Ny stor mobil-kran til Grenaa havn
Grenaa Havn A/S har mere end fordoblet krankapaciteten med købet en ny mobil-kran. Kranen, som er købt hos Copenhagen Malmö Port AB ankom til Grenaa havn tirsdag den 10. januar 2006.
Det er Grenaa havns udvidelse, der blandt andet tillader anløb af større skibe, med kajanlæg med vanddybder på op til 11 meter, der har skabt behov for at kunne laste og losse større og tungere mængder.
- Med dette nyindkøb vil vi øge vores krankapacitet, så den passer til en ny, moderne havn, hvor kravene til løfte-kapaciteten hele tiden øges. Vi kan nu fremover klare de meget tunge løft bl.a. på vindmølleelementer, som stadig bliver større og større, udtaler adm. direktør, Henning Laursen, Grenaa Havn A/S.
UniscrapDen 480 tons tunge kran, der har betegnelsen Gottwald HMK 360 E , er eldrevet og kører på 32 hjul. Den transporteres ad søvejen fra København til Grenaa. Transporten håndteres og arrangeres af BaltShip A/S, Århus.
Ved ankomsten til Grenaa havn er kranen forsynet med en stor krog samt et container-åg. Grenaa Havn A/S har derudover investeret i en 18 kubikmeter stor skovl-grab, som kan håndtere de forskellige bulk produkter, og en speciel polypgrab til bl.a. skrot og flis. Netop skrothåndtering bliver i den kommende tid meget aktuel med genvindingsvirksomheden Uniscrap A/S? etablering på Grenaa havn.
Kranen kan i sin krog løfte 120 tons ud i 23 meter, og 43 tons ud i 47 meter.
-----