Alt åndede fred og ro i vindueskarmen denne morgen. Fluen havde været gennem nogle hektiske dage, og nu var det rart at slappe lidt af. Vognmandens kontor havde mildest talt ikke været det rareste sted at opholde sig på det sidste. Der havde været møder også om natten, og stemningen havde været anstrengt.

Men fluen var ikke den, der stak at blot fordi, der var problemer. Den havde haft sin faste plads i vognmandskontorets vindueskarm og på chefskrivebordet gennem tykt og tyndt, og det skulle der ikke ændres på - medmindre der var bedre krummer andre steder naturligvis.

I begyndelsen var fluen ikke klar over, at der var noget galt. Det var ikke usædvanligt med mødeaktivitet hos vognmanden, og travlhed var reglen snarere end undtagelsen. Men den kunne godt se på ansigterne hos de forskellige, at det ikke var noget særlig positivt, de var i gang med.

Fluen kunne efterhånden forstå, at man helt uventet havde mistet nogle vigtige ordrer. Og det var ikke blot i fluens firma, at den var gal. Flere af virksomhederne inden for det netværk, som vognmanden havde været en at hovedkræfterne i at få op og stå, var også blevet ramt af annullerede ordrer.

Og møderne på vognmandskontoret handlede tilsyneladende om, hvad man skulle stille op for at få hentet ordrerne hjem igen. Fluen kunne forstå, at der mange ideer men ingen geniale løsninger.

Det seneste møde havde ført til direkte skænderi, og selv om deltagerne var blevet venner igen, var atmosfæren ikke den bedste.

Det havde åbenbart ikke ændret sig ret meget, da vognmanden nu kom ind ad døren til sit kontor. Fluen kendte hans kropssprog godt nok til at se, at humøret ikke var det bedste. Han nærmest hamrede i tasterne for at få sin computer i gang, så det var vist ikke nu, at den skulle flyve hen og se nærmere på den krumme, som helt tydeligt sad i hans mundvig. Han var vist kommet ud af døren hjemmefra i en fart og havde nok spist det sidste af morgenmaden i bilen på vej til firmaet.

Fluen bemærkede, at han uden grund redte sit stadig tyndere hår flere gange i træk. Et sikkert tegn på, at han følte sig presset.

Det hjalp lidt, da bogholderen kom ind. Det gjorde det altid, han var en solid sparringspartner for chefen.

- Om lidt kommer Steen og Poul fra Kilometer-Kompagniet, og jeg har lovet, at være klar med en plan for fordeling af den kørsel, der er tilbage i vores fælles ordre-pulje, sagde chefen.

Bogholderen vidste godt, at det var dem, der havde været mest besværlige at have med at gøre i samarbejdet. De ville gerne have fordelene ved de fælles løsninger, men var mildest talt noget træge, når de selv skulle levere en ekstra indsats til netværket.

Så da de to gæster var kommet og havde sat sig ved mødebordet, var vognmanden begyndt lidt forsigtigt. Og fluen så til sin glæde, at der var morgenbrød på bordet. Det var godt, for vognmanden havde for længst fået fjernet den enlige krumme ved munden.

- Jeg havde tænkt mig, at vi skulle fordele tilbagegangen i forhold til, hvad vi hver for sig bragte ind i netværket. Det var jo det vi aftalte ved start, begyndte vognmanden.

Det faldt ikke i god jord hos gæsterne: Poul rystede på hovedet.

- Vi gik jo netop ind i netværket for at få de ekstra opgaver, som du selv stillede i udsigt. Vi har indrettet vores forretning efter det og også de sidste investeringer. Vi ville blive ramt urimeligt hårdt med den fordelingsnøgle.

Fluen kunne se, at det nok var det svar, vognmanden havde forventet, så han fortsatte:

- Vi kunne selvfølgelig lægge noget af vores kørsel nordpå over til jer.

Poul nikkede. Ja, det kunne være et plaster på såret, men så vidt jeg ved, er det jo dér du har svært ved at skaffe chauffører, så det bliver nok ikke noget større offer for dig.

Det var til gengæld ikke det svar han havde ventet, men han beherskede sig.

Hvad han endnu mindre havde ventet var, at Poul og Steen havde en overraskelse med i posen:

- Jah, begyndte Poul, - vi har faktisk fået en henvendelse fra en potentiel kunde, som har opdaget, at vores netværk har ledig kapacitet efter de store ordre-annulleringer. - Og den kunde er bare stor, brød Steen ind.

Vognmanden havde faktisk selv fået en føler fra den pågældende kunde, men intet konkret. Nu spidsede han ører. Nu troede han på det.

Steen forklarede: - Denne kunde har tidligere haft os i tankerne, især efter at netværket er kommet til, og jeg tror også, at de synes, at vi alle sammen er blevet rigtig dårligt behandlet med de tabte ordrer. Men først og fremmest mener de, at vi gør tingene godt.

For første gang længe, så fluen vognmandens ansigt lyse op, og minsandten om ikke der var et smil.

Hans gamle dynamik skinnede igennem da han tog ordet:

- Måske skulle vi vente med at fordele tilbagegangen og se om vi ved fælles anstrengelser ikke kunne få en fremgang at fordele. For hvis vi får den kunde med, kan vi nemlig også indrette os, så det vil være naturligt med et tilbud til Tera-marked - deres opgaver ligger jo så at sige på vejen.

Bogholderen havde dagen før sagt, at kriser aldrig varer evigt. Og fluen kunne fornemme, at det var rigtigt, da vognmanden sagde:

- Jeg tror, at vi er på banen igen, venner. Tag noget af morgenbrødet.

Det bifaldt fluen, her ville være krummer nok til lang tid. Krisen var forbi, og fluen glædede sig over, at den havde holdt fast.

-----