En grundlæggende og delvis uskreven regel i transportretten er transportørens pligt til at drage omsorg for godsets ve og vel, og denne uskrevne regel var sammen med tre centrale regler i CMR-lovens i spil i en sag, som Sø & Handelsretten netop har afgjort. Sagen vedrørte spørgsmålet, om afsenderen af et parti jernbanesveller kunne gøres erstatningsansvarlig for skade på et parti yoghurtbægre som følge af lugten fra jernbanesvellernes imprægnering, idet transportøren havde lastet yoghurtbægrene sammen med jernbanesvellerne.

Den ene af bestemmelserne var § 12 om mangelfuld indpakning af godset:

"§ 12 Afsenderen er ansvarlig over for fragtføreren for skade på person, materiel eller andet gods og for omkostninger, når skaden eller omkostningerne skyldes mangelfuld indpakning af godset. Var mangelen synlig eller kendt af fragtføreren, da han overtog godset, gælder dette dog kun, såfremt han tog forbehold herom."

Bestemmelsen i § 12 suppleres i nogen grad af bestemmelserne i § 13 om farligt gods (naturligvis under forudsætning af, at der er tale om farligt gods), og som det vil fremgå, blev der både henvist til § 13 samt til § 10 om fragtførerens undersøgelsespligt. Denne bestemmelse har følgende ordlyd:

"§ 10 Ved overtagelsen af godset skal fragtføreren undersøge, om fragtbrevets oplysninger om antallet af kolli og deres mærker og numre er rigtige. Kan dette ikke gøres med rimelige midler, skal han tage forbehold og anføre grunden hertil i fragtbrevet.

Stk. 2. Fragtføreren skal endvidere undersøge godsets og dets indpaknings synlige tilstand og begrunde de forbehold, som han måtte tage herom i fragtbrevet.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte forbehold er ikke bindende for afsenderen, medmindre han udtrykkeligt har godkendt dem i fragtbrevet.

Stk. 4. Afsenderen kan mod at betale omkostningerne derved fordre, at fragtføreren forvisser sig om godsets bruttovægt eller dets på anden måde udtrykte mængde og om kollienes indhold. Resultatet af undersøgelsen indføres i fragtbrevet"

En dansk speditør udførte primo august måned 2003 en transport fra Tyskland til Danmark af et parti jernbanesveller af træ, afsendt af en tysk producent af sveller. Modtageren af jernbanesvellerne var Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen, som havde afgivet ordren på svellerne til ThyssenKrupp Gtf Gesellschaft für Technik mbH. Med jernbanesvellerne blev lastet et parti yoghurtbægre, som var produceret af Jokey Plastik, og som var solgt gennem den svenske agent Tara Pac til Värmlands Mejeri AB i Sverige. Bægrene blev afvist af mejeriet på grund af lugt af tjære, som hævdedes at stamme fra jernbanesvellernes imprægnering. Speditørens forsikringsselskab erstattede den af dem betalte erstatning for de ødelagte yoghurtbægre og gjorde regres mod afsenderen af jernbanesvellerne, Den tysk producent.

Transportforløbet startede den 30. juli 2003, da Den tyske svelleproducent bestilte en transport hos Speditøren af 1 lastvognslæs og 6 lademeter sveller fra fabrikken i Tyskland til levering i Hornbæk den 4. august 2003. Som lasteadresse var angivet Den tyske producent med tilføjelsen, "Impägnier- und Sägewerk". Sagen vedrørte alene delladningen af de 6 lademeter, idet yoghurtbægrene blev lastet på samme lastbil som disse sveller.

Svellerne blev afhentet i overensstemmelse med ordren, og der blev udstedt en følgeseddel ? Lieferschein nr. 2 ? med en beskrivelse af jernbanesvellerne i bøgetræ, hvoraf blandt andet fremgik (uautoriseret oversættelse): "? imprægnerede efter DB (Deutsch Bundesbahn)-forskrifter, med miljøvenlig, lugtsvag tjæreolie W.E.I.- type C, med et benzo(a)pyren-indhold på under 50 ppm ?".

Enslydende beskrivelse fremgik af følgesedler fra tidligere transporter af jernbanesveller, udført af Speditøren fra Tyskland til Nordjyske Jernbaner A/S den 31. marts 2003 og fra Tyskland til Lokalbanen, Hundested Station, den 2. juni 2003.

I CMR-fragtbrevet var det oplyst, at godset var en delladning jernebanesveller. Der var ikke påført fragtbrevet noget forbehold.

Ifølge faktura af 1. august 2003 solgte Jokey Plastik 51.000 plasticbægre, 50.400 plasticlåg og 48.000 plasticlåg til en samlet værdi af 17.137,92 Euro inkl. europaller. Køberen var Värmlands Mejeri. Speditøren fik opgave med at transportere godset. af Speditørens fragtbrev, dateret den 4. august 2003, fremgik, at yoghurtbægrene blev leveret den 5. august 2003 til modtageren i Sverige. Fragtbrevet var påført "lukter tjära, skadat embalag troligen kreosot". Värmlands Mejeri afviste med den begrundelse godset.

