23948sdkhjf

MAN med ny løsning

Sidste år præsenterede MAN en interessant løsning, nemlig Hydrodrive, der er en form for hydraulisk drift. Ved hjælp af hydrostatiske hjulnavsmotorer, kan der, når der er brug for det, etableres træk på en ellers død aksel.

Mange vognmænd drømmer ofte om at få en lastvogn, der er let og brændstoføkonomisk ved landevejskørsel. Det opnår man udelukkende ved at have træk på kun en aksel. Samtidig drømmer de også om at lastvognen skal kunne trække på flere aksler ved kørsel i terræn med dårligt vejgreb. Den eneste producent, der indtil nu rigtig har kunnet klare dette ønske er SISU.

Den finske producent leverer tandembogier, hvor den bagerste aksel kan løftes fra jorden og hvor trækket kan slås fra når man ikke har brug for. Det har dog stadig en vægtmæssig ulempe, idet der stadig skal være en komplet drivaksle med bagtøj, samt et tungt fordelerbagtøj i den forreste drivaksel.

Men nu er en af de allerførste MAN med Hydro Drive på vej til KRAN BLOKs formand, vognmand og kranudlejer Frank Segall i Esbjerg, som om kort tid tager en ny MAN lastvogn i brug af typen TG 35.430 med HydroDrive.

Der er tale om et fireakslet chassis opbygget med en EFFER 850 kran. Vognmanden har ønsket at få et køretøj, der er så let som muligt. Det har også været et ønske at kunne opnå en god brændstoføkonomi på almindelig vej, samtidig med at det er muligt at etablere træk på mere end blot en aksel.

Akselkonfigurationen består af to bogier, hvor den bagerste bogie er en normal luftaffjedret bogie med træk på den forreste aksel og den sidste aksel er styrende og hævebar. I forenden er der to styrende foraksler, hvor den bagerste af de to foraksler er forsynet med hydrostatiske hjulnavsmotorer, der kan give ekstra trækkraft.

Ved kørsel med hastigheder under 30 km i timen kan chaufføren ved et tryk på en knap i instrumentbordet aktivere hydraulikken til denne foraksel, så den også trækker. Hvis hastigheden overstiger 30 km i timen forsvinder trækket på forakslen helt automatisk. Teknikken består groft sagt af en hydraulisk højtrykspumpe, en oliebeholder, en oliekøler, en ventilblok og to hjulnavsmotorer på forakslen. Vægten opgives til at være ca 260 kg mere end ved en almindelig aksel uden træk. I typebetegnelsen indikerer bogstavet H, at der er tale om MAN HydroDrive®.

Den nye lastvogn er leveret af MAN Last og Bus i Esbjerg. Kranen er en EFFER 850-8S, der er leveret af Effer Danmark mens K.L Truck i Jernvedlund har stået for hele vognens opbygning og monteringen af kranen. Kranen har en totalrækkevidde vandret med flyjibben monteret på 34,17 meter, hvor den kan løfte 655 kg. Den nye kranvogn forventes at blive taget i brug omkring den første februar.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078