23948sdkhjf

Nu går det stærkt i Østeuropa

Combifragt International Logistics er navnet i dag. Her er samlet en række virksomheder, som hver for sig har været kendt som andre navne, men hvad er det egentlig for en koncern.

Herhjemme hed koncernens forskellige selskaber tidligere f.eks. EHJCombifragt, VJ Brammer og Sterling Freight System.

Men sidste år blev den hurtigt ekspanderende transportkoncern købt op af det finske postvæsen, og selskaberne er siden blev lagt sammen til færre enheder.

Nu består Combifragt International Logistics af fem divisioner, nemlig Continent, Eastern, Scandinavia, AIR/SEA og endelig Project.

Drejeskiven i Kolding

Importen fra Central og Øst Europa har altid været disponeret fra Kolding-afdelingen. - For et år siden blev også eksportsiden flyttet fra Hvidovre til Kolding, fortæller chef for Eastern Europe i Kolding, Ole Brammer.

- I dag er det udelukkende trafikker til og fra Polen og Baltikum, der også disponeres fra Hvidovre. Hos Combifragt i Kolding laver vi transporter ud til Polen, Baltikum, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Dertil kommer trafikker til Slovenien, Kroatien, Rumænien, Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet.

- 80 procent af disse transporter bliver udført med eget materiel, mens resten udføres med indlejede vognmænd eller kolleger. I Polen har vi Pekaes som samarbejdspartner. Pekaes var i forvejen kendt af alle de medarbejder, der tidligere var ansat hos DanTransport.

- Der kom nemlig en del medarbejdere fra DanTransport til Combifragt, da DanTransport blev opkøbt af DFDS Transport. Tilsvarende arbejder man i Tjekkiet med transportkoncernen TCI, og i Ungarn hedder agenten Lagermax.

Ungarsk eksplosion

På ét geografisk område har EU-udvidelsen virkelig haft sin virkning: Trafikkerne til og fra Ungarn er vokset helt kolossalt.

- Det kom midt på året sidste år, da Combifragt fik et par nye kunder med en del transportopgaver på netop Ungarn. Transportmængden er ganske enkelt eksploderet. Vi kører nu med op mod 30 til 40 lastvognstog om ugen hver vej, siger Ole Brammer.

- Vi kører direkte med 15 vogne som kører rundtur Resten af godset køres oneway - i reglen med faste vognmænd, som vi samarbejder med på området.

- Tilsvarende kører vi med 10 helt faste rundtursvogne på Polen. Markedet kunne måske godt bære flere faste vogne, men det vil i sidste ende muligvis kunne betyde mere tomkørsel, for at få det hele til at gå op, siger Ole Brammer til Danmarks Transport-Tidende, og tilføjer:

- Hvis vi skal fortsætte udviklingen, kan det nok ikke udelukkende ske ved organisk vækst. Set i lyset af det, er det et godt tiltag, at vi nu er blevet en del af finske post.

Stærk i Baltikum

I Baltikum er Combifragt stærkt repræsenteret med egne afdelinger i de tre lande. Søren Grubbe er Baltic Director hos Combifragt og har været i Vilnius siden 2001.

- Vi startede for fem år siden med trafikker mellem først og fremmest Danmark og de baltiske lande, udtaler Søren Grubbe

- Isoleret set udgør trafikkerne til og fra Danmark også den største part af vore aktiviteter i Baltikum, men udviklingen har medført, at det nu er trafikkerne mellem Sydeuropa og Baltikum, der udgør en stor del af vort forretningsområde.

- Trafikkerne fra Sydeuropa går primært ad landevej hele vejen. I modsætning til trafikkerne fra Danmark, hvor Combifragt årligt sender over 2000 Trailere med skib til baltiske Havne.

- En særlig detalje for vore sydeuropæiske trafikker, er daglig afgang fra Stuttgart, som sætter os i stand til at levere fra dette område indenfor 72 timer over hele Baltikum, siger han.

