Interesseforsikring
De fleste kender og forstår begrebet kasko eller tingsforsikring, som det forhold at man har betalt sig fra risikoen for hvad der måtte overgå ens jordiske gods ? i modsætning til eksempelvis personforsikring.
Derimod er interesseforsikring et begreb færre stifter bekendtskab med. Forsikringen skal i udgangspunktet dække den afledede interesse (afkastningsinteressen), der for eksempel ses ved driftstab ? eller som det var tilfældet i den følgende sag interessen i at få dækket tabte tilskud (restitutioner). Jeg skal vare mig for at udtale mig om hvad man nu om dage må kalde fetaost ? og hvem der må gøre det hvor og ved hvilke lejligheder. Men denne sag omhandler nu altså denne ostetype, eller i hvert fald gjorde den, for osten kom ulykkelig af dage som destrueret.
Aktuelt har Sø- og Handelsretten netop afgjort en sag vedrørende spørgsmålet, om en interesseforsikring vedrørende fællesskabseksporttilskud dækkede et eksporttilskud, der blev mistet som følge af, at et parti ost blev beskadiget under transporten til køberen, der havde transportrisikoen, og derfor blev destrueret inden indførsel i tredjeland. Sagen er endnu et eksempel på vigtigheden af at få skåret så meget som muligt ud i pap, så forsikringsgiver- og tager, på forkant så vidt muligt har samme forventninger og samme opfattelse af det aftalte.
I den konkrete sag havde en dansk virksomhed (Producenten) der producerer mejeriprodukter med henblik på eksport til hele verden, siden 1998 tegnet 1-årige forsikringer hos den danske afdeling af et tysk forsikringsselskab, der dækkede producentens forsendelser af fødevarer. Forsikringsbetingelserne bestod af forsikringsselskabets almindelig betingelser for pauschal-policer og af nogle særlige aftalte vilkår. Ifølge de almindelige betingelser var Dansk Søforsikring-Konventionen af 2. april 1934 og anerkendt praksis gældende.
Producentens forsikringsmægler udarbejdede i august 1998 en risikovurdering af producenten. Det fremgik af forsikringsmæglerens analyse under "øvrige bemærkninger", at der skulle tilbydes subsidiær forsikring på varer, som ikke blev holdt forsikret af producenten, og at forsikringen endvidere skulle omfatte interesseforsikring for fællesskabs-eksportilskud (restitutionsbeløb), samt dække garantistillelse, hvis der skete en dækningsberettiget skade. Forsikringsmægleren korresponderede i efteråret 2002 med forsikringsselskabt om udformningen af forsikringsbetingelserne.
PolicenAf forsikringspolicen for perioden 1/10 2003 ? 30/9 2004 fremgik bl.a.:
"?
Risiko
Handel med frosne og ferske fødevarer som mejeriprodukter, kød, fisk, margarine, konserves, vin, læskedrikke og lignende produkter.Dækning 1. Vareforsikring af enhver forsendelse, som falder ind under forsikringstagerens import, eksport, indenlandske transporter samt fortransport og returvarer. Risiko under transporten iht. INCO-Terms 2000.
?
5. Subsidiær forsikring af varer, som ikke holdes forsikret af virksomheden.
6. Interesseforsikring, for fællesskabs eksporttilskud, såfremt der sker en dækningsberettiget skade.
"
I forsikringsbetingelserne var dækningen nærmere defineret. Subsidiær forsikring var bl.a. beskrevet således:
"Subsidiær forsikring
Uanset bestemmelsen i policen vedr. forsikringsdækning ifølge INCO-Terms 2000 omfatter policen tillige forsendelser, hvor forsikringstageren i henhold til købs eller salgsfakturaen ikke har forsikringsrådighed.
For sådanne forsendelser gælder følgende særlige vilkår:
Denne forsikring dækker kun det tab (max. vareskadebeløbet), som forsikringstageren i sin egenskab af sælger/køber lider, ved en af forsikringen i øvrigt omfattet skade, fordi der for denne bevisligt ikke kan opnås dækning hos køber/sælger gennem salgs eller købekontraktens opfyldelse eller gennem en af køber/sælger tegnet forsikring.
Såfremt der af køber/sælger er tegnet forsikring, er nærværende forsikring at betragt som subsidiær. ?"
