i regressagen overfor den udførende fragtfører påstand om, at den udførende skulle friholde den kontraherende fragtfører for ethvert ansvar som måtte blive pålagt overfor vareinteressen. Den udførende fragtfører bestred ligeledes, at der forelå grov uagtsomhed, og påstod derfor frifindelse. Dette skulle også vise sig at blive dommens resultat. Der var nemlig ikke tale om skødesløs parkering et uovervåget sted, idet der skete parkering på den kontraherende transportør område.

Endvidere havde den udførende fragtfører ikke kendskab til, at der var tale om transport af varer, der ikke kunne betragtes som almindeligt stykgods - en viden som den kontraherende fragtfører i henhold til forklaringerne i retten må formodes at være i besiddelse af. Området var videre overvåget ved natlig vagttjeneste, der tilså området 3 gange i løbet af natten. Retten (Sø- og Handelsretten Højesteret) kom i deres domme i sagen begge frem til, at der ikke forelå grov uagtsomhed.

Der er altså i dommen lagt vægt på flere forhold som begrundelse for, at der ikke foreligger grov uagtsomhed. For det første, at underfragtføreren ikke var bekendt med, at der var tale om høj-risikovarer (hvilket efter en anden Højesteretsdom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen i år 2002 side 2 begrundede, at der ikke forelå grov uagtsomhed i forhold til den udførerende fragtfører), og for det andet, at der var vagt-tilsyn tre gange om natten (hvilket må formodes at være det forhold som bærer frifindelsen af den kontraherende fragtfører).

Retterne har dog ikke skelnet mellem begrundelserne i forhold til frifindelse af den kontraherende fragtfører og den udførende fragtfører - det var der heller ikke behov for al den stund, at der i forholdet mellem vare-interessen og den kontraherende fragtfører var tale om en frifindelse.

Ovennævnte viser, at det er relevant at sikre sig, at der i de forskellige transport-led videregives samme viden omkring varerne for at være sikker på, at ansvaret kan videreføres til den udførende fragtfører i samme omfang som den kontraherende fragtfører måtte blive pålagt ansvar overfor vareinteressen. Henset til de forskelle i forsikringsretlig og transportretlig vurdering af uagtsomheds-begreberne og identifikationsreglerne kan vi kun opfordre til, at forsikringskunder indhenter en juridisk vurdering af de tegnede forsikringer (herunder forsikringerne tegnet af underfragtfører) med hensyn til afklaring af risikoen for lige pludselig at stå uden forsikringsdækning.

Når man nu er i gang bør man tillige sikre sig, at der er et ordentligt samspil mellem forældelses- og reklamationsfristerne i forsikringsaftalerne og i transportretten.

-----