Østaftalen spærrer for nødvendig arbejdskraft
Der er risiko for, at administrative problemer, som regeringen har pålagt det danske arbejdsmarked, og den stigende mangel på arbejdskraft fører til, at de danske transportvirksomheder på grund af manglende kapacitet mister markedsandele til udenlandske transportører.
- Det kan meget vel blive konsekvensen, hvis udbudet af arbejdskraft ikke bliver bedre, siger afdelingschef André Rouvillain fra HTS Arbejdsgiverforeningen. Han mener, at Østaftalen bør afskaffes.
Han er ikke i tvivl om, at østeuropæisk arbejdskraft vil kunne løse de aktuelle problemer.
- Generelt vil jeg mene, at kvalifikationerne i orden for de østeuropæiske medarbejdere, der kommer på tale, selv om det nok er de færreste af dem, der kan leve op til de peak-performances, som de bedste danske chauffører leverer, siger han.
- Det er jo en hårfin balance, der skal opnås, når det gælder udbudet af arbejdskraft, og man kan sige, at vi i dag står overfor lidt af et luksusproblem sammenlignet med den tidligere arbejdsløshed, men intet er så frustrerende for en virksomhed, som at måtte nej til interessante opgaver, fordi man ikke har den nødvendige arbejdskraft. Og meldingen fra vores medlemsvirksomheder på transport-området er jo, at næsten 20 procent af dem har måttet sige nej til sige nej til opgaver, fordi de ikke kunne skaffe den fornødne arbejdskraft. siger André Rouvillain, som i øvrigt afviser, at det handler om at skaffe billig østeuropæisk arbejdskraft til dansk erhvervsliv:
- Vi er tilhængere af den danske model og arbejder for at sikre, at alle, der arbejder her i landet, får en ordentlig løn. Vi har for eksempel for nylig fået slået fast, at vognmænd inden for både gods- og passagertransport skal følge bestemmelserne i de landsdækkende, kollektive overenskomster på transportområdet. Det gælder uanset, om de beskæftiger dansk eller udenlandsk arbejdskraft, siger han.
Transporten ramt- Transportbranchen er imidlertid særligt hårdt ramt. Dels fordi virksomhederne står med en akut mangel på arbejdskraft, men også fordi forholdene i denne branche forandrer sig så hurtig, at der ikke er tid til bureaukratiske forviklinger, når der skal ansættes nye folk
- De mange regler på transportområdet gør det svært nok for vognmændene at drive virksomhed, uden at de oven i købet skal sætte sig ind i to forskellige regelsæt for ansættelsen af arbejdskraft fra henholdsvis de gamle og de nye EU-medlemsstater. Det er i forvejen kompliceret at holde styr på reglerne for ansættelsesforhold. Vognmændene skal have styr på grænsegængerproblemer, social sikring og en hel masse andet. Så det gør det bestemt ikke nemmere at drive virksomhed, at man skal kende reglerne i flere forskellige regelsæt afhængig af, om man vil ansætte en tysk eller en tjekkisk chauffør, siger André Rouvillain.
-----