1000 trailere

Siden det finske postvæsen har overtaget Combifragtkoncernen, har man opnået betydelige synenergier i Baltikum.

Finske post sender ikke færre end 1000 trailere om året mellem Finland og Baltikum, og det betyder, at der kan fokuseres endnu mere på udvikling af trafikkerne mellem de øvrige nordiske lande og Baltikum, samt videre østpå.

I dag ekspederes der også meget gods mellem Sydeuropa og Rusland.

Finske post bygger også nye afdelinger i både Moskva og Skt. Petersburg, så der vil være tale om en udbygning af trafikkerne også til disse områder.

- Takket være finske post har vi også fået mere knowhow på pakkeområdet og indenfor pakhuslogistik i det baltiske område, så opkøbet har for os udelukkende været positivt, siger han.

Var kørt i sænk

- Ved starten i 2001 købte Combifragt virksomheden MGH med i alt 15 ansatte i Riga og Tallinn. Den opkøbte transportvirksomhed var faktisk kørt i sænk, fortæller han.

- Det fik vi dog hurtigt rettet op på og kom ud af det første regnskabsår med et positivt resultat. Virksomheden er i løbet af de fem år vokset meget, og i dag er der ansat 10 medarbejdere på afdelingen i Tallinn, 27 medarbejdere ved afdelingen i Riga, hvor man forventer at bygge en ny terminal med 20.000 m2 lager.

- Der er 10 medarbejdere i afdelingen i Vilnius, og endelig er der en afdeling i havnebyen Klaipeda med fem medarbejdere, oplyser Søren Grubbe.

I Tallinn flytter Combifragt inden længe sammen med Finske Posts lokale afdeling. Combifragt er medejer af en vognmandsforretning med en vognpark på 25 lastvogne, som man ejer 34 pct. af. Denne forretning kører internationalt. Det vil sige, at vognene også bliver anvendt til at udføre transporter mellem f.eks. Danmark og Frankrig.

- Desuden er det tidligere K.E. Christensen A/S, der nu hedder KEC gennem sin lokale afdeling KEC Eastern i gang med at etablere egen vognmandsforretning i Litauen. Foreløbig er der afgivet bestilling på 15 nye trækkere, som forventes at blive leveret i marts måned i år. Denne vognmandsforretnings køretøjer skal primært udføre transportopgaver for Combifragt i Litauen og i Danmark.

Tre nationaliteter

Søren Grubbe siger, at den største udfordring ved at være i Baltikum, er at få de tre lande til at spille sammen.

- Mange tror nok, at der er tale om tre næsten ens lande med fælles kultur og så videre. Men det er langt fra tilfældet. Derfor afholder vi ind i mellem arrangementer for at højne forståelsen mellem medarbejderne fra de tre lande.

- Desuden er det en opgave at få selve infrastrukturen til at virke effektivt. Vi er selv nødt til at køre alt godset direkte ud til vore kunder. Man kan ikke blot køre hen på en terminal og få videredistribueret godset med en fragtmand eller lignende, hvis der er meget langt at køre med en lille forsendelse.

- Derfor kører vi også hver eneste dag med linjebiler mellem vore egne terminaler. I Riga kører vi med egne distributionsvogne, hvilket ikke mindst skyldes, at vi står for distributionen af alt gods for Jysk i Baltikum.

Søren Grubbe har hidtil også været direktør for afdelingen i Litauen. Der er han dog imidlertid blev afløst på posten af Jan Hyttel, som har boet i området i 13 år.

Han var i sin tid med til at starte DFDS? afdeling op i området. Sideløbende er Jan Hyttel også formand for den danske business club i Litauen.

Selv regner Søren Grubbe med at tage fire år mere på posten i Vilnius. Han er godt tilfreds med at arbejde i Baltikum og valgte efter et tidsrum at flytte til området.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063