Af en reklamationsrapport fra Jokey Plastik fremgik: "The transporter Speditøren has together with our plastic articles also transport wood impregnated with kresot or something else. All pallets and boxes smell terrible!!" Rapporten indeholdt oplysning om krav om ny levering uden beregning. Jokey Plast har efterfølgende leveret 50.400 plasticbægre og 50.400 plasticlåg uden beregning. Jokey Plastic gjorde kravet gældende mod HDC og modregnede fuldt ud i Speditøren' tilgodehavender hos Jokey Plastic. Forsikringsselskabet havde herefter udbetalt erstatning til Speditøren.

Speditørens forsikringsselskab anlagde herefter regressøgsmål mod Den tyske producent ved Sø & Handelsretten med påstand om, at det tyske firma skulle betale modværdien i danske kroner af 17.137,92 Euro minus 10.000 kroner, dog maksimalt, men ikke under 117.743 kroner med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 30. juli 2004, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn.

Sagsøgte, den tyske producent havde nedlagt påstand om frifindelse.

Forsikringsselskabet gjorde gældende, at Den tysk producent som afsender var ansvarlig for skaderne på yoghurtbægrene i henhold til CMR-lovens § 12. Bevisbyrden påhvilede afsenderne, som var nærmest til at kende varerne og havde interessen i at få godset sikkert frem. Bestemmelsen i § 13 om farligt gods havde lighedspunkter hermed og blev båret af samme hensyn.

At der var tale om uindpakket gods medførte ikke, at forholdet faldt uden for § 12. Ingen indpakning måtte sidestilles med mangelfuld indpakning, når det medførte, at den manglende indpakning forvoldte skade på andet gods. Det var uden betydning, om det var sædvane at transportere godset uindpakket. Hensynet skulle ikke tages til godset selv, men til transportmidlet, andre trafikanter og andet gods. Afsenderen havde pligt til at sørge for, at godset ikke forvoldte skade, og § 12 stillede ikke krav til skadens karakter.

Undersøgelsespligten i § 12 minder om § 10, stk. 2, hvor "synlig" måtte læses som kendelig. En transportør har ikke samme særlige kendskab til godset som afsender. Speditøren fik ikke andet at vide end beskrevet i bestillingen fra Den tysk producent, og Lieferschein tilgik ikke Speditøren, før chaufføren sendte den ind efter transportens afslutning. NC havde ikke set de tidligere Lieferscheins. Speditøren transporterede både imprægnerede og ubehandlede sveller og kunne derfor på forhånd ikke vide, hvilken slags det var. Denne sag kunne være undgået, hvis Den tyske producent havde givet fyldestgørende oplysninger.

I henhold til CMR-lovens § 10 skulle chaufføren undersøge godset, men han skulle også gennemføre en transport, som allerede var aftalt. Chaufføren kunne gå ud fra, at alt var i orden, for Den tysk producent måtte give besked til disponenten, hvis godset frembød problemer. I det Lieferschein, som chaufføren fik udleveret, stod der, at svellerne var behandlede med lugtsvage og miljørigtige midler, hvilke måtte indvirke på kravet til chaufførens vurdering. Svellerne var i orden, selv om der var en lugt.

Chaufføren undersøgte, at han fik den rigtige ladning, og at den ikke var ødelagt. På fabriksområdet måtte der være meget lugt, og lastningen skete udendørs. At lugten var kraftig ved ankomsten til Sverige skyldtes koncentreringen undervejs, og dette siger intet om, hvordan chaufføren opfattede svellernes lugt ved lastningen. Da lugten ikke var kendelig, og da chaufføren ikke burde have reageret, ifaldt Den tyske producent et objektivt ansvar. Den tyske producent burde have indset, at der ville ske sammenlastning med andet gods. Den tyske producent havde en loyal oplysningspligt vedrørende mulige lugtgener. Det var mere nærliggende at lægge ansvaret på Den tyske producent end på chaufføren.

Hvis retten ville finde, at der også påhvilede Speditøren et ansvar, måtte der ske en fordeling under hensyntagen til ovennævnte og til en afvejning af et objektivt ansvar overfor en undersøgelsespligt.

Det var usandsynligt, at yoghurtbægrene skulle tage lugt af andet end svellerne. Som følge af lugtgenerne måtte bægrene anses for kassable, idet de skulle bruges til levnedsmidler, hvor der stilles høje hygiejniske krav. Der var intet grundlag for at betvivle forklaringerne herom. Da der var trykt tekst på bægrene, var det ikke rentabelt at anvende dem til andet formål.