CFR Yemen
Forsikringssummen var anført til "CIF-prisen" med 10% avance og havde varierende maksimale forsikringssummer for forskellige transportformer. Herefter var det tilføjet: "Ovennævnte summer er inklusive restitutionsbeløb". Selvrisikoen var aftalt til 10.000 kr. og producenten havde nedlagt påstand i overensstemmelse hermed.
I oktober 2003 solgte producenten et parti fetaost til to yemenitiske købere. Osten skulle leveres "CFR" Yemen, hvorfor køberne havde transportrisikoen og tegnede forsikringer i Yemen herfor. Købesummen blev betalt. Ved ankomsten til Yemen var osten beskadiget, formentlig som følge af frost. Sundhedsmyndighederne erklærede for uegnet til menneskeføde. Osten blev destrueret, og køberne modtog erstatning under de af dem tegnede forsikring. Parterne var enige om hændelsesforløbet vedrørende beskadigelsen af osten og opgørelsen af erstatningskravet.
Producenten havde forud for levering af osten modtaget fællesskabs-eksporttilskud fra Fødevareministeriet. Da udbetaling af restitution anses for uberettiget, hvis det siden konstateres, at varen var blevet beskadiget, inden den var bragt på markedet i et tredjeland, tilbagebetalte producenten tilskuddet med tillæg af 10% i overensstemmelse med EU's regler og Eksportørvejledningen. Dette beløb var opgjort til 848.573,59 kr. Producenten anmeldte beløbet til forsikringsselskabet, som i brev af 11. marts 2004 afviste at dække eksporttilskuddet med den begrundelse, at det var en betingelse for dækning af restitutionsbeløbet, at der var sket en erstatningsberettiget skade i henhold til den med forsikringsselskabet tegnede police.
Producentens advokat fastholdt i brev af 19. april 2004 kravet og tilkendegav, at hans forståelse af policen var, at det for at udløse interesseforsikringen var tilstrækkeligt, at der forelå en dækningsberettiget skade under en hvilken som helst anden forsikring, f.eks. en af køber tegnet vareforsikring.
Producenten indbragte herefter sagen for Sø- og Handelsretten med påstand om, at forsikringsselskabet tilpligtedes at betale 838.573,59 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 4. oktober 2004. Forsikringsselskabet nedlagde påstand om frifindelse.
Risikoanalyse
Den forsikringsmægler, som producenten brugte, fortalte, at han havde lavet en risikoanalyse forud for forsikringens oprettelse, og at han i den forbindelse havde beskrevet de forskellige særlige risici, som krævede særskilte vilkår i policen.
Den subsidiære forsikring var for det tilfælde, at køberen ikke havde tegnet den forsikring, han var forpligtet til. Klausulen om restitutionsforsikring var gængs for branchen, og interesseforsikringer har ifølge mægleren eksisteret i mange år.
Mægleren forklarede videre, at det ikke blev særskilt drøftet under et møde med forsikringsselskabet, og at fortolkningen af policens pkt. 6 ikke blev særskilt drøftet med selskabet.
Producenten ønskede en dækning for restitutionerne, og repræsentanten for selve forsikringsselskabet nævnte ikke noget om, at restitutionsbeløbet kun var dækket, såfremt skaden skulle dækkes af transportforsikringen.
Producentens forventninger
Producenten gjorde gældende, at forsikringsselskabet skulle erstatte det mistede restitutionsbeløb fratrukket selvrisikoen. Producenten opstillede nogle selvstændige interesser og ønskede dem forsikret. Forsikringsselskabet accepterede, at forsikre interesserne og tilbød en police omfattende bl.a. pkt. 1, 5, og 6. Når den forsikrede interesse skades, skal forsikringen dække, og tab af restitutionsbeløb ? pkt. 6 ? er utvivlsomt en lidt skade. Det kunne ikke kræves, at der skete udbetaling af vareforsikringen ? pkt. 1. Hvis udbetaling af forsikringssummen under vareforsikringen var en betingelse for dækning under interesseforsikringen, burde forsikringsselskabet have præciseret dette.
