DTL – Vi ved endnu for lidt
Vi må vente på Havarikommissionens eksperter og deres anbefalinger, siger DTL-direktør Erik Østergaard i denne kommentar i anledning af de to nyeste højresvingsulykker:
- Når et menneske dræbes og anden er hårdt kvæstet efter to højresvingsulykker på én dag, leder trafikpolitikere og alle involverede parter meget naturligt efter den eller de løsninger, der kan gøre en ende på de forfærdelige ulykker.
Mange gode forslag er i spil. Fælles for dem er, at vi desværre ikke ved, om nogen af dem har nogen effekt.
- Vi har stadig forbavsende lidt viden om, hvad årsagerne til disse ulykker er. Til gengæld må vi forvente, at der kommer reel viden på bordet, når Havarikommissionen for Vejtrafikulykker afslutter sit arbejdet til efteråret. Den er i gang med at dybdeanalysere 25 højresvingsulykker fra 2005. Analyserne skal følges op med velbegrundede forslag til, hvad der konkret kan gøres for at reducere denne type uheld.
- Lige nu kan ingen seriøse parter i denne sag gøre andet end at afvente havarikommissionens anbefalinger. DTL må klart afvise enhver teknisk hovsaløsning eller overilede krav om højere straffe af chaufførerne, siger han.
- DTL vil derfor - indtil Havarikommissionens anbefalinger foreligger - fastholde fokus på chaufføradfærden under kørslen og korrekt spejlindstilling. Vi vil fortsætte arbejde med at skabe forståelse hos transportvirksomhederne og transportkøberne for, at det er en ledelsesopgave at tage ansvar for chaufføradfærden, udstikke de nødvendige retningslinjer og sørge for opfølgning på sagen, siger han og fremhæver, at der trods alt er sket et fald i disse ulykker, som dog endnu ikke er med i de officielle statistikker, der følger kalenderåret.
-----