Men betingelserne i et samarbejde er jo som regel, at man må tage det sure med det søde. Og heldigvis har vi stadigvæk en ikke ubetydelig indflydelse på beslutninger inden de tages, hvad enten det er via de mange danske organisationer, der aktivt arbejder i Bruxelles med at støtte danske erhvervssynspunkter, via EU-parlamentarikerne eller i ministerrådet. Vi har en noget kraftigere stemme i koret, end vores størrelse berettiger til.

Derfor er vi heller ikke ofre for den første den bedste fikse ide, som fostres i EU-maskineriet. Vi kan faktisk gøre noget ved at argumentere seriøst.

Men ind imellem sker det, at vi kommer i klemme. Vi må acceptere noget, vi ikke bryder os om. Eller vi må finde os i, at tingene ikke går efter planen. Indførelsen af tachografen i EU er jo et eksempel på, at det hele så langt fra går efter en snor, og at man ikke belønnes for at være på forkant. Danmark havde gjort det hele parat til, at ordningen om digitale fartskrivere kunne starte som planlagt ved årsskiftet. Her var vi længere fremme end de fleste andre, men det ender alligevel med, at de danske myndigheder hovedkulds må komme med endnu en udskydelse.

I et dynamisk samfund er et af hovedkravene, at man hurtigt skal kunne indrette sig på forandringer. Det formår dansk erhvervsliv i høj grad. Men derfor er det ekstra vigtigt, at man har nogle rammer at forholde sig til ? nogle faste størrelser at operere indenfor.

Man skal vide, at hvis jeg gør det, som bliver forlangt af mig, så får jeg fred til at passe min virksomhed og overholde mine aftaler.

Med stramningerne af køre-hviletidsbestemmelserne og med skrappere sanktioner har de europæiske politikere ønsket at sende et signal, som også har vundet genklang herhjemme. Og som betyder radikale ændringer i den måde, der skal tænkes på i landevejstransportens dagligdag. De nye regler er så vidtgående, at det ikke kan undgå at skabe ubehagelige følger for dem, der skal leve under dem til dagligt ? i hvert fald indtil man har vænnet sig til, at det så er de rammer, der gælder.

Man kan leve med meget, hvis man et eller andet sted kan se fornuften i det. Et EU-direktiv kan anskues som en ny erhvervsbetingelse, man må forholde sig til, som - hvis der sker ændringer i konkurrence-forholdene eller der kommer ny teknologi eller forbrugsvanerne - ændrer sig.

Det vigtige er, at reglerne gælder for alle. At vilkårene er de samme i hele EU, og at det ikke kan betale sig at prøve at snyde. At Danmark ikke står som en duks, der overholder alle regler og betingelser, mens konkurrerende nationer lader stå til.

På skibsfartsområdet ser man hellere, at nye EU-krav, som er nødvendige f.eks. omkring terror-bekæmpelse indføres som bindende regler frem for nogle frivillige aftaler, som måske umiddelbart er lettere at have med at gøre i hverdagen. Men rederivirksomhederne vil nødigt bringes ud i en situation, hvor man skal konkurrere på, hvem der har mest terrorsikring, mens dem der snyder på vægten slipper for alt besværet.

Retfærdighed har altid været en vanskelig størrelse at håndtere. Man skal håndhæve reglerne på en måde, så de lovlydige ikke bliver til grin, men samtidig har vi i Danmark en tradition for en vis smidighed i hverdagen. Myndigheder kan være krakilske med blikket stift rettet mod paragrafferne eller de kan inddrage hverdagens praktiske problemer i overvejelserne omkring småovertrædelser og grænsetilfælde. Det er en kunst at gøre det rigtige.

Under alle omstændigheder viser de praktiske problemer med mange EU-tiltag, hvor vigtigt det er at være med i processen fra start ? også selv om den begynder adskillige år, før realiteterne slår ned.

-----