23948sdkhjf

Kurervirksomhed i vækst

Det startede helt tilbage i 1981, hvor vognmand Aage Kjærsgaard grundlagde sin virksomhed LMT med en enkelt Mercedes 508 med presenning-lad.

Siden er virksomheden vokset betydeligt.

Det er dog udelukkende sket ved organisk vækst, hvor sætningerne overhold aftalerne og yd service over for kunderne er nøglebegreber, som har vist sig at give pote ude hos kunderne.

Efterhånden som nye behov for flere og større køretøjet er opstået, har man anskaffet sig nyt materiel. Senest har LMT inden for to uger fået leveret to splinternye Renault Premium lastvogne af den nye generation med motorer fra Volvo-gruppen.

Den ene er en trækker, hvortil der også er anskaffet en ny Schmitz trailer, mens den anden Renault Premium er en to-akslet forvogn, opbygget med et presenning-lad fra Hedensted Ladfabrik.

Skarpt hjørne

Det omtalte start-år for LMT afslører samtidig, at virksomheden er inde i et år med et skarpt hjørne. I sensommeren passerer kurervirksomheden, der efterhånden har udviklet sig til en større blandet vognmandsforretning, de 25 år.

På nuværende tidspunkt råder LMT over fjorten trækkende enheder, hvoraf de syv er lastvogne med en totalvægt over 3500 kg. Den daglige administration af LMT klares af Aage og Jesper Kjærsgaard, der er henholdsvis far og søn.

At det blev en kurervirksomhed, der blev Aage Kjærsgaards levevej er nok ikke nogen tilfældighed. Sammen med sine brødre og far drev han i en del år en fragtrute mellem Østjylland og Københavns-området.

I en periode kørte man også på Vesteuropa med et eksportvogntog, hvor Aage Kjærsgaard også selv var chauffør på vogntoget med lande som Østrig og England som destinationer.

Hurtigt fremme

I dag kører LMT dog stort set udelukkende i Danmark og Tyskland. Driftsmæssigt kører man efter det gamle princip: én mand - én vogn. Men der er dog to afløsere, som sættes ind, når der er behov for at vognene skal køre i to skift.

Aage Kjærsgaard, siger til Danmarks Transport-Tidende, at der bliver flere og flere opgaver, som kan løses uden for den normale arbejdstid, hvorfor det bliver mere aktuelt med flere chauffører til hver vogn.

De fleste af kundernes opgaver består i transport af gods fra et sted til et andet sted, hvor man skal være hurtigt fremme. Mange transportopgaver er ad hoc opgaver, hvor man løser kundens problem, så snart det er opstået.

Aage Kjærsgaard oplyser, at man ikke har oplevet problemer med at få gode chauffører. Mange af virksomhedens chauffører, har høj anciennitet og kender såvel opgaverne som kunderne godt.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062