Den tyske producent bestred, at man kunne gøres ansvarlig efter CMR-lovens § 12, da denne bestemmelse alene vedrørte spørgsmålet om godsets kunne modstå ydre påvirkning under transporten.

Speditøren skulle som led i den almindelige omsorgspligt advare om og sikre, at køretøjet var anvendeligt til levnedsmiddelgodstransport. Ansvar for samlastning af jernbanesveller med yoghurtbægre lå uden for rammerne af § 12. NC overvejede ikke evt. lugtgener fra imprægneringen eller plasticbægrenes modtagelighed for lugt. Dette var det ansvarspådragende element i sagen. Speditøren kunne lige så godt rette kravet mod afsenderen af yoghurtbægrene for at emballere disse utilstrækkeligt. Selv om der var en mulighed for, at Speditøren foretog samlastning, var Den tyske producent ikke bekendt med, at der kunne blive tale om samlastning med varer til levnedsmiddelindustrien. Af dokumenterne og forklaringerne fremgik, at yoghurtbægrene ikke var på lastbilen ved lastningen af svellerne.

Forud for transporten havde et samarbejde mellem Speditøren og Den tysk producent om mindst 50 forsendelser af såvel ubehandlede som imprægnerede sveller fundet sted. Speditøren modtog hver gang Lieferscheins. Speditøren burde derfor have interessret sig for, hvordan imprægneringen kunne påvirke andet gods. Samlastningen af imprægnerede jernbanesveller med yoghurtbægre til levnedsmidler var culpøs.

Såfremt § 12 fandt anvendelse, gjorde Den tysk producent gældende, at Speditøren havde kendskab til "den manglende indpakning", men undlod at tage forbehold. Den manglende indpakning var meget synlig, og ifølge forklaringerne var lugten ret kraftig. I Lieferschein var det udtrykkeligt beskrevet, at svellerne var tjærebehandlede. Speditøren burde have været bekendt med dette fra tidligere Lieferschein, ligesom chaufføren ved modtagelsen af Lieferschein kunne se, at svellerne var imprægnerede. Svellerne kunne ikke have været emballeret anderledes, og var "indpakket" på forsvarlig måde til transporten.

Ved en eventuel skyldfordeling måtte der tages hensyn til, at langt den overvejende del af skylden var hos transportøren, som ikke var opmærksom på, hvilke varer der blev transporteret sammen.

Der forelå ingen opgørelse af tabet, og erstatningskravet var ikke dokumenteret. Europallerne kunne ikke anses for at være totalskadede.

Sø & Handelsretten slog indledningsvist fast, at yoghurtbægrene var blevet lastet sammen med jernbanesveller, som var imprægneret med tjæreolie. Det fandtes godtgjort, at det var lugten af tjæreolien herfra, som førte til, at bægrene var uegnede til levnedsmiddelformål, og der var ikke grundlag for at antage, at tabet kunne have været begrænset ved at fjerne etiketterne og anvende bægrene til andet formål.

Retten fandt, at det stålbånd, der var rundt om svellerne, måtte anses for sædvanlig og tilstrækkelig emballering til at modstå de påvirkninger, der ville være under transporten. En yderligere indpakning af godset, der kunne forhindre lugtgenerne, ville være ganske omfattende, hvis overhovedet muligt. Under hensyn hertil samt, at lugten måtte være kendelig for transportøren, fandt retten, at indpakningen efter godsets art og den konkrete transport ikke kunne anses for mangelfuld.

Problemet var lastningen af plasticbægrene sammen med jernbanesvellerne, hvilket ikke var et spørgsmål om emballering efter CMR-loens § 12, men et spørgsmål om den almindelige omsorgspligt for godset.

Såvel Speditøren som Den tyske producent burde have været klar over, at 6 lademeter sveller ikke blev fragtet til Danmark, uden at der blev taget yderligere gods med.

Den tysk producent havde kendskab til, at svellerne var imprægnerede, men havde ikke kendskab til, at der ville ske samlastning med yoghurtbægre, som efter bevisførelsen blev lastet efter svellerne. Det var alene Speditøren, der planlagde og udførte samlastningen. Speditøren var bekendt med, at der var tale om sveller og burde fra tidligere transporter have været bekendt med, at disse kunne være imprægnerede og dermed afgive lugt. Dernæst måtte chaufføren i forbindelse med lastningen være blevet bekendt med lugten fra svellerne, men tog ikke hensyn hertil, da der skete lastning af yoghurtbægrene.

Under hensyn til det ovenfor anførte fandtes transportøren at burde bære ansvaret for den skete skade, og det forhold, at Den tysk producent ikke ved bestillingen af transporten havde gjort opmærksom på lugtgenerne, kunne efter rettens opfattelse ikke medføre en fordeling af ansvaret, hvorfor Den tysk producent blev frifundet.

-----