Producenten var den eneste, der havde forsikringsrådighed over restitutionsbeløbet og måtte forvente, at forsikringsselskabet var bekendt hermed, da forsikringsselskabet tilbød at forsikre interessen. Restitutionsbeløbet var uafhængigt af, hvem der bar transportrisikoen. Forsikringsselskabet fortolkede forsikringsbetingelserne således, at restitutionsbeløbet kun skulle erstattes, hvis producenten havde transportrisikoen i stedet for køberen. Dette skulle ses i forhold til, at forsikringsselskabets risiko for den øvrige del af dækningen mindskedes, når køberen påtog sig transportrisikoen. Forsikringsselskabets fortolkning ville medføre, at der ikke var dækning for 85-90% af restitutionsbeløbene.
Dækning af restitutionsbeløbet var endvidere omfattet af den subsidiære forsikring, pkt. 5, idet det blev gjort gældende, at et mistet restitutionsbeløb var en dækningsberettiget skade, idet producenten ikke havde forsikringsrådigheden i henhold til salgsfakturaen.
Den fælles vilje
Forsikringsselskabet gjorde gældende, at policens pkt. 6 ikke gav forsikringsdækning under de konkrete omstændigheder. Den fælles vilje ved aftaleindgåelse var afgørende, og det blev gjort gældende, at pkt. 6 var ment som en forhøjelse af skadesbeløbet ved en skade omfattet af transportforsikringen.
At dækningen var betinget af, at der skete en dækningsberettiget skade betød, at der skulle være indtruffet en konkret skade, som var omfattet af policen.
Producentens fortolkning i brevet af 19. april 2004 ville medføre uendelige fortolkningsdiskussioner, og producenten havde da også ændret opfattelse under sagen. Ved fortolkningen af pkt. 6 måtte der lægges vægt på, at producenten havde egen forsikringsmægler, og at det var producenten, der formulerede dækningsomfanget i udbudsmaterialet. Producenten fik den dækning, man bad om, og var derfor nærmest til at bære risikoen for evt. tvivl om indholdet. Det var ikke forsikringsselskabets risiko, at evt. viden eller ønsker om dækningsomfang ikke blev videregivet eller formuleret rigtigt. Producenten kunne have anvendt andre formuleringer, ligesom dækningsomfanget kunne være præciseret overfor forsikringsselskabet, men formuleringen af dækningen under pkt. 6 havde været uændret i alle policer. Det var producentens bevisbyrde, at der skulle være aftalt en udvidet dækning. Restitutionsbeløbet kunne næppe være et væsentligt dækningsområde under transportforsikringen, da der kun havde været to tilfælde.
Det ville have krævet særlige vilkår at opnå dækning af restitution i enhver situation og forsikringsselskabet tilbød ikke en selvstændig forsikringsaftale herom. Forsikringsselskabets fortolkning var den mindst vidtgående og burde derfor lægges til grund.
Det blev afvist, at pkt. 5 kunne finde anvendelse. Dækningsomfanget af denne bestemmelse, havde heller ikke været drøftet mellem parterne.
Rettens begrundelse og resultat
Retten henviste til at det ikke af bevisførelsen fremgik, hvilke drøftelser parterne havde haft ved indgåelsen af aftalen i 1998 om forsikring af fællesskabs-eksporttilskud. Dækningen af eksporttilskuddet skulle vurderes på grundlag af risikoanalysen, udbudsmaterialet og policeteksten samt formålet med tegningen af forsikringen.
Producenten var den eneste, der kunne have interesse i og kunne tegne forsikringsdækning af eksporttilskuddet, idet køberen af producentens produkter hverken havde interesse i eller mulighed for at få andel i eksporttilskuddet. Producentens samhandelsforhold medførte, at køberen havde transportrisikoen for langt størstedelen af leverancerne. Retten fandt det godtgjort, at forsikringsselskabet var bekendt med disse forhold. Forsikringsselskabets fortolkning ville medføre, at der alene skulle udbetales erstatning for mistet eksporttilskud, hvis der samtidig skete udbetaling under vareforsikringen, hvilket kun ville omfatte 10-15% af transporterne.
På denne baggrund fandt retten at forsikringsbetingelserne pkt. 6 at måtte fortolkes således, at der skulle ske udbetaling, såfremt der var sket en skade, der ville have været dækningsberettiget under policen med forsikringsselskabet, såfremt producenten havde båret transportrisikoen.
Da det var ubestridt, at den skete skade ville have været dækket, blev producentens påstand taget til følge. Forsikringsselskabet skulle betale sagsomkostninger med 55.000 kr. hvoraf 20.560 kr. var retsafgifter.
